Prøv avisen
Historisk set

Mysterium i Vatikanet: Hvorfor var dansk prinsessegrav tom?

Vatikanet fandt ingenting, da de åbnede en grav i 36 år gammel drabssag. Graven tilhørte den tyskfødte danske prinsesse Charlotte Frederikke, som var mor til Frederik VII. Prinsessen døde i Rom i 1840. Foto: Vatican Media / Reuters / Ritzau Scanpix

Jes Fabricius Møller

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Kristeligt Dagblad kunne i fredags berette om, hvordan en politiefterforskning i Rom førte til, at to grave på den tyske kirkegård ved Peterskirken blev åbnet. Man ledte efter liget af en formodet dræbt pige. Hende fandt man ikke. Det mest overraskende var imidlertid, hvad man heller ikke fandt, nemlig de jordiske rester af de to kvinder, til hvem gravene oprindeligt var indrettet.

Den tyske kirkegård eller Camposanto Teutonico rummer hovedsageligt gravene over pilgrimme og andre tilrejsende fra tyske og nederlandske lande, som er døde i Rom. En af dem var prinsesse Charlotte Friederike af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840), og hendes var den ene af de to tomme grave.

Prinsesse Charlotte Frederikke, som hun hedder på dansk, spillede en kortvarig, men betydningsfuld rolle i Danmarks historie, idet hun ægtede sin fætter prins Christian Frederik (1786-1848) i 1806. I ægteskabet fødtes en søn, prins Frederik Carl Christian (1808-1863). Både hendes mand og søn blev konger af Danmark og regerede som henholdsvis Christian VIII og Frederik VII. Imidlertid blev hun grebet i at have en affære, og ægteskabet blev opløst i 1810. Efter nogle år i indre eksil i Horsens, rejste hun til Rom, hvor hun konverterede til den romersk-katolske kirke. Hun er en spændende skikkelse, som man kan læse om i en glimrende biografi om hende af Birgitte Nyborg, udkommet på Forlaget Falcon i 2015.

Prinsessens gravmæle består af en marmorsarkofag stillet op mod en marmorgavl med en indskrift og en skulptur af en engel. Efter pressens rapporter er det denne sarkofag, der er åbnet og altså fundet tom. Spørgsmålet er imidlertid, om man burde have forventet at finde prinsessens jordiske rester i denne sarkofag?

Det var efter prinsessens eget ønske, at hun blev begravet på den tyske kirkegård i 1840. Der blev taget initiativ til at udfærdige et gravmæle for hende. Bertel Thorvaldsen, som havde kendt prinsessen godt, udfærdigede et udkast, og arbejdet blev sat i værk. Hvordan det så ud, ved man ikke. I 1844 besøgte prinsessens plejedatter, Charlotte Wigand, født Harboe, gravstedet og klagede til prinsessens søn, kronprins Frederik, over, at gravmælet endnu ikke var gjort færdig. Thorvaldsen var netop død, og kronprinsen overdrog det til den kendte billedhugger J.A. Jerichau at skabe en ny udsmykning. Jerichaus arbejde stod færdig i 1848, og af indskriften fremgår det, at det er udtryk for, at kronprinsen, der nu var blevet konge, ønskede at mindes sin mor.

Der er varslet en undersøgelse for at løse mysteriet om de tomme grave, og meget kan endnu komme for en dag, når arkiverne studeres, og kirkegården undersøges. Ud fra de allerede kendte oplysninger må det imidlertid indtil videre antages, at tingene er gået for sig på følgende måde: Prinsessen er efter sin død blevet jordbegravet på den tyske kirkegård, hvorpå arbejdet med at forsyne graven med et gravmæle blev påbegyndt, men ikke fuldendt. Derefter blev Jerichau sat på opgaven, og han valgte at udsmykke graven med blandt andet en sarkofag, der teknisk set ikke er en sarkofag, men derimod en kenotaf, altså et gravmæle, der ikke rummer afdøde. Prinsessen ligger antagelig, hvor hun hele tiden har ligget, nemlig i jorden under Jerichaus gravmæle.

Jes Fabricius Møller er historiker og siden 2018 kongelig historiograf.