Forholdet mellem erfaring og forventning er af stor betydning for forståelsen af, hvorfor mennesker handler som de gør.
Historisk set gælder det, at stabile samfund er kendetegnet af en stor grad af sammenfald mellem erfaring og forventning. Tingene er, som de var, og bliver som de er. Det vil sige, at problemerne er genkendelige og løsningerne velprøvede. I dynamiske og foranderlige samfund, derimod, er afstanden mellem erfaring og forventning større. Erfaringen bliver en kapital under stærkt inflatorisk pres, mens der stilles store krav til fantasi og kreativitet, for de er evner, der formår at se, hvad der endnu ikke og aldrig før er indtruffet.
En sådan situation befinder vi os i lige nu med. Vi ”bygger skibet, mens vi sejler” eller ”lægger skinnerne, mens toget kører”, som det så hyppigt siges.
Problemet er naturligvis, at hvis man bekender sig udelukkende til fantasi og kreativitet, annullerer det værdien af enhver erfaring og erindring, både den personlige og kollektive. Intet samfund ville kunne bestå, hvis enhver blot stod bundet til øjeblikkets pæl. Vi er som mennesker bundet af de erfaringer, vi har gjort, fordi de er så nært knyttet til, hvem vi er.
De ansvarlige i sundhedsmyndighederne har en professionel erfaring, der rækker over et par årtier. Lad os se på en af dem:
Den 11. juni 2009 erklærede WHO den såkaldte svineinfluenza, H1N1, som pandemi. I henhold til indgåede aftaler udløste det en bestilling fra den danske stat af godt tre millioner doser vaccine hos medicinalfirmaet GlaxoSmithKline. Da det imidlertid viste sig, at sygdommen kunne bringes under kontrol, og at den ikke viste sig så farlig som først frygtet, førte det til kritik, fordi den danske stat havde brugt et tocifret millionbeløb på vacciner, der aldrig blev bragt i anvendelse. Forargelsen var betragtelig.
Problemet var, at der var en mekanisme i aftalerne, der medførte, at det automatisk udløste en bestilling af vacciner fra for eksempel den danske stat til GlaxoSmithKline, hvis WHO erklærede pandemi. Kritikerne sagde, at medicinalfirmaerne havde en alt for stor interesse i at påvirke WHO til at erklære H1N1 som pandemi til at sagligheden kunne råde. Overskudslagrene af vacciner og en uretmæssig profit til medicinalfirmaerne var resultatet, lød kritikken.
”H1N1-skandalen, hvor Danmark var tvunget til at købe enorme mængder vaccine imod en ufarlig sygdom, skal ikke kunne gentage sig.” skrev dagbladet Information den 15. januar 2010. Det forekommer at have været den retningsgivende erfaring de seneste 10 år.
Fører man imidlertid sit historiske regnskab over længere tid, bliver det tydeligt, at epidemiske sygdomme kræver meget, og somme tider alt, af de samfund, som de rammer. Kolera, tuberkulose, den spanske syge, polio og AIDS er blot de første, der bringes i erindring fra de seneste 150 år.
Man kan ikke lære af historien i størrelsesforholdet 1:1. Men den kan udvide erfaringsrummet og dermed også forventningshorisonten og for eksempel gøre det klart, hvor stor en skandale det er at have for mange vacciner.