”Der bor en mus i skoven, og musen, det er mig! Og ingen er så doven og lykkelig som jeg,” skråler min datter uden at ane, at linjerne passer som fod i hose på hendes knap fireårige væsen.
Hun har på det seneste været nærmest besat af Thorbjørn Egners ”Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven”. Hun elsker den dovne, men musikalske og charmerende Klatremus Lillemand og alle de andre beboere i skovens mikrokosmos: Den spejderagtigt ordentlige Morten Skovmus, den altid sultne og lumske Mikkel Ræv. Nestoren Bamsefar og den nervøse Bjørnemor og deres uskyldige ønskebarn Brumlemand, der selvfølgelig kommer i alvorlig fare.
Bogen, der første gang udkom i 1953, har vi læst et kapitel af ved sengetid stort set hver aften i tre måneder. Der er ikke ret mange billeder, men den treårige og hendes lillebror er helt med. ”Bakke, Bakke,” lyder det fra den mindste, før han moser sig ned under dynen.
Guderne skal vide, der findes mange børnebøger derude, som påstår at henvende sig til både børn og voksne. Men jeg undrer mig ofte.
For nylig lånte datteren og jeg en bog om en pige, der skulle have en hundehvalp. Klassisk tema, der rammer lige ned i enhver lille piges drøm. Alligevel sad vi begge måbende tilbage. Pludselig tog plottet en voldsom drejning: Nu handlede det ikke længere om hunden, men om de kaniner, pigen allerede havde. Så om ridning? Og en mor, der viste sig at være enormt træt af kæledyr.
Christina Hesselholdts ”Sniffer” (2011) bliver aldrig en klassiker her i huset. Mange andre nyere børnebøger er svært tilgængelige på samme måde. Enten er billederne abstrakte, som om man tænker, at børn med største selvfølgelighed har samme interesse for moderne billedkunst som (nogle) voksne. Eller også er temaerne meget alvorlige: Den helt nye ”Karl er usynlig” af Glenn Ringtved og Pernille Lykkegaard handler om en dreng, hvis forældre konstant har hovedet i mobilen. Hvilken forælder gider ransage sin sjæl, mens man (absolut prisværdigt) læser godnathistorie for sine børn? Dertil kommer strømmen af børnebøger om død, depression og mobning. Ja, den anden dag så jeg en bog om en introvert mus.
Så hellere en luddoven nasserøv af en gademusikant-mus, der ikke holder sig tilbage, når der er kage på bordet. Hvem skulle have troet, at en 66 år gammel bog kunne ramme så meget plet i et børnesind? Men det har den altså gjort, og jeg tror, det handler om noget så simpelt som kvalitet.
Der er veltegnede karakterer og masser af action. Det er liv og død, når Bedstemor Skovmus flygter fra det klamme pindsvin. For ikke at tale om de mange oneliners som: ”Intet er så galt, at det ikke er godt for noget” eller ”Sket er sket og spist er spist!”.
Der er skurke i Hakkebakkeskoven, jovist, men også skurke har gode sider. Ræven ender som helten, der redder Brumlemand ud af fadeburet hos bonden, hvor han er fanget. Er der noget, der kan samle dyrene, er det kampen mod menneskene!
Men er det nu ikke en moderne uskik, det der med, at alt skal have en højere mening? Hakkebakkeskoven kan læses som et forsvar for vegetarianisme (og dog – for ræven kan vel ikke blive ved med at stjæle skinker fra bondegården, fordi den vil holde sig ven med musene) og demokrati. Men hvis den kun var det, hvad skulle vi så med en uduelig bagerknægt, der formår at hælde et helt kilo peber i peberkagerne uden at ane uråd?
I sommerhuset fik vi for nylig besøg af nogle norske venner med børn. Og da deres mor fandt bogen fra sin barndom, blev hun helt perpleks.
”Jeg vidste slet ikke, det var noget, man læste i Danmark! Noget, man læser nu?”. Men den er god nok – det er på tredje måned Egners oldgamle linjer, der står forrest i datterens indre sangkatalog: ”Jeg elsker fest og glæde og ost og flæskesteg. Og hvorfor skal man græde, når man kan more sig, falderullalej!”.