Prøv avisen
Etisk set

Cepos: Fælles ansvar findes ikke

Den nye Pisa-måling viste, at skolereformen i 2013 ikke har ført til, at eleverne klarer sig bedre i læsning, og viste faktisk en forringelse i naturfag. Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix

Martin Ågerup, direktør i Cepos

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Politikerne fører skolepolitik ud fra den tanke, at fællesskabet har ansvaret for skolerne. De burde i stedet satse på at lade den enkelte skole stå til ansvar over for fællesskabet, mener Martin Ågerup, direktør i Cepos

POLITIKERE ELSKER at tale om vores fælles ansvar. Men det giver mere mening at tale om det personlige ansvar for det fælles. Det er ikke en ligegyldig sproglig finurlighed, hvilket jeg bedst kan illustrere med et eksempel. For nylig kom der nye Pisa-resultater. Pisa (Programme for international student assessment, red.) er udviklet af OECD for at sammenligne, hvor godt elever i grundskolen klarer sig på tværs af lande og over tid.

Den nye Pisa-måling viste, at skolereformen i 2013 ikke har ført til, at eleverne klarer sig bedre i læsning, og viste faktisk en forringelse i naturfag. Ifølge Pisa har reformen altså i bedste fald været spildte kræfter.

Problemet er, at politikerne fører skolepolitik ud fra den tanke, at fællesskabet har ansvaret for skolerne. De burde i stedet satse på at lade den enkelte skole stå til ansvar over for fællesskabet.

Det umulige forsøg på at kollektivisere ansvaret indebærer, at politikerne må gennemtvinge en ”fælles” reform på alle landets skoler. Heldagsskolereformen var udtryk for det kollektive ansvars tænkning. Og derfor slog den fejl. Kollektivet er ikke i stand til at rumme al den information og overskue alle de valg, der skulle træffes, hvis hver enkelt skole skulle ledes under hensyntagen til de lokale vilkår.

Derfor ender kollektivet i stedet med at antage, at der må findes en fælles løsning, som er ideel for alle skoler og for alle børn. Kun sådan kan et fælles ansvar forvaltes.

MEN SÅDAN fungerer virkeligheden ikke, fordi forhold som elev- og forældresammensætningen, lærerstab og skoleledelse er forskellige fra skole til skole. Når ansvar gøres fælles sker der en umyndiggørelse. Børn bliver myndige den dag, de kan stå til ansvar over for fælleskabet og mister det igen, den dag fællesskaber atter tager ansvaret fra dem.

Der fandtes skoler inden reformen, som ikke klarede sig tilfredsstillende, men der fandtes andre skoler, som inden reformen klarede sig fremragende – i verdensklasse, faktisk.

Det var halsløs gerning at gennemføre en reform, som lavede alle disse velfungerende skoler om til heldagsskole med fare for, at succesen blev ødelagt.

INDSATSEN BURDE I STEDET fokusere på, hvordan man stiller ledelse og lærere på de dårlige skoler til ansvar over for fællesskabet, så de enten påtager sig dette ansvar og selv finder veje til at forbedre sig eller træder til side og lader andre komme til. Hvis man synes, det lyder lidt ubehageligt at blive stillet til ansvar på den måde, skal man tænke på alternativet: endeløs centralisering og bureaukratisering, nytteløse reformer gennemtvunget oppefra og ned og børn, der får en dårlig skolegang.

Folkeskolen – folkets skole – bør udvikle sig nedefra og op ved at skoleledelse, lærere og forældre påtager sig et ansvar for hver enkelt skole.

At påtage sig et ansvar indebærer også, at man står til ansvar. Det kræver synlighed. At stå til ansvar over for fællesskabet indebærer, at resultater registreres og sammenlignes med resultaterne fra andre skoler og ved, at forældrene frit kan vælge en anden skole til deres børn, som de synes bedre om.

Ansvar er i sin essens individuelt. Et godt samarbejde bygger altid på en arbejdsdeling, hvor de enkelte deltagere i samarbejdet har og påtager sig et individuelt ansvar for at få noget til at ske eller fungere. Fællesskaber skaber rammerne for udfoldelsen af individuelt ansvar ved at placere det hos det pågældende individ. Fællesskabet kan ikke påtage sig ansvaret. Det er i øvrigt din tur til at tage opvasken, så skal jeg nok putte børnene.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.