Undertiden hører man kirkelige iagttagere tale om en ny og overraskende alliance mellem Tidehverv og missionsfolk. Gang på gang oplever vores omgivelser, at vi reagerer – om ikke ens – så dog parallelt.
Jeg vil bruge min spalteplads i dag til at kommentere det fænomen. Først en tilståelse: Nedenstående bygger hverken på forskning eller dybdegående analyser af tekster, men indeholder en del mavefornemmelser og kvalificerede gætterier samt insinuationer om andre i folkekirken.
Så er I advaret.
Nu er jeg mindre overrasket end så mange andre. Det hænger sammen med, at jeg er rundet af den ene af de såkaldt rosenianske bevægelser blandt missionsbevægelserne. Den svenske vækkelsesprædikant C.O. Rosenius blev tændsatsen til både Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission i Danmark.
Hans forkyndelse kan på lange strækninger minde om Tidehverv i betoningen af Kristi gerning på korset som den kristne tros eneste holdbare grundvold. Og de var fælles i en polemik mod en kristendomsopfattelse, der gør fromhed og personlig hellighed og engagement til kristentroens egentlige kendetegn. Rosenius’ berømte dictum – ”Holder ikke din kristendom, så holder din Kristus” – kunne lige så godt være sagt af en af Tidehvervs pionerer.
Da jeg i november 2019 på en friweekend hørte en af tidsskriftet Tidehvervs redaktører Jesper Bacher prædike, følte jeg mig næsten tilbage i min hjembys missionshus. Hvis man lige ser bort fra et par sproglige finter og polemiske udfald, var det samme befriende evangeliske tone.
Her er der en historisk forskel mellem Indre Mission og de to rosenianske bevægelser.
Da min far i 1971 efter 16 års ansættelse på Luthersk Missions Højskole blev sognepræst, kom Indre Missions legendariske tidligere formand Chr. Bartholdy en dag i kirke. Han anede tilsyneladende ikke, hvem den nye præst var, og spurgte ved udgangshåndtrykket med sin pibende stemme: ”Er De tidehvervsmand?”.
En anden Rosenius-inspireret præst kommenterede engang ligheden mellem de to traditioner med ordene: ”Tidehverv er Rosenius uden efterfølgelse.”
Men nu forklarer disse historiske betragtninger ikke, at vi reagerer parallelt i dag.
Min fornemmelse er, at flere faktorer har forstærket alliancen – som nu mere naturstridigt også indbefatter folk fra Indre Mission.
For det første er der sket noget internt i de to strømninger.
Vi i missionsbevægelserne er blevet mindre pietistiske, både hvad angår livsstil og omvendelsesforståelse. Hvad det sidste angår, tænkes der væsentligt mindre i faste begreber om omvendelsen og dens faser. Det kan man beklage eller glæde sig over, men det er realiteten.
Hvad livsstil angår, er vi stadig optaget af lydigheden mod Guds ord i for eksempel seksualetiske spørgsmål, men forholdet til alkohol, dans og medier er i betydelig bevægelse.
Hvis jeg forstår Tidehverv rigtigt, er hovedstrømmen i bevægelsen mindre eksistentialistisk og mere bibelorienteret end tidligere.
For en del år siden sagde den tidehvervsk inspirerede professor Leif Grane til en gruppe studenter fra Dansk Bibel-Institut: ”I forsøger i det mindste at være teologer.” Min replik den anden vej kunne være: ”Og I forsøger i det mindste at være bibelske.”
Det er nemlig en lidenskab, jeg mærker i en række spørgsmål. Der er for eksempel tidehvervsinspirerede præster, som kan finde på at bruge ordet ”mission” positivt. Det var vist utænkeligt i tidehvervsteologen Kristoffer Olesen Larsens dage.
Samtidig er der få ting, der forener, som en fælles modstander, og jeg tror, at der er nogle dominerende strømninger i folkekirken, som vi er fælles om at være alarmerede over.
Jeg er for eksempel ikke færdig med at ømme mig over, at det var et samlet bispekollegium, der stod bag den tåkrummende påskehilsen fra folkekirken i år. Og at det stort set kun var missionsfolk og Tidehverv, der protesterede.
Når man har afsluttet alle diskussioner om god kommunikation og pædagogik i forbindelse med den hilsen, bliver der nemlig et stort teologisk spørgsmål tilbage: Afslørede den sag, at den såkaldte post-teistiske teologi er den virkelige hovedstrømning i dagens folkekirke? Og er det forklaringen på, at et enstemmigt bispekollegium kunne leve med, at Gud blev afpersonaliseret til en smuk metafor, at opstandelsen blev reduceret til et hverdagssmil, og at korsets forsoning blev forbigået i tavshed?
Hvis det er den teologi, der er modstanderen, er det ikke mærkeligt, at Tidehverv og missionsfolk har en del at tale sammen om.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.