Prøv avisen
Refleksion

Sociolog: Skriv til din konfirmand – unge behøver de voksnes livsvisdom

Mange aspekter af ungdommens liv i dag er ganske anderledes, end da vi selv var børn og unge i 1970’erne og 1980’erne, og det ligger lige for at føle sig utilstrækkelig, gammeldags og uden relevans for ungdomslivet anno 2019, skriver sociolog og forfatter Anette Prehn. Illustration: Søren Mosdal.

Anette Prehn

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Det er let for forældre af i dag at kapitulere fra den vigtige rolle som værdiformidler, der hjælper unge til en stærk og værdibaseret indrestyring, skriver sociolog og forfatter Anette Prehn

Det er blevet maj. Konfirmationerne står for døren og dermed også anledningen til at skrive en sang til de unge mennesker, som har valgt at bekræfte deres dåb. De er ”unge af i dag”, en rolle, der sjældent har været en dans på roser, men som der knyttes mange forventninger til.

Nutidens unge har i årevis skullet høre på, at de lever under konkurrencestatens åg, at kineserne og robotterne kommer, og at mange af de jobs, de engang skal bestride, end ikke er opfundet endnu. En globaliseret, teknologibåren og accelererende tidsalder har smittet med fremtidståge omkring, hvad de skal være og bidrage med som voksne.

Samtidig oplever mange unge et stærkt pres for at præstere. Præstere 12-taller i skolen. Præstere overskud til det hele. Præstere at være sjov, smuk og selskabelig under den konstante tilgængeligheds åg.

De kan let føle, de skal kunne det, de skal lære i skolen, inden de har lært det. Konsekvenserne er åbenbare: Man lader være med at spørge, for tænk, hvis man lyder dum, og man lader være med at prøve sig frem i frimodighed, for fejl rimer ikke just på perfekt.

Det kan tilmed være en udfordring at finde fodfæste i en tempofyldt hverdag, der måske endda mangler rolige heller og stærke værdier. Normpåvirkningen udefra er betragtelig, ikke mindst via sociale medier, hvor både indholdet og de praksisser, der former brugen, sætter spor i ungdommen.

Budskaberne fra vores egen kultur er dog også markante. Ikke mindst fra lovgivning, der presser ungdoms- og uddannelseslivet ind i rigide skabeloner for, hvordan livet skal leves, og som har åbenlyst uhensigtsmæssige afledte effekter, en følelse af at vandre i mineret landskab, hvor man for alt i verden ikke må træde forkert, skal vælge ”den rigtige vej” i første hug, skal kunne forudse sin livsbane og i øvrigt helst skynde sig.

Det gode, men udfordrende spørgsmål er, hvordan unge finder fæste i en tidsalder, der virker flydende. Desværre er det let for forældre af i dag at kapitulere fra den vigtige rolle som værdiformidler, der hjælper unge til en stærk og værdibaseret indrestyring, og som tør dele livsvisdom med respekt og kærlig autoritet.

Mange aspekter af ungdommens liv i dag er ganske anderledes, end da vi selv var børn og unge i 1970’erne og 1980’erne, og det ligger lige for at føle sig utilstrækkelig, gammeldags og uden relevans for ungdomslivet anno 2019. Hvorefter det kan friste at lade sin værdiformende forældrerolle pensionere – eller veksle den om til primært at handle om noget kammeratligt, åbent-lyttende og ligeværdigt.

Men unge mennesker behøver hjælp til at kunne gennemskue, hvad der er vigtigt i livet, og til kritisk at kunne vurdere, hvad der er ligegyldigt blingbling, kommercielt stimuleret adfærd, politisk påførte normer og/eller underminerende for det, de står for og tror på. De behøver sprog og mod til at udfordre kulturelt pres.

Og de behøver en perspektivering, der kan få dem til at sænke skuldrene, så de stille og roligt – i nysgerrighed, videbegær og engagement og også gennem ”omveje” og fejl – kan finde ud af, hvordan de bedst kan bidrage til det samfund, vi er så heldige at leve i.

I konfirmationsmånederne har vi voksne en særlig anledning til at adressere de unge, og jeg vil her opfordre til, at vi gør det.

Selv har jeg sammen med komponist Kristian Enevoldsen skrevet sangen ”Skudt forbi” til ungdommen. Den ligger på Youtube. Jeg har skrevet den i erkendelse af, at dens kulturkritiske budskaber mangler i vor tid. At vi voksne er for tavse.

At synge sammen er en vigtig vej til at føle forbundethed med hinanden, især hvis det, vi synger om, baner vej for perspektivering, samtaler og nyt livsmod.

Poesiens sprog kan andet og mere end prosaens. Det kan gribe os om hjertet. Mange har sikkert – som jeg selv – erfaret, hvordan en verselinje fra en sang eller en salme kan blive en livslang ledsager for et menneske. Til trøst, opmuntring, glæde og tro.

Lad os fatte pennene og give.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.