Prøv avisen
Refleksion

Fjenden er ikke islam, men multi-kulturalismen, som bobler med mistillid og vold

Nogle liberale taler om vores velkomstkultur og om indvandring som en kulturberigelse – eksotisk mad, musik og mode – men deres smukke retorik kan ikke skjule de dystre begivenheder; de hænger ved som ildelugtende parfume, skriver historiker Kasper Støvring.

Kasper Støvring

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Uden politisk handling, der begraver det multikulturelle fantasme, får vi nemlig ikke bare Stram Kurs, men endnu mere radikale partier i fremtiden, skriver forfatter Kasper Støvring

Ankomsten af Stram Kurs på den politiske kampplads har med et højlydt susende sving katapulteret debatten om islam og det multikulturelle samfund direkte ind i valgets hjertekule. Til stor ærgrelse for meget forhenværende politikere som Søren Pind, der mener, at borgerligheden er kollapset på grund af ”islamitis”: en sygelig optagethed af islam.

Men det er en eklatant fejlanalyse. Kollapset skyldes ikke, at regeringen har lavet for mange, men for få og især for små stramninger, og den store – paradigmeskiftet – er kommet for sent. En håndfuld begivenheder har nemlig totalt forandret, ikke blot dansk, men europæisk politik i de seneste år. Lektien? Den, der ikke strammer, forvises til en plads på historiens mødding.

Det er begivenheder, der forandrer verden, fordi de i modsætning til tal, tale og tekst er anskuelige. Begivenheder kalder billeder frem, bogstavelige såvel som overførte, så lad os gense de afgørende game-changere.

Det første billede er af grådkvalte kvinder i flænset tøj, der panisk søger at bryde ud af den kreds, liderlige mænd har sluttet om dem på pladsen foran Kølns domkirke. Over 500 kvinder var ofre for seksuelle overgreb i Køln nytårsaften 2015. Omkring 2000 hovedsageligt afrikanske og arabiske migranter stod bag de brutale overfald alene i Tyskland denne ene aften.

Det andet billede er af lemlæstede ofre i en pøl af blod og unge mænd og kvinder på skrigende flugt ad trange gader, imens skudsalver bærer genlyd i den parisiske nat. 90 uskyldige unge blev myrdet ved en koncert på Bataclan. Islamister stod bag, herunder personer der kom til Europa som flygtninge.

Det tredje billede er af politiets forbryderalbum med svedige, beskidte mænd med daggamle skægstubbe og mørke rander under øjnene. De forestiller nogle af de primært pakistanske gerningsmænd bag pædofile overgreb på langt over 1000 piger og unge kvinder i blandt andet den engelske by Rotherham.

Det fjerde billede er af en flodbølge af vandrende migranter op gennem Europas veje som efter sammenbrudte diger, og muskuløse mænd, der kaster sten mod grænsepatruljer, imens de råber ”Allah uh-Akbar”, og som en invasionsstyrke søger at forcere grænsehegnet.

Det femte billede er af den militære bevogtning af jødiske bygninger og hæslige betonklodser de steder, hvor der engang var hyggelige juleboder og festlige pladser. Terrorsikringen signalerer: Fjenden er midt iblandt os.

Disse begivenheder har manet spøgelser frem, vi troede var uddrevet. I Danmark hedder det Stram Kurs, og også det parti vil forbyde islam. Det er en dårlig idé. Ikke kun fordi det er grundlovsstridigt, men fordi islam ikke er det egentlige problem. Det er den påtvungne sameksistens – multikulturalismen – der er problemet. Som en artikel her i avisen for nylig konkluderede: ”Danskere og indvandrere fravælger hinanden.”

Der er rigeligt med eksempler på, at kulturel forskellighed nedbryder sammenhængskraften, historisk og aktuelt. Har man hørt om konflikten mellem protestanter og katolikker i Nordirland, mellem flamlændere og valloner i Belgien, mellem kroater og serbere, mellem cataloniere og spaniere?

I Vesten behøver vi slet ikke islam for at udløse fjendskabsenergierne.

Med en halv million buddhister og hinduer ville vi også kløjes med sameksistensen. Det ville vi også med en halv million kristne fra Sudan, Eritrea eller Nigeria, selvom vi er mere kulturelt beslægtede med andre kristne.

Så fjenden er ikke islam, der tværtimod bør anerkendes som en af verdens store kulturkredse. Nej, truslen er den multikulturelle heksekedel, der syder med mistillid og nogle gange bobler over med vold. Retfærdigt eller ej – det er, hvad europæisk politik i dag handler om.

Nogle liberale taler om vores velkomstkultur og om indvandring som en kulturberigelse – eksotisk mad, musik og mode – men deres smukke retorik kan ikke skjule de dystre begivenheder; de hænger ved som ildelugtende parfume.

Andre liberale advarer mod partier som Stram Kurs og den illiberale Viktor Orbáns ungarske parti Fidesz. Men de liberales advarsler forbliver retoriske og rituelle. Uden politisk handling, der begraver det multikulturelle fantasme, får vi nemlig ikke bare Stram Kurs, men endnu mere radikale partier i fremtiden. I skyggen bag Fidesz ligger det højreradikale Jobbik på lur og venter på deres store chance.

Feel good -advarsler kan muligvis afstive den liberale selvtilfredshed, og mere mangfoldighed lyder da også godt. Men det er som at drikke gift af et gyldent krus.

Man skal ikke tale nedsættende om andre menneskers trosliv. Heller ikke muslimers. Men vi skal håndfast afvise de ting, der ikke hører til i vores kultur.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.