Omstyrtelse af statuer er fast bestanddel af omstyrtelse af samfund

I år 1941 slap en lederartikel i denne avis om statuer igennem den nazityske besættelsesmagts censur, selvom den meget oplagt kunne læses som et varsel om Adolf Hitlers fald

Den nutidige diskussion om nedrivning af statuer får historiker Jes Fabricius Møller til at dykke ned i fænomenets historie. Her ses en af de statuer, der senest har måttet lade livet: Christopher Columbus i delstaten Connecticut i USA, der blev fundet uden hoved en tidlig morgen.
Den nutidige diskussion om nedrivning af statuer får historiker Jes Fabricius Møller til at dykke ned i fænomenets historie. Her ses en af de statuer, der senest har måttet lade livet: Christopher Columbus i delstaten Connecticut i USA, der blev fundet uden hoved en tidlig morgen. Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix

Omstyrtelse af statuer er en næsten fast bestanddel af omstyrtelse af samfund, på samme måde som militære erobringer ofte indebærer en temmelig voldsom ommøblering af mindesmærker i det offentlige rum. ”Så spiller de skak med de småbitte stumper/ af det der engang var en stor præsident”, som Inger Christensen skrev i 1969 i tidens revolutionære tone.

I Romerriget kunne man for højforræderi idømmes en straf, som siden er blevet kaldt ”Damnatio Memoriae” eller fordømmelse af eftermælet. Det indebar blandt andet, at den dømte skulle slettes fra erindringen, og at mindesmærker i det offentlige rum over ham blev fjernet eller ændret.

Det gik ud over kejsere som Nero og Commodus, der fik deres billedstøtter hugget om eller revet ned. Dem husker vi dog stadig. Hvor mange eller hvor få tilfælde, der har været af vellykket og fuldbyrdet ”Damnatio Memoriae”, ved vi i sagens natur ikke, for fuldstændig glemsel er jo netop fuldstændig.

Men forsøg på aktiv glemsel har det med at afsætte sig som lag af fortolkning, der føjer sig til de allerede eksisterende. Således er et af de få vidnesbyrd om de slaviske venderes gudsdyrkelse Saxos beretning om bisp Absalon og kong Valdemar, der i 1168 erobrede Arkona på Rügen og væltede statuen af den vendiske gud Svantevit. Havde det ikke været for Saxo, ville vi have vidst endnu mindre om Svantevit. Guden er fastholdt i erindringen takket være beretningen om gudestøttens fald.

Endnu i levende erindring hos de fleste er Murens og Lenin-statuernes fald efter 1989. Mange af dem var faktisk faldet en gang før, nemlig i 1941, da Tyskland invaderede Sovjetunionen. I en leder i Kristeligt Dagblad den 27. juli 1941 beskrev redaktør Gunnar Helweg-Larsen, hvorledes statuerne af Stalin og Lenin blev revet ned i tyskernes kølvand:

”Fra de af Tyskerne besatte Dele af Sovjetrusland kommer Billeder af omstyrtede Gudestøtter. Der ligger Stalin i tusind Stykker og Skaar. En Kæmpestatue, der truende rakte sin Knytnæve mod Himlen, men viste sig at være af Gips. Et Par Børn har moret sig med at sætte nogle af Smaastumperne sammen. Som man leger med et Puslespil. Tyske Soldater ser velvilligt til. Og der ligger Lenin. Han har været støbt af solidere Materiale. Han har Samling paa sig selv endnu efter Faldet. Statuen har øjensynligt gengivet ham som Taler og Agitator. Han ser i sin liggende Stilling ud, som om han sov med aaben Mund. Et Par fangne sovjetrussiske Soldater stirrer nysgerrigt ind i det opspilede Gab. Idet de bøjer sig over Kolossens Ansigt, støtter de sig respektløst til hans Næse.”

Hvad han mente var, at storhed står for fald; den, der omstyrter statuer, vil selv blive omstyrtet. Meget af det, som Helweg-Larsen skrev i avisen, blev påtalt af den tyske besættelsesmagt, men netop denne leder fik mærkværdigvis lov til at passere, selvom den sluttede med i omskrevet form at forudse Hitlers fald:

”Tiden og Menneskene gør sig bestandigt nye Guder. De faar sjældent Lov at dø af Ælde. Undertiden er det de samme Hænder, der rejser Altrene og nedbryder dem. Vi har jo saa mange Sind og kan overkomme saa meget, vi Mennesker. Og de sejrende Propaganda-bureauer sender os Billeder af de styrtede Guder. Der ligger de med meningsløst opspilede Munde. Uskyldige Børn leger frygtløst med Stumperne af en knyttet Næve. Læren er gammel som Historien selv, og vi kan aldrig helt fatte den. Vi stirrer hver Gang paany med undrende Blikke paa disse knuste Gudebilleder: Er det ham, nej, er det virkelig ham, som fik Jorden til at bæve, Riger til at skælve.” (Den sidste linje var et citat fra Esajas kap. 14).

Helweg-Larsen fik ret. Hitler faldt. Men det er en interessant omstændighed ved Hitler-regimets fald, at det ikke kan illustreres med omstyrtningen af statuer af Hitler. Når der i den nutidige diskussion om nedrivning af statuer optræder argumenter om, at man skal forestille sig statuen af denne eller hin fortidige person, som om den var en statue af Hitler, er der tale om en tænkt sammenligning, for overraskende nok fandtes der ingen.

Det er en særhed ved den nazistiske personkult, at den i modsætning til stort set alle andre diktaturer i det 20. århundrede ikke resulterede i opsætningen af helfigursstatuer af diktatoren. Hitler lagde i sin levetid navn til mange gader og pladser, som naturligvis er blevet omdøbt siden, og der kendes buster af ham, men altså ingen statuer, som man kunne have revet ned, hvor meget man end gerne ville have gjort det.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.