Prøv avisen
Refleksion

Familiens ritualer giver julehygge i en uhyggelig verden

illustration: søren mosdal

Kjeld Holm

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Tager jeg min egen familie, er der en juleskik, der er gået igen år efter år. Vi skal nemlig se ”Fra den gamle købmandsgaard”, der kun er en julefilm de sidste 10 minutter. For mit vedkommende begyndte det samme år, som filmen fik premiere, i 1951. Med mine forældre så jeg den da som seksårig i Kinopalæet på Søndertorv i Haderslev, skriver Kjeld Holm

I MANGE ÅR har jeg også været træt af adventstid og den massive optagethed af den tilstundende jul. Det er, som om denne optagethed – i hvert fald kommercielt – ingen ende vil tage, og den bliver værre og værre. Man tager sig selv i at trække vejret lidt mere frit efter den 1. januar. Nu er det heldigvis hverdag igen trods mørke dage i årets første måned.

Men man er jo også selv indfanget, og positivt formuleret har julen i hvert fald én god funktion, sikkert flere, men det, jeg ikke vil undvære, er gentagelsen, som Søren Kierkegaard med ret gjorde til det uopgivelige og fundamentale i den menneskelige tilværelse, æstetisk, etisk og religiøst.

Til den æstetiske kategori hører familiens juleskikke, de samme år efter år, medens børnene bliver voksne, og i dag, at børnebørnene også er ved at blive det. Dog noget er intakt!

Tager jeg min egen familie, er der en juleskik, der er gået igen år efter år. Vi skal nemlig se ”Fra den gamle købmandsgaard”, der kun er en julefilm de sidste 10 minutter. For mit vedkommende begyndte det samme år, som filmen fik premiere, i 1951. Med mine forældre så jeg den da som seksårig i Kinopalæet på Søndertorv i Haderslev, og det gentog sig hvert andet år i de følgende lange tider, thi det var netop kun hvert andet år, den blev vist, men så opdagede vi, at den også blev vist i Aabenraa, og så blev det jul hvert år.

Det blev til mange gange, og vi tog vore børn med sidenhen i Aarhus, og da der kom børnebørn til, var den kommet på video og sidenhen på dvd, der kunne købes. Filmens replikker blev familieeje. Vi kan for hinanden gentage, hvad købmanden, Svend Methling, siger til sin yndige datter, Ida, da hun kommer hjem med studenterhue fra København, og sidenhen forelsker sig i købmandsgårdens førstemand, Carsten Kron, men der bliver lagt hindringer for dem, og det skal blive jul, før de får hinanden.

Og vi kan gentage for hinanden, hvad den gamle farmor i skikkelse af Sigrid Neiindam siger til Ellen Gottschalch, da de bogstaveligt talt arrangerer dette lykkelige ægteskab. Og de var ikke engang muslimer. Og det er der nu ingen, der ser skævt til. Og Ib Schønberg danser uforligneligt ved høstfesten på godset i landsbyen og vender fromt salmebladene ved julegudstjenesten for frøken Toft, der kun drikker kamillete. ”Og det bliver man smuk af,” siger købmanden. Og måske bliver vi alle smukke af en gentaget, hyggelig og idyllisk juleskik i en ellers uhyggelig verden. Thi det er jo ikke virkeligheden, slet ikke. Livet og julen i købmandsgården har intet med min og vores tilværelse at gøre. Det er den rene nostalgiske skinverden. Som man siger, ”fra før verden gik af lave”!

Hvorfor i alverden sidder man så advent efter advent og kigger på den? Jo, skuespillerne, også flere end de nævnte, er uforlignelige, de er både rørende og morsomme. Replikkerne er til at huske og gentage, også juleaften i familiens skød, så det hele er også blevet et familieritual på linje med udvalgte scener fra ”Matador”, og mindeværdige scener fra nogle af Niels Malmros’ film. ”Niels Ole, har du primussen,” spørger vores datter, når hun kommer hjem på juleferie!

”Sindelag og hensigt kan ikke skilles ad,” siger K.E. Løgstrup. Og hensigten er at få udtrykt en samhørighed, ikke bare i familien og mellem generationer, i overensstemmelse med det sindelag, der erfares gennem et ritual. Og måske kan jeg fortsætte med at citere Løgstrup, når han karakteristisk og præcist taler om, at etikken ikke kommer fra vore bestræbelser, men ”er et modlys, der kommer fra de grundvilkår, som det ikke står i vor magt at lave om på”. Verdens vilkår i dag er uhyggelige. En forfærdelig borgerkrig i Yemen, fatale klimaforandringer, en tosset og uforudsigelig amerikansk præsident, en frembrusende højredrejning i Europa og andre steder i verden og en ligegyldighed i forhold til flygtningebørn her i landet, der ikke har gjort noget forkert. Måske fremover på en øde ø.

Der er nok at blive trist over. Håbløsheden er en nærliggende reaktion. Når det håbløse ikke får lov til at være enerådende i vores verden, hænger det måske sammen med julens centrale budskab, men også med noget mere. Nemlig et uafviseligt grundvilkår, der har med samhørighed at gøre og dermed også en anden tilstand for verden, en stilfærdig omgang ved en banal julemiddag med dem, man holder af. Eller, som den gamle ateist Poul Henningsen formulerede det i et digt: ”Almindeligt, ganske almindeligt og varsomt og stille og smukt.”

Måske giver det også mod til at ændre en skræmmende verden!

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.