I visse kulturer er båndet mellem børn og deres morbror vigtigere end rela-tionen mellem de samme børn og deres far. Sådan er det i nogle vestafrikanske kulturer i dag. Men der er også tegn på, at noget tilsvarende gjorde sig gældende i Grækenland i antikken og i Tyskland i middelalderen, hvor arvelinjen gik fra morbror til søstersøn. Rent genetisk giver systemet god mening: En morbror kan være mere sikker på sin biologiske forbindelse til sin søsters børn end en formodet far kan. Kvinden kan jo i princippet snyde faderen. Det er én af forklaringerne, forskere fremhæver, når de studerer avuncularisme, som man kalder strukturen.
Forholdet mellem onkler og deres nevøer og niecer har ikke kun særstatus i eksotiske eller døde samfund. Det fylder meget også i dansk populærkultur. Siden 1966 er familier gået i biografen for at se filmkonceptet ”Min søsters børn”.
Men allerede i 1950’erne stødte biografgængere på den hyggelige og fjollede Onkel Anders i ”Far til fire”- filmene.
Begge serier spandt i midten af det 20. århundrede underholdning på at tildele mænd roller, som almindeligvis var forbeholdt kvinder. Måske er det skredet i kønsrollerne og dermed i filmenes præmis, der er årsag til, at genoplivelsen i 2000’erne og 2010’erne af begge serier ikke rigtig lykkedes?
Der er ikke længere noget komisk over at se en mand skifte ble på et barn. Det komiske næres ved at gå imod vores forventninger til virkeligheden.
I samme periode har vi imidlertid set en anden onkeltype vokse sig morsom. Denne onkel er ikke underholdende, fordi han forsøger at passe sin søsters børn. Han er sjov, fordi han driller dem.
Tænk på Anders Matthesens drillepindsfigur Stewart Felfoss Stenstrøm Stardust, bedre kendt som Onkel Stewart.
Han er en sømand, hvorfor han ryger, drikker og går på bordel. Faktisk har han (vistnok) en søn, der hedder Danny, men faderfølelserne er underudviklede – sandsynligvis fordi han selv havde et dårligt og voldeligt forhold til sin ”salig Papa”? Teenagere er vilde med denne lurvede mandsperson.
Tænk også på bodega-sørøver-typen Onkel Reje, som DR Ramasjang lykkeligvis har givet lov til at prutte, bande og ryge pibe for åben skærm. Han er en lurendrejer, som tosser rundt med Brille, en voksen mand med tophue a la Lille Per, eller med Krølle, et faderløst barn, Onkel Reje tager sig af. Han gør skøre ting i et Monty Python-agtigt univers, hvor det er tosset, at han ikke kan lide at gå i bad, og fjollet, at han vil være satanist.
Små børn holder af Onkel Reje og store af Onkel Stewart, fordi de gør skøre ting, taler grimt og ser åndssvage ud. Jeg holder af dem, fordi de er vores puritanske tids trickster -figurer.