Fordomme om missionsfolks ”snæversyn og umenneskelighed” sidder fast

Først og fremmest går der en hellig grænse mellem at forkynde Guds dom og fælde den. Det første kan et menneske gøre i ydmyghed og troskab mod Guds ord. Men den sidste dom tilhører Kristus, og intet menneske har lov til at sætte sig på hans domstol, skriver sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen

Illustration: Søren Mosdal.
Illustration: Søren Mosdal.

I det store interview med Hans Raun Iversen i Kristeligt Dagblad den 22. juni i forbindelse med pensioneringen fra stillingen som lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet fortæller han om sin relation til Luthersk Missions børne- og ungdomsarbejde. Han fortæller også om, hvordan den brat sluttede:

Hans forhold til Luthersk Mission ændrede sig fra den ene dag til den anden. Da han var 13 år, døde hans ungdomsleder fra Luthersk Mission. Ungdomslederen var søn af søndagsskolelæreren fra Lindbjerg. Hans Raun Iversens forældre deltog i begravelsen, og da de kom hjem, genfortalte de, hvad der var blevet sagt.

”Missionsfolkene havde sagt, at det var godt, at det var Kurt, som var død, for han havde sit forhold til Gud i orden i modsætning til folk ude i rendestenen. Mine forældre havde følt sig ramt af de ord, og jeg var harm, for sådan skulle ingen tale til mine forældre.”

Selvom jeg havde hørt den beretning før, gjorde det stort indtryk på mig at læse den. Og jeg finder ingen grund til at betvivle dens sandhed. Jeg kan næsten høre ordene for mit indre øre. De vidner om en mangel på menneskelig og kristelig visdom, der i bogstavelig forstand råber til himlen:

Først og fremmest går der en hellig grænse mellem at forkynde Guds dom og fælde den. Det første kan et menneske gøre i ydmyghed og troskab mod Guds ord. Men den sidste dom tilhører Kristus, og intet menneske har lov til at sætte sig på hans domstol. Denne grænse overskrides både med frifindelsen af Kurt og med dommen over de andre.

Dernæst er det vi/de-tænkning at stille modsætningen op mellem missionsmanden og dem, der ligger i rendestenen. Underforstået alle de andre. Det er ikke respektfuld omtale af andre menneskers ordentlige liv.

Endelig lyder det som et ubehjælpsomt forsøg på at trøste nogle sørgende forældre. Om det har fungeret i et landbomiljø på Ølgod-egnen for knap 60 år siden, er svært at sige. Men god trøst er det ikke. Som om der ikke skulle være plads til at græde, når et Jesus-troende menneske dør.

Vi, der elsker de klassiske missionsbevægelser og tror, de har en vigtig opgave, er nødt til at se i øjnene, at sådanne visdomsløse ord er sagt i vores miljø. Og at de har skadet menneskers forhold både til missionen og – værre – til Gud. Det gælder ikke bare denne ene gang, men også ved andre episoder. Og det handler ikke altid alene om ord, men også om holdninger og handlinger.

Der er ikke grund til at gå i baglås og føle sig forfulgt, når nogen fortæller redeligt om det. Tværtimod må vi føre en samtale om, hvilke teologiske særheder og hvilken kulturel isolation i vores miljø der kan give grobund for dette. Historisk set.

Men det gælder også den mangel på visdom, vi – som en senere generation af missionsfolk – gør os skyld i. For vi har uden tvivl også vores synderegister. Sikkert på andre punkter end den ovenstående historie fortæller, men måske lige så skadeligt.

Så Hans Raun Iversen fortjener tak for, at historien bliver fortalt. Så smertefuld den er.

Jeg har derimod brug for at trække en streg i sandet, når den slags historier bruges til generaliserende karakteristikker af missionsfolk. Således at de nærmest bliver en selvstændig polemisk pointe.

Og det er der unægtelig en del eksempler på. Især er det gået ud over Indre Mission som den største bevægelse.

Det er ikke svært at finde debattører og kulturpersonligheder, der har givet en gratis omgang i medierne om missionsfolks snæversyn og umenneskelighed. Ofte med enkeltepisoder eller stereotypier som afsæt. Andre gange har uvidenheden lyst ud af ordene.

Faktisk er der en forholdsvis gammel tradition for dette i dansk kulturliv. Medlem af Folketinget og kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) påviser i sin bog ”Indsigt eller fordom. Missionen i litteraturen fra Aakjær til Høeg”, hvordan man i perioder nærmest skriver af efter hinanden: Med Hans Kirks romaner ”Fiskerne” og ”Daglejerne” som inspiration optræder missionsfolk som lige dele komiske, snæversynede og umoralske. Ikke sjældent også med fokus på bøvet udseende.

Indremissionæren er hykler, liderlig og ondskabsfuld. Den indremissionske købmand er fedladen og grisk.

Ahrendtsen rejser det nærliggende spørgsmål om, hvor meget denne kulturelle lemmingeeffekt har skadet Indre Missions arbejde.

For mig at se er Ahrendtsens iagttagelser i litteraturen karakteristisk for en mere generel mekanisme: Eksemplet gøres til reglen, og uvidenhed forhøjer frimodigheden.

Og det er hverken vi eller vores omgivelser tjent med.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere general- sekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.