Prøv avisen
Kanten

Forældre burde sige: Stop tavshedskulturen! For børnenes skyld!

Oprøret må starte hos forældrene og brede sig til pædagogerne. For vi ved godt inderst inde, at den elskede og dygtige pædagog, der gør alt det bedste hun har lært, på trods af dette ikke kan få enderne til at mødes ,skriver Karen Lumholt. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix/arkiv

Karen Lumholt, forfatter

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Skal svigtet af vores allermindste stoppe – og det skal det, hvis vi vil undgå at endnu flere unge render til psykolog og psykiater med ar på sjælen – ja, så må pædagogerne tage bladet fra munden! Og så skal de bakkes op af forældrene, skriver Karen Lumholt

Gennem de senere år er de fleste forældre blevet opmærksomme på, at der er noget galt i vores vuggestuer og børnehaver. Der er ikke voksne nok. Der er for mange børn på den enkelte stue. Børnene sidder overladt til sig selv uden voksne – og som sild i en tønde. Siden slut-1980’erne (med pladsgarantien) er flere og flere børn blevet stuvet ind på stuerne. Ja, faktisk burde ”stue” omdøbes til ”stuve”.

Alligevel tager pædagogerne imod barnet smilende og nikkende. De forsikrer de usikre forældre om, at alt er godt. Forældrene, som elsker deres barns dejlige, dygtige, opmærksomme og hårdtarbejdende pædagog, vil også helst tro, at alt er godt. For sjælefreden og arbejdsroens skyld. Og sådan går dagene.

Men alt er ikke godt. Taler man med pædagoger og institutionsledere uden for citat, fortæller de, hvordan de er alene dagligt med op til 17-18 børn. Hvordan der især i ydertimerne slet ikke er pædagoger nok. De urolige børn får den opmærksomhed, der er. De stille bliver mere stille og vender forladthedsfølelsen indad.

På syv år er antallet af diagnosebørn fordoblet. En diagnose er tilsyneladende eneste vej til at få ekstra ressourcer og opmærksomhed til et følsomt og sårbart barn, som der vel altid har været en del af. Men – et følsomt og sårbart barn begynder at få det rigtig, rigtig skidt, hvis det hver dag skal udsættes for otte timers larm og tumult. Eller bare fraværet af faste relationer til få, trygge og nærværende voksne. I stedet skal barnet håndtere en masse andre frustrerede børn, måske lige så stressede som barnet selv, samt skiftende vikarer og yderst pressede pædagoger.

Hvornår siger pædagogerne fra? Det gør de ikke – foreløbigt. For pædagoger er ikke bare danmarksmestre i sygefravær, men også i loyalitet over for de børn og forældre, som de ikke vil gøre urolige og kede af det. Pædagogerne er mestre i at ”få det bedste ud af det”. Desuden er de loyale over for deres ledere og chefer – det er de blevet pålagt at være. Tavshedskulturen råder.

Det dur bare ikke i længden! For skal svigtet af vores allermindste stoppe – og det skal det, hvis vi vil undgå, at endnu flere unge render til psykolog og psykiater med ar på sjælen – ja, så må pædagogerne tage bladet fra munden! Og så skal de bakkes op af forældrene.

Vi ved det jo godt, vi forældre. Vi ved godt inderst inde, at den elskede og dygtige pædagog, der gør alt det bedste, hun har lært, på trods af dette ikke kan få enderne til at mødes.

Derfor må oprøret starte hos forældrene og brede sig til pædagogerne. Vi må sige: Stop tavshedskulturen! Sig det, som det er! For børnenes skyld!