I de tyske medier dominerer fortsat artikler om coronaen. Det gælder tillige de kristelige medier. Den begyndende kirkegang er dernede stadig præget af betydelig forsigtighed. Først for nylig har man atter tilladt salmesang i nogle af Forbundsrepublikkens delstaters protestantiske kirker. Angiveligt hvirvler sang nemlig partikler længere ud i rummet end vanlig udånding.
Magasinet Evangelisch.de har besøgt delstaten Pfalz, som nu tillader salmesang. Man taler med kirkegængere og mange slags gejstlige med forskellige holdninger til liberaliseringen.
Jochen Steuerwald er Landeskirchenmusikdirektor og øverste ansvarlige for kirkesangen i Pfalz. Han foreslår, at man i mindre kirker blot nynner med på melodien eller synger ”inderligt”. Altså inde i hovedet. Man kan også synge i det fri eller sammen læse salmerne højt, mener han. En del kirker i Pfalz nøjes med at lade kirkesangeren synge.
Dekan ved Ludwigshafens kirkedistrikt Barbara Kohlstruck synes, at man fortsat skal give afkald på salmesang. Hun har gode erfaringer med at sige salmeteksten, mens organisten spiller på en tilpasset måde. Hun føler ligefrem, hun får mere ud af teksten sådan.
Oberkirchenrat Manfred Sutter er af de kække og opmuntrer menighederne til at være lidt modigere. Menigheden påtager sig en del af forkyndelsen, når den synger salmer, påpeger han, og det er vigtigt.
Adskillige præster forholder sig afventende. De vil først genindføre salmesangen til efteråret. Og i mange kirker synger kun kirkesangeren.
Mindre forsigtig var Martin Luther selv. I magasinet Zeitzeichen redegør teologisk professor Gesche Linde for Luthers holdning til smittefare, forkyndelse og kristenpligt. Baggrunden for hans praktiske råd findes især i hans to hovedværker ”Om et kristenmenneskes frihed” og ”Om den trælbundne vilje”, understreger hun.
Menneskets vilje er trælbundet til dets selviskhed. Derfor kan vi heller ikke retfærdiggøre os selv. Men tror man, at man retfærdiggøres gennem Guds handling, da behøver man ikke forsøge at frelse sig selv. Heri ligger en befrielse.
Det er ganske vist ens simple skyldighed at gøre godt for næsten, men det er ikke et dramatisk middel til egen frelse. Derfor, betoner Linde, har et kristenmenneske lov at skønne i forhold til situationen og bruge sin fornuft.
Da der i 1527 udbryder pest i Sachsen, spørger Johann Hess, præst i Breslau, Luther, om man som kristen har lov at flygte fra sin pestramte by.
I sit svar understreger Luther, at privatpersoner har ansvar for deres nærmeste, men embedsmænd og præster har ansvar for flere; præsten for hele sin menighed.
Er der ingen andre til at varetage ens opgaver, skal man blive. Dør nogen, fordi man flygtede, vil Gud regne en som morder, skriver Luther.
Men kan man erstattes, kan man i princippet rejse. Det må hvile på et pragmatisk skøn. Hele tiden skal de andres velfærd dog være målestokken for ens etiske valg.
Det er ifølge Luther ikke forkasteligt at være bekymret for egen helse, skriver professor Gesche Linde. Man har en vis pligt til at passe på den krop og det liv, man har fået. Derfor må et kristenmenneske gerne flygte fra fysisk fare – blot ingen andre derved udsættes for risiko.
For at reducere smittefaren bør man også, skriver Luther til Johann Hess, bygge hospitaler til at erstatte nødlazaretter i borgerhuse. Her støttede Luther sig også på 3. Mosebog, 13, 46. Han indrettede dog lazaret i sit eget hjem.
Er de syge indforståede, har man også lov til at isolere dem.
Som sine samtidige kendte Luther udmærket smittevejene, men det faldt ham aldrig ind selv at holde sig fjernt fra syge. For ham var pligten altbestemmende.
I øvrigt regner Luther med det uforudsigelige: den, der går til de syge, bliver ikke nødvendigvis smittet, og den, der stikker af fra byen, kan alligevel omkomme af sygdommen.
Så selvom det er Luthers grundtanke, at Gud står bag alt, hvad der hænder, så skal man ikke forfalde til fatalisme. Man skal skønne og vurdere, og Luther indskærper på samme tid praktisk forsigtighed og sjælelig ubekymrethed.
I sit brev til Johann Hess giver han råd om medicinering og om at rense luften og holde afstand – ”også så jeg ikke skal være uansvarlig med mig selv og derved måske smitter mange andre og altså bliver skyld i en andens død ved min forsømmelighed”.
På den anden side:
”Ønsker min Gud mig alligevel, så finder han mig nok: så har jeg da gjort, hvad han har givet mig at gøre, og jeg er hverken skyldig i min egen eller andres død. Hvor min næste behøver mig, skal jeg ikke undgå ham, men frit gå til ham og hjælpe ham.”
Trods al smittefare strejfede tanken om at aflyse gudstjenester aldrig Luther. Tværtimod. For kun her lærer vi Guds ord til at leve og dø på, skriver han i sit brev.
Gesche Linde kommenterer:
”I lyset af sådan urokkelighed virker den påfaldende, den beredvillighed, hvormed man under coronakrisen mange steder fra kirkens side gav afkald på gudstjenester, endnu før de statslige forbud blev udstedt.”
Trods gode hensigter kan denne beredvillighed godt bedrøve, for den afslører noget om, hvordan kirken i dag forstår sin gudstjeneste, bemærker professoren nedslået.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.