Prøv avisen
Kanten

Der er mange problemer med Socialdemokratiets plagiat af reklamefilm

Arkivfoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Brian Degn Mårtensson, ph.d.-studerende

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

For nogle uger siden sendte Socialdemokratiet en mærkværdig reklamefilm ud. Den var et plagiat af en amerikansk film, som tidligere har været spredt vidt og bredt på de sociale medier. I Socialdemokratiets version ser man en række unge DSU’ere stå på linje i en sportshal med bolde i hænderne.

Afhængig af deres svar på en række spørgsmål om deres sociale baggrund må de enten blive stående eller træde et skridt frem. De, der ofte får hjælp til lektier, har højtuddannede forældre og lignende kommer således tættest på det håndboldmål, de alle til slut skal forsøge at ramme. Pointen er selvfølgelig, at det er voldsomt uretfærdigt, at nogen socioøkonomisk har det nemmere end andre.

Der er mange problemer med Socialdemokratiets plagiatfilm, men disse er i mine øjne de værste:

1) Socialdemokratiet bruger håndboldsport som analogi på selve livet. Altså handler livet i filmen om at komme i mål – og målet er bestemt af Socialdemokratiet. En totalitær logik.

2) I filmen ønskes retfærdige liv med chancelighed. Det politiske svar er som bekendt regulering, tvangsfjernelser, overvågning og kontrol. Sagen er bare, at livet aldrig nogensinde bliver retfærdigt – uanset hvor meget man manipulerer det. Nogle får stadig en tagsten i hovedet, andre bliver født med et særligt talent og kan kaste bolden ”i mål” fra selv meget lang afstand – a la håndboldstjernen Mikkel Hansen.

Endnu andre unge har socialdemokratiske forældre og er selv med i DSU og kan derfor forvente lettere adgang til gode jobs og positioner fremadrettet. Var det ikke sådan, skulle alle detailstyres og alting være aldeles forudsigeligt – og så ville livet blive en tristesse.

3) Som kultur, samfund og individer har vi brug for smerte, uretfærdighed, ulykke og tragedie. Mange store politiske og videnskabelige fremskridt står på skuldrene af tragedier, og langt de fleste store præstationer inden for kunst og kultur er afstedkommet af ofte dybtfølt personlig smerte. I tilfreds stilstand sker der ikke meget. Når noget gør ondt, flytter vi os.

Jeg holder med den pige, der i filmens slutning står bagerst. Jeg håber, at det øvrige samfund vil give hende plads til at finde andre mål end blot det, Socialdemokratiet har sat op.

Jeg håber, at hun gives rum til at bearbejde afsavn og smerte på opbyggelig vis til gavn for hende selv og andre omkring hende.

Jeg håber, at hun vil møde opbakning og støtte i livet. Jeg håber, at hun vil opfatte sig selv som et frit og ansvarligt menneske, ikke som et socialdemokratisk offer for omstændighederne.