Det ”økonomiske menneske”, homo economicus, er drevet af egennytte. Derfor vil han enten tjene penge eller bruge dem. Sådan lyder det herskende økonomiske menneskesyn. Ved en stor rund fødselsdag har jeg en pæn bordherre til venstre, som tilhører samfundets absolutte top, at dømme efter hans sprog og udseende. Jeg forstår også, at han har en høj stilling i det private. Til den anden side har jeg en herre, som tilhører prækariatet, siger han selv. Han lever af at pudse vinduer, men vil gerne være kunstner. ”Jeg er en fattigrøv med store ambitioner,” smiler han fattet. Jeg selv, der er en typisk skolelærertype lige i midten af samfundspyramiden, føler mig godt tilpas som brobygger.
”Hvad optager dig mest for tiden: hvad du selv har – eller hvor meget andre, som betyder noget for dig, har?”, kommer vi til at tale om. Begge mine bordherrer er lyttende mennesker, der ønsker at svare ærligt – de tænker sig nøje om og svarer, at det vil give dem størst tilfredsstillelse at give noget til for eksempel deres børn eller til (nær)samfundet. Er de ærlige? Den rige er jo blevet rig på grund af sin egoisme – og den fattige ønsker kun selv at blive rig, vil du sige. Måske.
Store pengesorger er invaliderende og ødelæggende for værdigheden, det véd vi. Men er vi ude af den tungeste fattigdom, hvad driver os så? Reklamerne fortæller os, at mennesker enten vil have business, hvor man tjener penge, eller pleasure, hvor man bruger dem. Jeg kan ikke fordrage ordet pleasure. Som om livsglæde er en forbrugsvare.
Min bordherre til venstre, højtuddannet og privatansat, ”er sat i verden for at optimere sin egen indtjening og aktionærernes”, siger han. Men hans drivkraft er, at hans produkt – et meget specialiseret ét inden for medico-industrien – skaber en positiv forandring et sted i verden. Ellers ville han ikke kunne leve med sig selv, siger han. Min anden bordherre ”vil gerne åbne verdens øjne for skønheden i lys” – det gør han på en måde både med sin vinduesvask og sine akrylmalerier.
Den herskende økonomitænknings menneskesyn siger, at mennesket først og fremmest stræber efter sin egen lykke – er rationelt, selvinteresseret og egennyttemaksimerende. Det er en besynderlig tankegang. For det første, fordi det ikke er sandt – talrige studier over hele verden viser, at vi er drevet af mening, ønsket om at høre til og frygten for at blive udstødt, hvilket min oplevelse ved middagen illustrerer.
For det andet er det besynderligt, fordi økonomi oprindeligt var læren om ansvarlighed. Ordet økonomi er afledt af det græske oikos: husstand, slægt, fællesskab. Økonomi er oprindeligt ansvarlig forvaltning til flest mulige menneskers lykke. Den neoliberale økonomi har derimod været optaget af, hvordan den enkeltes grådighed kunne optimeres, uden at den var decideret ulovlig.
Det er hverken i overensstemmelse med, hvad der gør mennesker lykkelige, eller med, hvad der skaber samfund i balance med sig selv og omgivelserne. Hvis mennesket er drevet af trangen til at kunne bidrage og ønsket om at høre til, giver det ingen mening at belønne grådighed, ligegyldighed og egoisme. Samtidig er det det, der ødelægger vores jord.
Lad os derfor starte med at kigge kritisk på økonomerne. Og lad denne kritik trænge helt ind i de finansministerier, der i dag styrer alle samfundets sektorer.