Marie Høgh: Folkekirken er folkets – ikke elitens, præstens eller institutionens

Det, der betyder noget for folk, er først og fremmest det konkrete møde med den lokale præst, skriver sognepræst Marie Høgh

Tegning: Søren Mosdal.
Tegning: Søren Mosdal.

”Så du er ikke i ornat i dag?”, spurgte en præst, mens vi gik i perlegruset op til Tølløse Kirke for et par år siden, da min mand blev indsat som stedets sognepræst. Jeg svarede vist noget i retning af, at min konfession forbyder mig, at ægtefæller optræder i ornat sammen – jeg så ingen grund til at være ufrivilligt morsom: hr. og fru præst. Nej, vel?

I det hele taget har de store præstemængder i procession – hvad enten det er til ordination, bispevielse, landemode eller andre lejligheder, hvor præster på lange rækker valser afsted i ornat – budt mit lutherske og grundtvigske hjerte lidt imod.

For det er, som om det almindelige præstedømme – at vi alle er præster for Vorherre – er suspenderet et øjeblik i anledning af festen. Al den kirkefestivitas. Der på én gang er vældig fint og festligt – i hvert fald for dem inden for kirken – og samtidig lige så vældig uluthersk. Nuvel.

Kirken er i hvert fald utrolig synlig i offentligheden, i gadebilledet og i medierne, når den holder fest – om det så er til ordination, landemode, der netop nu afholdes landet over, til Himmelske Dage eller i et telt på Folkemødet på Bornholm.

Det er alt sammen rigtig fint – men hvornår står folkekirken egentlig stærkest i folks bevidsthed? Er det til festerne, hvor præster går i procession? Når kirken møder folk ”i øjenhøjde” på fes-tivalpladsen, og det virker en lille smule, som om kirken er mest optaget af sig selv som institutionen folkekirken med logo, gratis kuglepenne og hele molevitten.

Eller når kirken tror, at den skal være en politisk interesseorganisation, huse afviste asylansøgere, være barmhjertighedens stemme i flygtningsdebatten, overlade prædikestolen til en imam, udskifte Dannebrog med regnbueflaget til Copenhagen Pride eller mindske CO2-udledningen og fylde kirken med ideologiske taler og varm luft? Eller styrkes folkekirken i folks bevidsthed, hvis vi får et kirkeråd? Eller bliver folk mere bevidste om folkekirken, hvis den fortsat vokser som organisation med et mægtigt djøf- og konsulentvælde på bekostning af menighedernes økonomi og præstenormeringer? Det er jeg ikke sikker på.

Hvis man nu spurgte et tilfældigt folkekirkemedlem om, hvad vedkommende mener om Folkekirken, og hvad den betyder – ja, så ville svaret næppe have noget med kirkens ydre synlighed at gøre. Nej, ud af de 74,7 procent af befolkningen, der er medlemmer af folkekirken, er de færreste interesseret i kirken som institution, de fleste er fulkommen ligeglade med en bispevielse, det er noget, vi præster og nogle menighedsrådsmedlemmer går op i.

Få aner, hvad en provst er for en størrelse, og mon ikke også mange synes, at præsteoptog i ornat er lidt noget gøgl. Selv hvis man går den mest politisk korrekte kirkegænger på klingen, betaler vedkommende næppe sin kirkeskat for at blive bekræftet i sin egen politiske overbevisning – men måske netop for at blive eksistentielt modsagt og retvendt i sit blik på sig selv.

Det, der betyder noget for folk, er først og fremmest det konkrete møde med den lokale præst – dernæst evangeliet forkyndt ind i en sprække af hverdagslivet – i sorgen og glæden, i håbløsheden eller højtidsdagen.

Det er altid noget temmelig konkret, der åbner troens øjne for den usynlige kirkes synlighed – barnedåb, konfirmation, vielse, begravelse – eller bare fornemmelsen af hullet i hjertet. Alt det er den folkelige legitimation for folkekirkens beståen.

I anledning af reformationsjubilæet udskrev redaktør af P1-programmet ”Tidsånd” Christoffer Emil Bruun en konkurrence om en ny trosbekendelse. Nu afdøde digter Simon Grotrian vandt, men én sætning skurrede i ørerne:

”Vi tror på folkekirken som et ståsted og hjem for alle fortabte.”

Professor Niels Henrik Gregersen havde indvendingen: ”Folkekirken, den er vi glade for, vi har, men vi skal ikke tro på den.” Nøjagtig, som jeg umiddelbart selv tænkte.

Men i en sms til redaktøren forsvarede Grotrian sig:

”Jeg tror på folkekirken med stort F, hvor høj og lav samles, og dronningen knæler ved siden af tiggeren ved alteret og modtager sakramentet. Det er mit ønske og sikkert også mange andres, at Guds hus i Danmark må blive det sted, hvor vore hjerter for alvor trøstes og løfter sig i sang.”

Han havde jo ret, Grotrian, har jeg siden tænkt. Troen på folkets kirke. Ikke elitens, organisationens eller præstens kirke. Og måske er det netop en (folke-)tro eller bekendelse til folkekirken, der skal forhindre kirken i at skride ud i et ideologisk og institutionelt blændværk – og minde os præster om, at embedsdragten oprindeligt ikke skulle være noget særligt, men en borgerdragt. Den klædning, enhver borger bar. Og derfor ikke så egnet til pyntesygt processions-pjat for vores egen præsteforfængeligheds skyld.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.