Prøv avisen
Refleksion

Kjeld Holm: Er vi stadig et retssamfund?

Derimod er politikerne umådelig optaget af at skærpe straffe for snart det ene, snart det andet, og de undlader heller ikke at kommentere konkrete domme, altid med den følge, at nu må lovgivningen strammes. Og det forandrer intet, at blandt andet Dommerforeningen advarer og stilfærdigt og neddæmpet gør opmærksom på, at politikerne skal holde igen, når det handler om at tage udgangspunkt i konkrete domsafgørelser. Illustration: Søren mosdal

Kjeld Holm

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Populismen er blevet højeste norm til erstatning for retssamfundet. Af og til grænsende til det latterlige, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

EN ELEMENTÆR dannelse til dansk demokrati og kronjuvelen i samme har været det uanfægtede i det, vi kalder magtens tredeling: den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det vil sige, at naturligvis har den i et historisk forløb været ude for angreb. Rets opgøret herhjemme efter Anden Verdenskrig og tysk besættelse er et eksempel.

Politikerne på Christiansborg lavede love med tilbagevirkende kraft, og selvom man tilbageskuende kan forstå psykologien i den hævntrang, der greb store dele af den danske befolkning efter fem års undertrykkelse, var det godt, at der var personligheder dengang, der undsagde dette brud med et retssamfunds principper. Det var folk som Poul Henningsen, Hal Koch, H. Østergaard Nielsen og Vilhelm Krarup, der modigt satte sig op mod folkestemningen. Eller som min stilfærdige og ellers frygtsomme far sagde: ”Vi var på vej til at ligne dem, vi havde undsagt og bekæmpet.”

DET ER LÆNGE SIDEN, og verden er blevet en helt anden, også Danmark, og samtidig er den historiske erindring i færd med at blive udvisket. Det ser man adskillige eksempler på i dag. Således sagt, så er retssamfundet i dag anfægtet på afgørende områder. Populismen er blevet højeste norm til erstatning for retssamfundet. Af og til grænsende til det latterlige.

Som når integrationsministeren ”anbefaler” muslimske medborgere at holde ferie i ramadanen – af hensyn til trafiksikkerheden. Nu har der ellers været muslimer på arbejdsmarkedet siden 1970, og det har ikke været et hovedemne i dansk arbejdsmarkedspolitik, som politikere ikke blander sig i og gør en dyd af ikke at gøre det. Men det er ikke ukarakteristisk for Inger Støjberg (V), der efterhånden ikke så få gange har trukket på skulderen ad berettiget kritik af hendes forvaltning og fortalt, at det hele var embedsværkets skyld. At det for eksempel har medført brud på en individuel behandling, når det handler om indgåelse af ægteskab, er i populismens optik en ligegyldig detalje.

Af og til er der institutioner inden for staten selv, der råber vagt i gevær. Det gjorde Rigsrevisionen, da vaccineproduktionen under Statens Serum Institut blev solgt til en saudiarabisk køber i skattely med påfølgende og oplyst enormt tab for den danske stat. Men Rigsrevisionen og Statsrevisorernes kritik blev mødt med, at den var sundhedsministeren uenig i, uden medfølgende argumentation.

Som for nylig præciseret af en af de mest ihærdige forsvarer af retsstaten, Preben Wilhjelm (VS), i en artikel i Politiken skete der et skred, et af mange, da Søren Pind (V) ved sin tiltrædelse som justitsminister udtalte, at nu var han jo ”rigets øverste anklager”, hvilket netop var at se stort på magtens tredeling. For dér er en minister ikke anklager, men lovgiver. Det er Rigsadvokaten, der varetager opgaven som øverste anklager. Men ham fyrede regeringen i øvrigt. Og Pinds efterfølger, Søren Pape Poulsen (K), har med stort flertal bag sig gennemført en lovgivning, hvor grundprincippet om ”lighed for loven” konsekvent er suspenderet. At straf nu ikke er et spørgsmål om lovovertrædelsen i sig selv, men også om, hvor man bor. Og der er andre eksempler på, hvordan den hysteriske retorik om ”ghettoer” og parallelsamfund påvirker og anfægter et retssamfund. Eller den evindelige tale om ”værdier”, noget som integra tionsministeren er umådeligt optaget af. At en grundværdi netop er trygheden ved at leve i et retssamfund, kommer ikke rigtig inden for horisonten.

Derimod er politikerne umådelig optaget af at skærpe straffe for snart det ene, snart det andet, og de undlader heller ikke at kommentere konkrete domme, altid med den følge, at nu må lovgivningen strammes. Og det forandrer intet, at blandt andet Dommerforeningen advarer og stilfærdigt og neddæmpet gør opmærksom på, at politikerne skal holde igen, når det handler om at tage udgangspunkt i konkrete domsafgørelser.

Men i øvrigt fylder retspolitiken en meget lille rolle i den politiske debat i dagens Danmark. Så vi må holde os til, at der dog er nogle forhenværende politikere, der ikke sjældent råber vagt i gevær, Preben Wilhjelm og Birthe Rønn Hornbech (V). Ingen af dem er længere vårharer, men måtte de alligevel have år foran sig. De kan ikke undværes, slet ikke nu, hvor man af og til fristes til at citere den gamle Thomas Kingo, der i 1689 skrev en salme om, at ”Rettens spir det alt er brækket”, og at ”Folkets løse snak går frem,/ deres råb har kraft og klem,/ retten skal for dem indrømmes”.

Han vidste åbenbart også om, at populisme kan erstatte retsbevidsthed.