Det kan jo ikke komme som en overraskelse, at Metoo også findes i folkekirken – det var vel bare et spørgsmål om tid. Og sognepræst Flemming Pless er så den første, der bliver trukket gennem sølet – før der er faldet nogen som helst afgørelse i sagen.
Anklager beretter om uventet kys og kærtegn, at Pless har sat sig på en kvindes skød og bedt hende klø ham på ryggen, lagt hovedet på hendes skød og bedt hende nusse ham i håret. Jamen, Gudfader altså – næsten ligeså klodset og upassende adfærd som overborgmesteren, der slikkede damerne i ørene.
Men altså: Vi har kun anklagerne fra fem kvinder. Og misforstå mig ikke, ligesom sognepræst Poul Joachim Stender er mit ærinde heller ikke at holde hånden over Pless. Mit kendskab til ham begrænser sig til, at vi har diskuteret juleprædikener i DR-programmet Deadline en lillejuleaften for nogle år siden.
Har Pless virkelig udnyttet den sårbare og tillidsbårne situation, som sjælesorgen er og udvist grænseskridende seksuel adfærd over for det menneske, der har blotlagt sin skrøbelighed, og har han tilmed brudt tavshedspligten, ja, så skal biskoppen selvfølgelig handle. Og det vil helt rimeligt få konsekvenser.
Men om Pless ender med at dukke nakken og aflevere sin kjole og krave i en genbrudsbutik, vil tiden vise – og indtil da, ja, så er han altså hverken mere syndig, snavset eller skyldig end alle os andre. Så jeg er helt enig med Stender: Udstillingen af Pless er usmagelig, uværdig og unødvendig.
Klageproceduren er i gang, manden er på orlov og iført mundkurv. Skriv en artikel eller bare en fodnote om det, hvis han bliver sat fra bestillingen. Og i øvrigt er det ikke mere interessant eller forargende, at den slags ting foregår i folkekirken end alle mulige andre steder. Det er jo lige slemt for den kvinde, magtmisbruget er gået ud over.
Det, der bekymrer mig ved Metoo-sagernes nådesløse væsen, er, at uanset, om der er hold i anklagerne eller ej, så er mændene er dømt på forhånd af folkedomstolen – en dom, der alle deres dage klæber sig som en øgle til deres gode navn og rygte.
Og jeg mener virkelig, at der er grund til at overveje om det er en retsstat værdigt. Aldrig har vi, og med god grund, talt så meget om retsstaten som i disse år, men siden de massepsykotiske og krænkelsesparate stormtropper for første gang væltede ind over den vestlige verden, er mændene faldet på stribe, og jeg nævner bare i flæng: De to mangeårige journalister Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo, politikerne Orla Østerby (K), Morten Østergaard (R) og Frank Jensen (S) med den vildfarne tunge.
Uden rettergang, uden mulighed for at forsvare sig – med en sølle, måske 20 år gammel bevisbyrde, og uden at overveje, om der ikke er en rimelig bagatelgrænse, der bare handler om dårlig opførsel og harmløse tilnærmelser, vi som kvinder kan verfe væk med venstre hånd.
Men selvom kvinderne, de frigjorte, de stærke, de selvstændige kvinder for tiden opfører sig som ofre for mandens magt, skal vi ikke tage fejl. Magtbalancen er tippet, kvinderne har for længst taget magten og læner sig, ubevidst, op af det menneskesyn, der ligger bag Metoo-bølgens voldsomme kraft.
I bogen ”Hordernes hærgen” beskriver den britiske forfatter Douglas Murray meget fint, hvordan den postmarxistiske tankegang har indoptaget filosoffen Michel Foucaults forestilling om, at alle forhold i samfundet ”altid og udelukkende skal betragtes i magtens nådesløse lys”. Således også forholdet mellem mennesker, mellem mand og kvinde – der nedskrives til en magtrelation.
En pervers og åndløs og ensporet og instrumentaliseret måde at anskue menneskelivet på, og jeg mener alvorlig talt, at det er langt mere foruroligende end de få reelle og alvorlige Metoo-sager, der er. For er magtrelationen den primære forståelseshorisont for det menneskeliv, vi fører med hinanden, så ”forvrænger det mere end det afklarer”, som Murray rigtigt skriver.
Men magt er selvfølgelig en faktor i verden, og det er dårlig opførsel, manglende dømmekraft og menneskets mørke sider også – og derfor tror jeg, at handlingsplaner og retningslinjer er gode forsætter, men skønspildte kræfter. Der er grundkræfter i mennesker, vi ikke kan sætte præventivt ind over for.
Og jeg forstår såmænd godt, at biskopper i den verserende Pless-sag er klappet i. Hvad skal de dog sige? Det ville være forkert at lægge sig i slipstrømmen af den marxistiske tankegang om strukturelle problemer, der fuldkommen fratager det enkelte menneske ansvaret.
Hvis vi som folkekirke skal gøre noget, må det være at forkynde evangeliet ind i den her ideologiske sammenhæng. Ja, det mener jeg.
Vi skal insistere på, at vi mennesker ikke er sat i verden for at bekæmpe hinanden, men for at leve det bedårende og besværlige menneskeliv med hinanden. I kærlighed, tillid og ansvar.
Et liv, der har nådens, barmhjertighedens og den daglige tilgivelses behov. Der vil, som Murray påpeger, altid være mennesker, der er ”mere opsatte på at finde skyld end tilgivelse i verden”. Det er sandt. De må bare ikke tage overmagten og gøre det til en ideologi.
Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.