Prøv avisen
Etisk set

Lillian Bondo om rugemødre: I dag er jeg i tvivl

"Længslen efter forældreskab ligger dybt i mange af os – om vi har øvet os med dukker eller ej,” skriver formand for Jordemoder-foreningen Lillian Bondo. – Foto: Walter Eglöff/ Iris/Ritzau Scanpix

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis mit eget barn sørgede over ikke at kunne lægge krop til at føde sit og kærestens barn – hvad ville jeg så sige? I dag er jeg i tvivl, skriver Lillian Bondo

Far, mor og børn er en leg, min bedsteveninde og jeg legede igen og igen som børn – oftest uden far, for drengene gad ikke være med.

Fødsler indgik ikke i legen, for biologi og forklaringer og pegebøger fyldte ikke så meget i 1950’erne. Så vi var bare mødre til et barn, der var cirka der i livet, hvor vi havde lyst til, at det skulle være. Jeg var min dukkes mor. Den blev knuget ind til mig, og jeg holdt af den, også selvom Dorte havde en dukke, der var finere og mere kostbar end min.

Jeg var aldrig nogensinde i tvivl om, at jeg ville have børn, og jeg var så lykkelig at møde en mand, der også gerne ville have børn. Vi fik børn sammen, og de er nu også i gang med deres liv med børn.

Så heldige er ikke alle. Mange voksne må se et voksenliv i møde uden at være sikre på at få børn. Hver femte mand midt i livet har (endnu) ikke opnået at få lov at være far, og lidt mindre end hver ottende kvinde har ikke opnået at blive mor.

En del af mændene har simpelthen ikke mødt den kvinde, de ville eller kunne eller måtte få barn med. En del af disse mænd ønsker ikke et samliv med en kvinde, fordi de ønsker – eller har – et samliv med en mand.

Men længslen efter forældreskab ligger dybt i mange af os – om vi har øvet os med dukker eller ej – om vi er kvinder eller mænd. Igennem mere end 40 år har det fyldt mit liv, privat som arbejdsmæssigt.

Hvert 12. barn født i Danmark i dag er resultat af fertilitetsbehandling. Danmark er i spidsen af nænsom og vellykket fertilitetsbehandling – og nu er et nyt niveau rykket ind i vores fælles ordforråd: rugemoderskab.

Fremstilling af et barn til andre. Æg og sæd fra én side, på den anden side ni måneders vækst i en rugemor og endelig lande hjemme hos de sociale forældre.

Jeg har talt om kommercialisering og tingsliggørelse, om barnet som en vare, om rugemoderen som et hylster for andres behov. Jeg bliver ved med at sætte ord på den tilknytning, der sker mellem foster og den kvinde, fosteret vokser i – fosterets mor, gener eller ej.

Og jeg vil samtidig anerkende den kærlighed til børn, som nogle mennesker venter på at få lov at udfolde.

Selv har jeg haft den store glæde at føde fire børn og se foreløbig tre børnebørn, det fjerde er på vej, ankomme. Jeg ville aldrig kunne gå så vidt som til at afgive et barn vokset i mig. Men hvis nu et af mine egne børn sørgede dybt over ikke at kunne lægge krop til at føde sit og kærestens barn – hvad ville jeg så sige?

Det er der, jeg står i dag.

I tvivl.

Jeg har diskuteret med forældrepar igennem snart seks år, om det er rigtigt at benytte en rugemor. Og jeg synes stadig, at der er grunde til ikke at gå den vej. Vi risikerer at gå i retning af et marked, og et marked vil altid følge strømmen i retning af mest indtjening – og dermed med høje krav om kontrol og styring og høj risiko for udnyttelse.

Vi risikerer, at det bliver et underklassearbejde at lægge krop til en graviditet, som en del forløb hos amerikanske celebrity-familier kunne pege i retning af. Også selvom der næsten altid bliver delt nyheden om ”fertility-issues”, helt mainstream at få andre til det sure arbejde er det ikke endnu.

Men jeg vil anerkende, at der ser ud til at være kommet lykkelige familier ud af mange af de forløb, som er delt i den danske offentlighed. Familier, der er åbne over for barnet om dets tilblivelse, og som har kontakt til en glad rugemor i periferien af familien.

Dialogen med disse og med måske vordende forældrepar, dialog i respekt for åbenhed og retslig sikkerhed – den dialog er vigtig og skal fortsætte. Far, mor og børn er ikke kun en leg.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.

Jeg har diskuteret med forældrepar igennem snart seks år, om det er rigtigt at benytte en rugemor. Og jeg synes stadig, at der er grunde til ikke at gå den vej.