Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Kiosken

Fransk presse: Folkelig og faglig modstand mod vild fornyelse af Notre Dame

Her ses det beskadigede tag efter branden i Notre Dame-katedralen i Paris den 15. april. Der har været stor uenighed om, hvorvidt den restaurerede kirke skal være identisk med den tidligere, eller om taget og spiret skal være af glas, stål eller krystal. – Foto: Philippe Wojazer/Reuters/Ritzau Scanpix

Anders Raahauge

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I Frankrig er der ikke enighed om, hvorvidt Notre Dame skal genopbygges en-til-en, eller om den skal have et nutidigt præg

Notre Dames brand har udløst sammenstød mellem dem, der ønsker domkirken genopført, som den var, og dem, som ser en chance for at give den en nutidigt præg.

Man må ikke være nostalgiker, siger de sidste. De mener, at man altid skal følge sin samtids stil og ikke mime fortidens.

Det er faktisk en moderne idé, fortæller Witold Rybczynski, tidligere professor i urbanisme ved University of Pennsylvania, i en artikel i magasinet The American Interest.

Præsident Emmanuel Macrons regering var helt på den moderne vogn, minder Witold Rybczynski om. Allerede få timer efter branden annoncerede den, at der ville blive udskrevet en international arkitekturkonkurrence med henblik på genopbygningen. Premierminister Édouard Philippe understregede, at kirkens ødelagte spir skulle genopføres på en måde, der ”passer til vor tids teknikker og udfordringer”. Macron lovede, at der ville blive tale om en ”nyskabende rekonstruktion” og en ”nutidig arkitektonisk gestus”, som ville gøre domkirken ”endnu smukkere end før”.

Arkitekterne fangede signalet, og snart fandtes et dusin forslag på nettet. Og eftersom glas er på mode disse år, bemærker Witold Rybczynski, ville mange give Notre Dame et tag af glas. Og det nye spir skulle bestå af vældige skår af glas eller af stål. Nogle italienske arkitekter foreslog krystal.

Resten af verden så til med voksende vantro og bekymring. Le Figaro kunne snart offentliggøre et protestbrev underskrevet af mere end 1000 fagpersoner, herunder Louvres to ledende kuratorer.

Der har også været enkelte røster, der mener, man slet ikke bør røre den beskadigede katedral. Lad Notre Dame bestå som ruin, lad os acceptere bygningens ar og være bevidste om, at en del af vores civilisation er gået op i røg, lyder argumentet.

Det er et udbredt synspunkt, bemærker Witold Rybczynski, for mange anser bygninger som kunstværker, man derfor ikke må røre ved. Som når en arm er knækket af ”Venus fra Milo” – da sætter man ikke bare en ny på.

”Men arkitektur er en speciel kunstform. Så snart en bygning er opført, begynder den at forandre sig.”

Således står bygninger, modsat kunstværker, ude i regnen. De slides og kan udsættes for alle slags beskadigelser. Og løbende forandringer.

Det har alt sammen været tilfældet for Notre Dame. Dens grundsten blev lagt i år 1163. Man begyndte med koret og arbejdede sig mod vest, så man kunne holde gudstjenester, før byggeriet var tilendebragt, hvilket tog 100 år. Midt i det 13. århundrede blev tværskibet udvidet og fik indlagt pragtfulde mosaikvinduer. Langt senere foretog Ludvig den Fjortende mange forandringer.

Og beskadigelserne har været talrige. Under Den Franske Revolution blev facaden mod vest beskadiget, og kirkens indre vandaliseret og røvet. De revolutionære huggede således hovederne af en række statuer af de gamle judæiske konger, som de antog forestillede franske monarker.

I midten af 1800-tallet gennemgik Notre Dame derfor en større restaurering, ledet af den fornemme arkitekt Eugène Viollet-le-Duc. Han er på mange måder bagmanden bag den historisk nænsomme restaureringsmetode, fortæller Rybczynski. Eugène Viollet-le-Duc tegnede det spir, som for nylig blev ødelagt ved branden. Det erstattede et oprindeligt gotisk, som måtte nedtages i 1786.

Eugène Viollet-le-Duc kunne også være kreativ. Han skabte de berømte gargoyler langs taget – de drageagtige fabelvæsener. Man opfatter dem ellers gerne som klart middelalderlige, for hele tiden arbejdede han i gotikkens ånd, fortæller Witold Rybczynski.

Den art indføling begyndte at blive underløbet fra og med det 20. århundredes første årti, hvor den arkitektoniske modernisme dukkede frem.

Dens princip er, at hver epoke skal demonstrere sin egen unikke stil. Skal der restaureres, skal det gøres på en måde, der tydeligt markerer, at nu tilføjes der noget helt nyt.

Idéen om, at en gammel bygning bliver forloren, hvis restaureringen er diskret og usynlig, er gentaget så ofte, at det er nemt at glemme, at det ikke var sådan, bygninger engang blev restaureret, skriver Witold Rybczynski.

Muligvis kan man kalde den nænsomme, usynlige fremgangsmåde ”nostalgisk”, men den repræsenterer også en smuk modstandsånd, bemærker han: Historien er ikke skæbne, den kan omvendes, ting kan fikses.

”Så den bedste måde at genopføre Notre Dame vil være at genskabe, hvad der fandtes, som om branden aldrig havde været der,” konkluderer professoren.

Fransk presse oplyser, at restaureringsarbejderne påbegyndes den 19. august. Området har været forurenet, for det brændte tag var dækket af bly, men er nu oprenset. Og sidste måned vedtog den franske Nationalforsamling en lov for Notre Dames rekonstruktion. Den fastsatte en tidsramme, som ophævede præsident Macrons løfte om, at arbejdet skal være færdigt til De Olympiske Lege i Paris i 2024. Alle fagfolk har kaldt den tidsplan fuldkommen urealistisk.

Nogle deputerede ønskede, at det skulle lovfæstes, at den restaurerede kirke blev ”fuldkommen identisk” med den tidligere, men kom ikke igennem. Den bliver dog stort set magen til.

Idéen om den vilde fornyelse er veget for en stor folkelig og faglig modstand.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.

Notre Dames brand har udløst sammenstød mellem dem, der ønsker domkirken genopført, som den var, og dem, som ser en chance for at give den en nutidigt præg

Anders Raahauge fortæller, hvad den franske presse skriver om Notre Dame