Prøv avisen

Leder andre efter et tomt dobbeltsæde i toget?

På vej ind i toget leder Cathrine Marie Nørgaard efter et tomt dobbeltsæde. – Foto: Andreas Beck/Ritzau Scanpix

Er det kun mig, der hver morgen leder efter et tomt dobbeltsæde i toget, så jeg ikke behøver at sætte mig ved siden af andre? Og er jeg den eneste, der til en stor festlig begivenhed bliver bange, når jeg hører, at der er bordplan, og opdager, jeg skal sidde ved siden af én, jeg ikke kender?, spørger journalist Cathrine Nørgaard

”Undskyld, men må jeg lige sige noget til dig? Du... ser... yndig ud.”

Den fremmede talte til mig på engelsk. Han stoppede mig, før jeg var nået i sikkerhed på perronen under jorden på Nørreport Station. Han rakte sin hånd frem, sagde, at han virkelig gerne ville trykke min hånd. Han spurgte, om jeg ville drikke en kop kaffe med ham.

”Jeg skal desværre nå et tog,” sagde jeg til ham på engelsk, mens jeg forsøgte at gøre mine øjne store og medlidende.

”Du kan også nå et senere tog?”, prøvede han. Men jeg beklagede, slap hans hånd og forsvandt under jorden.

I toget fik jeg dårlig samvittighed. Jeg havde ingenting, jeg absolut skulle nå. Men jeg var træt, og jeg orkede faktisk ikke at investere i dette menneske. Men – hvorfor egentlig ikke, slog det mig. Hvad nu, hvis han virkelig bare havde brug for én at tale med? Hvad nu, hvis en samtale med ham kunne udvide min horisont. Bare en smule?

Tanken om at være et mere åbent menneske tiltaler mig. Hvor ville det være dejligt at have overskuddet til at sætte mig ned med en, jeg ikke kender, og drikke kaffe. Finde ud af, hvem andre mennesker er. Sætte tempoet ned og minde mig selv om, at der er så mange spændende mennesker derude, og at det ikke kun er nogen, jeg støder ind i, når jeg mentalt har forberedt mig på det.

For nogle måneder siden besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Nu skulle mine mure væltes, nu skulle jeg være overskudsmenneske! Det skete, da en ung mand begyndte at tale til mig, mens vi ventede på en bus, og jeg, med mine to genstande indenbords, slappede mere af end normalt. Vi talte lidt sammen i bussen, han fortalte, at han var fra Pakistan, men studerede i Malmø. Han spurgte, om vi ikke skulle være venner på Facebook. Og derefter om vi ikke skulle spise en pizza sammen?

Dagen efter var jeg helt ædru, min mur var på plads, og jeg havde slet ikke lyst til at spise pizza med en fremmed. Og det fik jeg heller ikke siden. Ikke fordi jeg var bange for eller utryg ved ham. Jeg følte, at jeg havde nok i mig selv og mine nære. Jeg tror faktisk, at jeg ordret skrev til ham, at jeg altså syntes, jeg havde nok venner.

Jeg undrer mig over, hvad min afstandtagen skyldes. Er vores samfund generelt meget lukket? Det er nemmere at tænke sådan, for så er det ikke mig, den er helt gal med. Men altså. Er det kun mig, der hver morgen leder efter et tomt dobbeltsæde i toget, så jeg ikke behøver at sætte mig ved siden af andre? Og er jeg den eneste, der til en stor festlig begivenhed bliver bange, når jeg hører, at der er bordplan, og opdager, jeg skal sidde ved siden af én, jeg ikke kender? Hvis jeg er heldig, vil der på min anden side sidde én, jeg kender, og så kan den fremmede blive ved med at være netop det. Fremmed.

Men jeg kan nok ikke skyde hele skylden på samfundet. Det er trods alt mig, der engang har siddet ved et bord til en konfirmation med en flok unge mennesker, hvoraf jeg aldrig havde talt med de fleste. Det kom jeg heller aldrig til. Alt, jeg husker fra den konfirmation, er larmende stilhed fra vores hjørne af rummet. Ingen af os forsøgte at få en samtale i gang. Stilheden gjorde ondt på sådan en pinagtig tragikomisk måde, og det fik den lov til at gøre hele dagen.

Det ville være så smukt, hvis jeg var mere åben, ligesom manden, der turde stoppe mig på gaden. For jeg har så mange givende venskaber med folk, der er så meget anderledes end jeg selv. Netop fordi jeg – nogle gange – investerer i folk. Jeg ved ikke, om vi kan og overhovedet bør gøre noget i fællesskab for at åbne os mere for andre. Måske skal jeg i virkeligheden bare begynde med at sætte pris på dem, der tør være åbne. Sige tak, fordi de viser interesse for den person, jeg er. Måske er det en dag mig, der bryder stilheden ved festbordet.