Den korte vej fra tanke til handling kan både være en svaghed og styrke

Jeg tænker, at måske man bare en gang imellem skal tænke lidt over, om tiden er inde til at sætte skibe i søen her og nu, eller om man skal vente et par uger, skriver leder af demensplejehjem

Jeg kan fortælle, at jeg i projektet med at åbne det nye sted havde fundet på, at vores patienter skulle have mulighed for at ligge og hvile, mens de kiggede op på nogle grønne planter, skriver leder af demensplejehjem.
Jeg kan fortælle, at jeg i projektet med at åbne det nye sted havde fundet på, at vores patienter skulle have mulighed for at ligge og hvile, mens de kiggede op på nogle grønne planter, skriver leder af demensplejehjem. . Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

For ikke så længe siden fandt jeg på, at jeg skulle starte et nyt sted for mennesker med demens. Jeg har nogle gange det problem – eller den udfordring – med min personlighed, at ting skal gå meget hurtigt, hvis jeg opdager noget, jeg finder rigtigt at udleve.

Som mange andre ting med ens måde at være på er min ultrakorte vej fra det, jeg vil, til det, jeg gør, både en svaghed og en styrke. Lettere kedeligt at gå ind i, for der er ikke så meget mere at sige om det.

Til gengæld kan jeg fortælle, at jeg i projektet med at åbne det nye sted havde fundet på, at vores patienter skulle have mulighed for at ligge og hvile, mens de kiggede op på nogle grønne planter.

Et beroligende, kønt syn lige inden de falder ind i drømmeland. Og da jeg ikke fandt de plantehængere, der er på markedet, egnede til formålet, begyndte jeg at forske nærmere i, hvordan man fletter sådan nogle selv. ”How to make planthangers” på Youtube, og det viste sig, at det faktisk er en kunst i sig selv, som kaldes Macrame.

I min eksalterede travlhed, som ofte ikke er så venlig over for mine nærmeste, blev min kæreste sendt af sted til hobbybutikken efter snor, elastikker og metalringe til formålet. Hjem i stuen, og Youtube-videoen med en dame med pæne negle og totalt styr på plantehængerfletning blev sat på, mens vi så til i seriøs stilhed. Med store ambitioner, som nok mest var mine, endte vi ud med syv eksemplarer efter et par ugers rand af brud mellem os.

På et tidspunkt i processen var jeg nødt til at forcere flettehastigheden. Jeg havde ikke fået tænkt ordentligt over nogle andre opgaver. Blandt andet nogle ansættelseskontrakter, jeg ikke ville indrømme skulle prioriteres før planterne.

Det resulterede i, at vi måtte flette tre eksemplarer lige til udsmidning, før det lykkedes os at få sat den sidste sukkulent ind i emnet. Jeg vil faktisk sige, at jeg havde en midlertidig afbrydelse af mine motoriske færdigheder og pludselig ikke forstod det knob, jeg ellers var blevet temmelig habil i.

Det hjalp ikke på situationen, at jeg også havde planlagt en to ugers ferie med mine børn midt i det hele. I skrivende stund sidder jeg og ser dem bade under den cubanske sol.

Og tænker, at måske man bare en gang imellem skal tænke lidt over, om tiden er inde til at sætte skibe i søen her og nu, eller om man skal vente et par uger. Men så igen: Ville resultatet så have mindre power og vilje?