Da teologen og filosoffen Peter Kemp døde i år, blev jeg bevidst om, at jeg ikke havde hele hans forfatterskab på reolen, og jeg anskaffede mig antikvarisk nogle af hans tidlige bøger. I ”Filosofiske portrætter” fra 1973 fandt jeg en karakteristik af Bjørn Poulsen og dennes konservative grundposition fra den berømte bog ”Idéernes krise i åndsliv og politik” fra 1960, som jeg omtalte her i klummen den 7. september.
Det er en meget veloplagt passage, hvor Kemp fraviger sin sædvanlige klare og formidlende (eller bidsk-polemiske) skrivestil for at gå op i et højere stilleje, måske foranlediget af hans respekt for Bjørn Poulsen:
”Bjørn Poulsen er uhjælpeligt forelsket i fortiden, og denne kærlighed har gjort ham blind (…) Hans forelskelse er af en sådan art, at den bliver inderligere og varmere, jo længere han tænker sig tilbage i historien. Dette er, hvad man kunne kalde en omvendt udviklingstro, der går ud på dette: Alt udvikler sig til det bedre, blot baglæns – en tro, der er lige så virkelighedsfjern som den regelrette udviklingstro. At den kan opstå, må skyldes, at man narres af, at jo længere tid der går, jo mere forsvinder vrøvlehovederne i glemsel, og jo mere huskes kun de største tænkere. Troen er imidlertid en forelskelse i fortiden, som der ikke er meget at stille op over for, medmindre Bjørn Poulsen er til at påvirke med et spørgsmål om, hvorfor i alverden han bremser den omvendte udvikling ved at skrive og udgive sin bog.”
Det var dog ikke blot de elegante formuleringer, men også pointen, jeg standsede ved. Den rummer nemlig en reservation, jeg selv kender til.
Hvis jeg blev vækket midt om natten og spurgt, hvilken af de tre store politisk-ideologiske ismer – socialismen, liberalismen, konservatismen – jeg føler mig mest forbundet med, ville jeg nok svare konservatismen.
Men er konservatismen egentlig ikke bare, som Kemp er inde på, en utopi, der orienterer sig mod fortiden i stedet for mod fremtiden? Og som derved påkalder sig alle utopi-tænkningens problemer: en naiv drøm om et friktionsløst samfundsmæssigt liv, hvor alt og alle er på sin rette plads, og hvor den genstridige menneskelige natur på forunderlig vis er holdt i ave eller blevet anderledes samarbejdsvillig, end vi er vant til.
Et oplagt modargument vil her nok være, at der ikke er nogen konservative, der drømmer om at genskabe en given fortid in toto.
Dels hedder det jo ”forandre for at bevare”, dels er der måske snarere tale om at holde fast i visse tråde bagud og ikke kaste vrag på alle traditioner og normer, blot fordi de er ældre end os og umiddelbart kan forekomme lidt mystiske eller umotiverede.
Konservative drømmer ikke om tidsrejser. De tænker sig bare om og er ikke til fals for alt, hvad der er nyt. Så vidt så godt. Men hvis man er konservativ sådan lidt a la carte, venter det næste problem. Man kan ønske at holde fast i enkeltelementer, for eksempel forældreautoriteten – det er forældrenes ansvar, her må forældrene træde i karakter, som det ofte hedder i debatten om børns skoleparathed. Men i hvilket omfang hvilede dette element på tilstedeværelsen af en masse andre elementer, et netværk eller en orden, hvor tingene betingede hinanden?
Når min gamle mor ser tilbage på min skolegang i 1960’erne, kan hun blive helt forundret og flov her så mange år efter over, hvor lidt kontakt der var mellem skole og hjem dengang. Skolen passede sit, og hjemmet passede sit. Det var den uudtalte kontrakt. Hele samfundet var gennemsyret af autoritetsstrukturer, der usynlige for øjet stivede hinanden af.
I den forbindelse har jeg aldrig glemt et eksempel, Ulrik Høy engang gav i en af sine klummer i Weekendavisen. Han skrev ofte om sin barndom i Silkeborg i 1950’erne, og han mindedes, at hans far blot behøvede at stille græsslåmaskinen ud på græsplænen foran huset. Så vidste lille Ulrik godt, hvad han skulle, og hvad der nu forventedes af ham. Han skulle slå græsset. Faderen behøvede ikke engang sige det til ham.
De gode gamle dage var en samlet pakke. Og derfor er det ikke så nemt, som det kan lyde, blot at ønske sig en mindre del af pakken tilbage. På den måde er konservatismen måske ligefrem dømt til utopisk tænkning.