DER ER KONFLIKT mellem USA og Kina, mest åbent i øjeblikket om handelsaftaler, menneskerettigheder og klimaforandring. Men det er svært at sige, om det skyldes fundamental uenighed eller den uberegnelige præsident Trump.
Der er dog klart tre områder, hvor de to lande også på langt sigt vil have uoverensstemmelser: Kinas territoriale krav om Taiwan og Det Sydkinesiske Hav, magtfordelingen i multilaterale organisationer som Verdensbanken og FN og fundamentale kulturelle områder som sprog og værdier.
For kineserne er Taiwan lige så meget en del af Kina, som Virginia er en del af USA. Og da Virginia i 1861 meldte sig ud af unionen, førte det til den værste krig i USA’s historie: borgerkrigen fra 1861 til 1865, der med nordstaternes sejr slog fast, at en delstat ikke kan melde sig ud. Melder Taiwan sig ud af rollen som kinesisk provins, bliver der krig. Og i den har USA lovet at deltage.
DA MIN AMERIKANSKE SØN var i værnepligtig alder, gjorde han det klart, at han ville være militærnægter, hvis han blev bedt om at satse sit liv for Taiwans skyld. Det er ikke i USA’s interesse at kæmpe for Taiwan. Påvirket af nederlaget i Vietnam og moradset i Mellemøsten ønsker et flertal af amerikanere – og sågar også Trump – at USA’s rolle som verdens politibetjent er forbi. Men helt at holde sig fra en mulig Taiwankonflikt er alligevel et for stort tab af ansigt for USA. Så melder USA sig alligevel under fanerne, hvis Kina indtager Taiwan?
Kina har besat en række øer i Det Sydkinesiske Hav, militariseret dem og hævder, at de på trods af internationale domstoles udsagn om det modsatte er kinesiske. Amerika svarer igen med store flådeenheder. Så det er ikke underligt, at Kina spørger, hvad amerikanerne overhovedet laver i hele det østasiatiske område. I 1823 vedtog USA Monroe-doktrinen, der fastslår, at USA ikke vil finde sig i andre staters indblanding i sydamerikanske anliggender. Kineserne kunne vel med en vis ret hævde, at de ikke vil finde sig i amerikanernes indblanding i Østasien. Konflikten lurer.
For at stabilisere verdensøkonomien etablerede USA efter Anden Verdenskrig en række multilaterale organisationer: Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og, noget senere, verdenshandelsorganisationen, WTO. De skulle uden undtagelse basere deres aktiviteter på økonomiske hensyn. Det politiske overlod man til det også nyskabte FN.
USA var dominerende i dem alle og brugte dem godt. Men med tiden blev lande som de europæiske, Japan og siden Kina økonomisk stærke og krævede indflydelse. I dag er USA den besværlige, uregerlige, negative kraft i dem alle.
Kina ser dem ikke bare til egen fordel, men som positive, globale organisationer. Kina forsøgte at styrke Verdensbanken, men da det ikke lykkedes, oprettede Kina sin egen multilaterale bank – The Asian Infrastructure Investment Bank – placeret i Shanghai med en tidligere kinesisk vicedirektør fra Verdensbanken som præsident.
Jeg var selv udsat for Amerikas overtrædelse af reglerne. Jeg var i Verdensbanken ansvarlig for et planlagt projekt i Etiopien, som dengang havde en kommunistisk regering. Jeg blev kaldt op til den amerikanske direktør, som uden omsvøb meddelte, at hvis jeg fortsatte med projektet, ville det få indflydelse på min karriere. Jeg forelagde projektet for bestyrelsen, som vedtog det med alle stemmer mod én. Hvad det gjorde ved min karriere, skal jeg ikke kunne sige.
De kulturelle forskelle mellem USA og Kina er store – for at sige det mildt. Det kinesiske sprog er så svært, at meget få voksne udlændinge kan få det lært til et niveau, hvor man kan klare forhandlinger uden tolke. Til gengæld lærer flere og flere kinesere engelsk. Et alfabetiseret sprog er nu engang nemmere end et baseret på tusindvis af skrifttegn. Kineserne forstår amerikanerne. Amerikanerne forstår ikke kineserne. Så kineserne har en strategisk fordel.
HVAD SAMFUNDSVÆRDIER angår, står striden mellem menneskerettigheder og demokrati på den amerikanske side, og harmoni og stabilitet på den kinesiske. Amerikanerne vil have ytringsfrihed og retfærdige love, kineserne mener, at det at sikre almindelige borgere en rimelig levestandard med adgang til sundheds- og undervisningsvæsen er vigtigere. Og at det i øvrigt ikke rager amerikanerne, hvad der foregår internt i Kina.
At kineserne ikke er imponerede af vores demokrati, er forståeligt, når man tænker på Trump, Brexit og et EU, der måske er ved at falde fra hinanden eller i det mindste er ude af stand til at blande sig konsekvent i det storpolitiske.
Kina har verdens dygtigste regering, hvor alle syv medlemmer af politbureauets forretningsudvalg er uddannet til ph.d.-niveau og har livslang erfaring med at styre provinser, der er større end de fleste europæiske lande.
Jeg har rødder i både en amerikansk og en kinesisk familie og har selvfølgelig spurgt dem om rivalisering eller partnerskab. Amerikanerne er imponerede over Kinas utrolige udvikling og landets tusindår gamle kultur, men mener alligevel at problemerne omkring de territoriale krav, den internationale finans- og handelspolitik og manglen på en global politibetjent vil føre til konflikt, altså rivalisering. Kineserne mener, at partnerskab med en moderat efterfølger til Trump er mulig inden for klimaforandring, befolkningstilvækst, rumforskning og Nordkorea.
Partnerskab eller rivalisering? Verdens skæbne er i spil.
Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea. Han er bosat i Washington D.C., men opholder sig hvert år desuden i Kina, Egypten og Danmark. Sven Burmester skriver fast i Kristeligt Dagblad om sine indtryk og den globale udvikling.