Fasten kunne være nøjsomhedens tid

Af alle kirkens højtider er fasten nok den, der har det sværest i en kultur, hvor det at forbruge mere og mere er indlejret i både den økonomiske logik og vores kollektive forestillinger om det gode liv, skriver Mickey Gjerris

"Fasten kunne være den tid, hvor vi øver os i at træde et skridt tilbage og give plads til andre end os selv – og der hvor vi opdager, at det også er på den måde, vi finder os selv," skriver lektor i bioetik Mickey Gjerris.
"Fasten kunne være den tid, hvor vi øver os i at træde et skridt tilbage og give plads til andre end os selv – og der hvor vi opdager, at det også er på den måde, vi finder os selv," skriver lektor i bioetik Mickey Gjerris. Foto: Colourbox.

FASTETIDEN ER I GANG. Den periode i kirkeåret, der markerer de 40 dage, Jesus opholdt sig i ørkenen, inden han trådte frem for offentligheden som forkynder af det glædelige budskab. Det er dog ikke fasten, der fylder i det offentlige rum i dag, men derimod festen, der markerer dens komme: fastelavn.

Børn klædes ud og slår katten af tønden, og vi voksne kører fastelavnsboller ned, som var vi til den sidste kirkekaffe. Alt sammen hyggeligt og mærkeligt løsrevet fra enhver religiøs sammenhæng.

Fastetiden efterfølgende har de færreste et forhold til. For begrebet ”faste” emmer af en religiøs højspændthed og selvfornægtelse, som er de fleste dans-kere fremmed. Vi kan til nød faste, inden vi møder op til operation, men sådan ligefrem at gøre det frivilligt og uden sundhedsmæssige årsager – det må vi hellere overlade til fanatikerne. Og dukker fasten endelig op i den danske folkekirke, har den heller ikke nemme kår. Den opfattes som et udtryk for, at mennesket forsøger at frelse sig selv gennem at lide afsavn, som en vred og dømmende Gud byder os at bære. Gerningsretfærdigheden og selvforherligelsen ses som fastens følgesvende.

AF ALLE KIRKENS HØJTIDER er fasten nok den, der har det sværest i en kultur, hvor det at forbruge mere og mere er indlejret i både den økonomiske logik og vores kollektive forestillinger om det gode liv.

Men måske var det en idé at give fas-ten en chance – for gennem den kan vi måske få øjnene op for, at det gode liv kan findes på andre måder end ved at forsøge at få opfyldt enhver lyst, som opstår i os – godt hjulpet på vej af de allestedsnærværende reklamer.

Fasten kunne være tankens tid. Der hvor vi tager os tid til at finde ud af, hvor vi er, og hvor vi er på vej hen. Der hvor vi spørger os selv og hinanden, hvad meningen egentlig er med livet, universet og alt det der. Hvad skal vi egentlig bruge den tid til, som vi nu engang måtte have på denne mageløse planet?

Er opgaven virkelig at have for travlt til hinanden for at skrabe mere velstand sammen? At ødelægge planetens skrøbelige økosystemer og decimere livets mangfoldighed i tankeløs udryddelse af talløse arter? Eller kunne der være andre opgaver, der trængte sig på?

Fasten kunne være nøjsomhedens tid. Den tid, hvor vi prøver kun at tage det, som vi har brug for, i stedet for alt det, som vi har lyst til. Måske ville vi opdage, at nøjsomhed ikke er en selvfornægtende askese, der fjerner al livsglæde, men en dyd, der både gavner andre og os selv. Dyder er en mærkelig størrelse.

De eksisterer i os som muligheder, men skal de blive til virkelighed, skal vi opsøge dem. Dyder vokser i os, når vi handler. Og lige så langsomt kan vi erfare, at nøjsomheden går fra at være en trist pligt, som vi handler på, fordi vi skal, til at være en del af det gode liv, som vi glædes over, er en del af os.

Fasten kunne være den tid, hvor vi øver os i at træde et skridt tilbage og give plads til andre end os selv – og der hvor vi opdager, at det også er på den måde, vi finder os selv.

Skal vi undgå, at klimaforandringerne løber løbsk, skal vi til at leve på en anden måde. En mere nøjsom måde. En måde, de fleste af os opfatter som et offer af det gode liv. Og derfor sker der ikke så meget. Men fik vi blik for, at nøjsomheden ikke er sur pligt, men en mulighed for at få øje på andre måder at leve gode liv på, kunne det være, at vi var mere villige til at komme i gang.

Fasten er en oplagt mulighed for at prøve det af.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.