EU er blevet til en kønspolitisk slagmark

For mange borgere i det tidligere Østeuropa – og ikke kun i Polen – repræsenterer EU’s kønspolitik en totalitær værdinihilisme, der ligesom kommunismen har til mål at nedbryde alle eksisterende normer og traditioner

Folk samledes den 2. marts uden for en domstol i Plock, Polen, i solidaritet med tre polske lgbt-aktivister, der beskyldes for at fornærme religiøse følelser ved at lægge en regnbue på et maleri af Jomfru Maria. På skiltet står der "en regnbue fornærmer ikke". Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix

I sidste uge vedtog Europa-Parlamentet en resolution, der erklærer EU for en ”lgbtiq-frihedszone”. Resolutionen er åbenlyst en brik i en ulmende værdidebat, der truer med at splitte den europæiske union indefra. Resolutionen er nemlig et direkte modsvar til et polsk initiativ, der for to år siden erklærede mere end 100 byer og tre regioner for ”områder frie for lgbt-ideologi”.

The Guardian skriver, at resolutionen kan modvirke diskrimination af lgbtiq-samfund i hele EU og minder om, at den også er et svar til den ungarske by Nagykáta, der i 2020 vedtog en resolution, der forbyder ”spredning og promovering af lgbtiq-propaganda”. ”Resolutionen er et svar på den stigmatisering (af lgbtiq, red.) der finder sted i Polen og Ungarn,” slår spanske El Pais fast.

Stort set alle danske og europæiske medier er på samme linje.

Kun de højrepopulistiske grupperinger i parlamentet stemte imod resolutionen: italienske Lega, franske Front National, Alternativ for Tyskland, ungarske Fidesz og naturligvis også polske Lov og Retfærdighed – partiet, der sidder på regeringsmagten i Warszawa.

Derimod var der bred opbakning fra den traditionelle kristendemokratiske fløj og resten af parlamentet. Forud for afstemningen i torsdags skrev kristendemokratiske Ursula von der Leyen, forkvinde for EU-Kommissionen på Twitter :

”At være dig selv er ikke en ideologi. Det er din identitet. Ingen kan tage den fra dig. EU er dit hjem. EU er en #LGBTIQFreedomZone.”

Men hvad siger de polske medier? Avisen Gazeta Wyborcza, der har en liberal pro-EU profil, bifalder resolutionen og understreger, at den er et ”direkte svar på diskriminerende erklæringer og politikker, der i de seneste år er vedtaget i over 100 polske byer”.

Mere interessant er det måske at forstå de EU-kritiske reaktioner. Det polske nyhedsbureau PAP citerer det konservative polske medlem af Europa-Parlamentet, Ryszard Legutoko, der under debatten udtalte:

”Gør EU til en zone for sund fornuft. Vesteuropas lande overgår hinanden i ideologiske beslutninger. Fra børnehaven fodrer vi børnene med idéer om flydende køn. Man hindrer videnskabelig forskning om køn og indfører censur overalt.”

Et af de mest læste medier på den polske højrefløj er websitet wPolityce.pl, grundlagt i 2010 af de nationalkonservative tvillingebrødre og journalister Jacek and Michal Karnowski. Journalist Marzena Nykiel giver i en klumme i wPolityce.pl glimrende udtryk for den polske skepsis:

”Vi nærmer os et ideologisk diktatur. Det har allerede overtaget det offentlige rum, det har allerede opnået dominans i verden og i EU-institutionerne, det har beordret politisk korrekthed og indført sine egne ordbøger. Snart vil det begynde at håndhæve de indførte ordrer strengt. Hvad vil ’frihedens forsvarere’ egentlig sige? De bidrager til at give flertallet mundkurv på.”

Marzena Nykiel kalder EU-initiativet for ”ekstremt ideologisk” og beklager, at ”mange polske medlemmer af parlamentet har arbejdet på dette dokument. De har gjort alt, hvad de kan for at stemple Polen som et homofobisk land”.

En af Polens førende debattører, Marcin Napiorkowski, som har skrevet flere bøger om polsk erindringspolitik, gav mig over telefonen følgende analyse af Nykiels kommentar: ”Når du kombinerer disse to argumenter, får du essensen af moderne polsk ’turbopatriotisme’. Set fra et nationalt-konservativt synspunkt er EU’s kønspolitik en gentagelse af Anden Verdenskrig og kommunismen. Igen forsøger ideologiske fjender at påtvinge Polen deres totalitære verdensbillede, og desværre er der polske forrædere, der samarbejder med angriberne.”

For mange borgere i det tidligere Østeuropa – og ikke kun i Polen – repræsenterer EU’s kønspolitik en totalitær værdinihilisme, der ligesom kommunismen har til mål at nedbryde alle eksisterende normer og traditioner. Og det er den fortælling, som vestlige medier ikke begriber.

Selvom Napiorkowski er kritisk over for den polske regering, er han ikke sikker på, at EU-resolutionen vil gavne: ”Personligt er jeg bange for, at beslutningen kan inspirere til yderligere skridt i den modsatte retning.”

BBC News kunne således rapportere, at Polen planlægger at lukke et smuthul i loven, der tillader par af samme køn at adoptere. Den polske regering meddelte symbolsk sit forslag til det nye forbud blot få timer før Europa-Parlamentets erklæring. Samtidig insisterer flere medlemmer af Europa-Parlamentet på, at erklæringen om EU som en lgbtiq-frihedszone nu skal følges op med politiske og økonomiske sanktioner over for lande, der bryder med EU’s værdisæt.

Spørgsmålet er, hvor denne værdipolitiske optrapning efterlader EU-samarbejdet.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.