Gennem årtier er Frankrig og Tyskland blevet kaldt Europas ”herskerduo” eller ”herskerpar” eller endda dets ”motor”. Sammen arbejdede de på at forene kontinentet. Men hvis jeg må fortsætte med metaforerne, så vil franskmændene køre i den leasede fælleseuropæiske Porsche, mens tyskerne insisterer på at rationere benzinpengene. Som det fremgår af en lang liste over kriser – fra Hviderusland til Nagorno-Karabakh – så følger de to lande ikke den samme køreplan.
Det er der ikke noget overraskende i. Som den tidligere tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel har udtrykt det, har Frankrig og Tyskland ”et forskelligt verdenssyn” og derfor også ”hver deres interesser”.
Sandheden er, at modsætningsforholdet mellem Frankrig og Tyskland rækker næsten lige så langt tilbage som Den Europæiske Union.
Denne splittelse gør livet besværligt for Frankrigs og Tysklands nuværende ledere – præsident Emmanuel Macron og kansler Angela Merkel – ligesom den gjorde for deres store forgængere, Charles de Gaulle og Konrad Adenauer, lige siden de rakte hånden over Rhinen for 60 år siden. De skulle forvandle gamle fjender til nære venner. Men stater gifter sig ikke. De følger deres interesser, ikke hinanden.
Når to magter er så jævnbyrdige, er spørgsmålet altid: Hvem fører an, og hvem følger trop? Der er ingen tvivl om, at hyperaktive Macron gerne vil styre Europa (ligesom – hvis sandheden skal frem – alle hans forgængere i Élyséepalæet har forsøgt på). Samtidig betoner sindige Merkel igen og igen de tyske prioriteter.
Den aktuelle uforligelighed er også et spørgsmål om personligheder. Af temperament er Macron Merkels modsætning. Hvor Macron higer efter rampelyset, kører Merkel – med det hjemlige kælenavn Mutti (mor) – efter en godt slidt bog om kontinuitet og forsigtighed.
Dette afspejles også i deres udenrigspolitik. Siden han vandt præsidentvalget i 2017, har Macron på skift flirtet med den amerikanske præsident, Donald Trump, Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping og efterfølgende vendt sig skuffet bort fra dem alle tre. Frankrig spiller simpelthen ikke i deres liga. Merkel, derimod, har holdt afstand til Trump, Putin og Xi.
Macron har også erklæret Nato ”hjernedød” som et ekko af Trumps beskrivelse af alliancen som ”forældet”. Men en tysk kansler ville være den sidste til at slukke lyset i alliancens hovedkvarter i Bruxelles. Nato har trods alt været garant for Tysklands sikkerhed i 70 år – endda med en betydelig rabat.
Den seneste fransk-tyske uenighed drejer sig om det østlige middelhavsområde, hvor Grækenland og Tyrkiet – begge medlemmer af Nato – var ved at ryge i totterne på hinanden over prøveboringer efter gas i omstridt farvand. Macron tog hurtigt Grækenlands parti, udsendte krigsskibe og kampfly og lovede at sende våben. I sidste måned arrangerede han et topmøde på Korsika for lederne af seks andre EU-middelhavsstater for at skabe en modvægt til Tyrkiet. Tyskland var ikke med.
I stedet mumler Merkel almindeligheder om et ”kompliceret forhold” til Tyrkiet, som skal ”afbalanceres omhyggeligt”. De tyske interesser er klare: Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, beskytter den tyrkisk-syriske grænse mod ukontrolleret tilstrømning af flygtninge fra Mellemøsten, som vil søge mod Tyskland, hvis de får den mindste chance. Provokér ham, og han kan åbne for flygtningesluserne, hvad øjeblik det skal være.
Og så er der den aktuelle ballade mellem Armenien og Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh. Macron, Putin og Trump har opfordret de to lande til øjeblikkelige forhandlinger, mens Erdogan støtter de muslimske aserbajdsjanere mod det kristne Armenien. Men Tyskland er bare ”foruroliget”, fordi Merkel ikke kan tillade sig at støde Erdogan fra sig.
Efter at store dele af Beirut blev jævnet med jorden af en dødbringende eksplosion i august, hastede Macron til Libanon og lovede at organisere en international donorkonference uden at koordinere med Merkel. Frankrig, som kontrollerede Levanten efter Første Verdenskrig, vil gerne holde en fod i døren og bevare sin indflydelse i regionen; Tyskland har ingen strategiske interesser dér og viger instinktivt tilbage for alt, hvad der smager af eskalering. Forskellige interesser, forskellige strategier.
Tyskland forsøger også at blande sig uden om borgerkrigen i Libyen, som både Rusland, Egypten, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Frankrig er blevet involveret i. Det bedste, Tyskland kan gøre i Mellemøsten, er at arrangere endnu et fredsmøde i Berlin, som tyskerne har for vane.
Dette er bare en kort liste over forskelle i fransk og tysk udenrigspolitik gennem de seneste par måneder. Men den bekræfter det generelle mønster: Frankrig kan lide at kaste sig ud i tingene, mens Tyskland foretrækker at holde sig tilbage. For nylig erklærede Merkel, at ”Europas time” var kommet i en ”aggressiv verden”. Men hvis Frankrig og Tyskland ikke vil trække på samme hammel, hvordan skulle de 25 andre EU-medlemmer så kunne gøre det?
Den irreduktible årsag er strukturel. 27 og 1 kan aldrig være lige, hvad enten det drejer sig om Rusland eller om Hviderusland, hvor præsident Aleksander Lukasjenko er fast besluttet på at udslette demokratibevægelsen. Da de 27 forsøgte at blive enige om sanktioner mod Hviderusland, nægtede lillebitte Cypern at bakke op, medmindre de øvrige gik med til at straffe Tyrkiet for ulovlige prøveboringer efter gas i Middelhavet.
Det kunne man godt have forudsagt. Cypern er i realiteten en russisk økonomisk koloni, og Lukasjenko er Putins vasal. Efter ugers tovtrækkeri gav Cypern omsider efter. Nu vil EU pålægge 40 hviderussiske embedsmænd sanktioner – en straf, der ikke udgør nogen trussel for Lukasjenko.
EU er verdens næststørste økonomiske magt – større end Kina – og har på papiret en lige så stor hær som USA. Men rigdom alene gør ingen strategisk aktør. Hvis den gjorde, ville Schweiz være en stormagt.
Selvfølgelig vil ingen europæisk leder nogensinde undlade at henvise til Europas fælles skæbne. Men i EU’s tilfælde er ”enhed” ofte det modsatte af ”handlekraft” – evnen til at handle som en helhed. En blok af 27 stater, der er bundet af et krav om enstemmighed vedrørende emner, medlemmerne betragter som vigtige, vil aldrig blive en strategisk aktør, fordi den altid kun vil kunne handle ud fra den laveste fællesnævner, alle kan blive enige om.
Selv hvis Frankrig og Tyskland en skønne dag skulle finde fodslag, vil de andre ikke følge trop, fordi de frygter duoens dominans. Medmindre og indtil de slutter sig sammen til Europas Forenede Stater, vil EU’s medlemsstater aldrig overlade vigtige strategiske spørgsmål til flertalsafgørelser.
Josef Joffe er medlem af tænketanken Hoover Institution på Stanford University og sidder i redaktionsrådet for den tyske ugeavis Die Zeit.
©Project Syndicate
Oversat af Marie Lund