Prøv avisen
Historisk set

Er parlamentet i Westminster demokratisk?

Westminster-parlamentet har traditioner, der går helt tilbage til middelalderen, herunder bordet mellem regering og opposition, der er så bredt, at de talende ikke kan nå hinanden med et sværd. Foto: Ritzau Scanpix

Uffe Østergaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det manglende tværpolitiske samarbejde om Brexit i det britiske parlament er måske dumstædigt, men skyldes århundreders politisk kultur og tradition

Er parlamentet i Westminster demokratisk? Nej, ikke hvis man skal dømme ud fra den kritik, som det langtrukne Brexit-drama har fået til at hagle ned over den institution, der tidligere med ærefrygt blev omtalt som alle parlamenters moder. Mogens Lykketoft (S) var som formand for Folketinget inspireret af den britiske debatform i sine bestræbelser på at gøre de stive danske debatter mere spontane og livlige.

Westminster-parlamentet har traditioner, der går helt tilbage til middelalderen, herunder bordet mellem regering og opposition, der er så bredt, at de talende ikke kan nå hinanden med et sværd. Den fysiske afstand kan stadig være nyttig som en dæmper på de ophidsede gemytter, når forholdet til EU diskuteres. Speakerens, parlamentsformandens, hæse brøl ”order, order” er nu indgået i den politiske folklore i Storbritannien og det øvrige Europa. Men bortset fra underholdningsværdien er der ved at være langt mellem beundringen for de britisk-engelske traditioner, der i over to år har forhindret ethvert kompromis om betingelserne for at forlade EU.

Premierminister Theresa May har brugt sine kræfter på at skabe et kompromis mellem de konservative internt samt med det lille nordirske protestantiske parti, DUP, som hendes regering er afhængigt af. Men den for en nordeuropæisk tankegang selvfølgelige fremgangsmåde at nedsætte en forhandlingsgruppe på tværs af partierne med henblik på at formulere et nationalt kompromis, har hverken strejfet hende eller lederen af Labour, Jeremy Corbyn. At de nu, to minutter før deadline, prøver at udarbejde et fælles udspil, levnes ikke meget håb.

Det manglende samarbejde mellem regering og opposition forklares af mange som dumstædighed, og det er rigtigt. Men skyldes især den engelsk-britiske politiske kultur. Ikke helt siden Magna Carta i 1215, og heller ikke 1600-tallets strid mellem konge og parlament, der førte til henrettelsen af Charles I i 1649. Men i tiden efter 1688 og især 1714 udvikledes reglerne for parlamentets styre med regelmæssige skift mellem regering og opposition under de hannnoveranske konger, George I, II og III. Underhuset blev valgt ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, og regering og opposition sad over for hinanden, ikke i en halvcirkel som det blev almindeligt efter den franske revolution i 1789. Her flyttede parlamentet året derpå ind i en teatersal på kongeslottet i Paris, hvorved opdelingen i højre og venstre opstod.

Det skete aldrig i Westminster, hvor regeringspartiet havde hele magten. Man skelnede mellem dem, der var inde, og dem, der var ude: ”Ins and outs”.

Demokratiet lå i, at magten skiftede hænder en gang imellem. Men et kompromis mellem ”ins” og ”outs” kom aldrig på tale, bortset fra de enkelte tilfælde, hvor en politiker skiftede parti. Et godt eksempel på det er Winston Churchill, der skiftede mellem liberale og konservative flere gange i sit lange politiske liv. Partierne rummede holdninger, der dækkede en stor del af det politiske spektrum, og kompromiser blev udarbejdet inden for partierne, ikke imellem dem. I 1800-tallet skiftede magten mellem konservative og liberale, efter 1922 mellem konservative og Labour, mens de liberale blev reduceret til en minoritet, selvom partiet fik mange stemmer. De var – og er – blot spredt over mange valgkredse.

Når det ikke er muligt at enes i et parti, som tilfældet er med Theresa Mays konservative, er situationen håbløs. Jeremy Corbyn har aldrig været nogen stor tilhænger af EU og ser ingen interesse i at formulere et nationalt kompromis. Han har blot afventet muligheden for at få hele magten efter et valg, hvor han så kunne forhandle i sit parti om betingelserne for at forlade EU.

Selvom der er forskel i ideologi mellem de to dominerende partier i det britiske system, er de først og fremmest brede koalitioner, der dækker store dele af det politiske spektrum, snarere end ideologiske partier som på kontinentet. Det har hidtil gjort det umuligt at samles på tværs af partierne om et kompromis med EU, selvom der er flertal for et sådant blandt parlamentarikerne, hvis man ser bort fra partifarve. Men det kan man netop ikke i London.

Situationen er yderligere kompliceret af, at Mays forgænger, David Cameron, for at få fred i sit parti indførte et fremmedelement i form af en folkeafstemning om EU uden at have gjort betingelserne klare. Det var først den tredje britiske folkeafstemning efter den i 1975 om EF og den om Skotlands selvstændighed i 2014, som Cameron havde vundet.

Men der er ingen tradition for at begrænse parlamentets suverænitet ved at inddrage folket mellem valgene. Derfor stemmer parlamentet igen og igen ved at gå ud af en ”ja”- eller ”nej”-dør uden at nå frem til et resultat. Der bliver mange ofre for Brexit-krisen, fra Nordirland til hele den britiske union i Det Forenede Kongerige. Men måske ændres også Westminster-parlamentets århundredgamle traditioner. Der er i hvert fald behov for det.

Klummen historisk set skrives på skift af historikerne Jes Fabricius Møller, Uffe Østergaard og Lars Hovbakke Sørensen.