”Jeg føler bare, at det er grimt, mor.” Min søn er magtesløs, slukøret, livstræt. Den tegning, han har brugt det meste af formiddagen på at udfærdige, faldt ikke ud, som han ønskede det. Slet ikke. Og han gider på ingen måde at høre på mig, da jeg forsøger at tale den op: Skateboardet står da knivskarpt? Løvets farver flyder simpelthen så flot ind og ud af hinanden? De er da skønne, dine nye tuscher?
”Det føles bare helt forkert, mor,” understreger han med blød, afvisende, alvorstung stemme. Og jeg fyldes af en trist, moderlig stolthed over barnet, som han står der uden hensigter midt i sin ensomme, ærlige følelse.
Og så forbløffes jeg. Moderfølelser kan være uforudsigelige – det er jeg efterhånden helt på det rene med. Men hvordan kan man dog føle stolthed ved at overvære denne selvkritiske følelseserfaring?
Mine tegninger var også grimme, da jeg var barn. Det var de i hvert fald, når jeg havde lyst til at vise dem frem. ”Aj, prøv lige at se, hvor grim min sol er!”. Koket og hvinende-irriterende tiggede jeg på den måde afkræftende udsagn, når jeg ikke kunne vente på den spontane ros. Andre vil givetvis kende strategien? Kende det anstrengte replikskifte (”Nej, den er da rigtig flot”/ ”aj, dét er den i hvert fald ikke!”), den fører med sig? Der gemmer sig ikke mange ærlige følelser i dette ritual.
Det er nok derfor, jeg krummer tæer, når jeg tænker på lille forlorne Katrine på jagt efter opmærksomhed. For følelser og oprigtighed er steget eksplosivt i værdi siden min barndom i 1990’erne.
”Jeg føler” erstatter i disse år ”jeg mener” som den legitime begrundelsesform. Mavefornemmelserne forventes at afgøre, hvilken uddannelse, hvilken livspartner, hvilken seksualitet, hvilke venner, hvilket arbejde, hvilke medier, hvilken bopæl, hvilke madvaner, hvilken indretning, hvilken beklædning, hvilken musik, der er den rigtige ”for mig lige nu”. Hertil kommer, at folk stadig mere intenst træner deres evner udi følelsesformidling i takt med, at de sociale medier vokser sig mere og mere betydningsfulde som halvoffentlige rum for selvfremstilling.
Og jo mere selvfremstilling, man udsættes for, des større bliver trangen til oprigtighed. Det er formodentligt hovedårsagen til, at de sociale medier for tiden lugter skiftevis af leverpostej, makrelmad eller overmodne bananer. ”Se lige min madpakke/mellemmad/frokosttallerken!”, råber vores statsminister på sociale medier fra tid til anden. Og vores samtid er så oprigtighedsforhippet, at hun faktisk kan veksle sine trivielle madvaner til opmærksomhed – til anerkendelse såvel som foragt.
Madpræferencer er jo hverken agtværdige evner eller bedrifter. Men de er fulde af identitet. ”Jeg er et hæderligt menneske, der spiser udkantsmad – og jeg er stolt af det,” er naturligvis budskabet, når Mette Frederiksen (S) gang på gang forsøger at ramme det hul i maven, hvor oprigtigheden skal bo – det vil sige: Når hun beder os bekræfte (enten ved at værdsætte eller nedsable), hvor folkelig og autentisk hun er. Det ved vi alle sammen godt.
Men det minder mig om mit gamle tegningskneb, og jeg græmmes. Jeg fornemmer hensigten og bliver forstemt.
Men samtidig hjælper statsministerens politiske madbilleder mig til at forstå, hvorfor jeg forleden blev grebet af stolthed over min søns slukørede følelse.
Jeg blev stolt, fordi han ikke anglede efter noget, fordi han holdt sig for god til at spinde anerkendelse på sin halvligegyldige tegning, fordi han standhaftigt blev i sin egen erfaring af, at den ganske enkelt ikke var vellykket, fordi hans følelsesformidling var uden beregning.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.