Forebyggelse er vigtigere end tvang

Forebyggelse er vigtigere end tvang

SIDEN NYTÅRET med dronning Margrethes brede og Mette Frederiksens (S) smalle nytårstaler har emnet tvang været under heftig debat.

Uanset om man er til smalt eller bredt emneudvalg, så undrede jeg mig med mange andre over Mette Frederiksens fremhævelse af, hvordan vi løser det alvorlige samfundsproblem, at børn mistrives.

JEG ER ENIG I, at vi undertiden som samfund skal muliggøre det stærke indgreb mellem et barn og den familie, det er født ind i, at barnet, eller børnene, må flyttes til tryggere rammer eller til rammer, hvor dets evner og muligheder ikke mangler udfoldelse.

Vi har imidlertid allerede meget viden om, hvordan vi forebygger dårlige vilkår for børnene og familierne, desværre endnu uden at vi i større skala anvender en række af de tiltag, der kan gøre en forskel for børnene og deres familier – længe inden situationen udvikler sig til at give behov for tvangsfjernelse eller tvangsanbringelse. Og det er betydeligt billigere for samfundet end at lade det komme så vidt, at et større barn skal passes enten i familiepleje eller institution af professionelle.

Tidlig indsats – det lyder godt – og det er også godt ment. Politikere lover at gøre en forskel for barnet, lige fra det ligger i vuggen. Uanset om vuggen står i et hjem, hvor forældrene eller forælderen kan gøre en indsats, eller om den står i et hjem, hvor intet vil lykkes på grund af angst, evner eller misbrug.

Og ingen tvivl om, at indsatser i spædbarnets, småbarnets, skolebarnets liv er enormt vigtige.

PROBLEMET ER IMIDLERTID, at når barnet ligger i vuggen, kan der allerede være gået meget galt. Man skal også turde sætte ind, inden barnet laves – og inden det fødes.

At gøre noget inden det berømte glimt i mors og fars øjne, hvordan kan man overhovedet det? Jo, man kan intensivere indsatsen for unge menneskers seksuelle sikkerhed, sundhed og, ikke mindst, trivsel. Oprette walk-ins på de unges præmisser i hele landet, så de kan få god professionel rådgivning om sex, krop, sjæl – og antikonception.

Det er fint, at vi har haft Uge Sex her i sidste uge over hele landet, men oplysning i klassesammenhænge gør det ikke alene. Der skal også professionel rådgivning til.

I Herning Kommune og Halsnæs Kommune har man fine erfaringer med en model efter svensk forbillede: Ungdomsmodtagelsen. Herfra deler man tydelige tal, der viser, at markant færre unge kvinder bliver mødre under vilkår, der kunne gøre barnet til et udsat barn, eller også er mødrene styrket til at tage mod en tidlig indsats. Det klæder de unge på til at forstå, at den personlige sundhedstilstand også betyder noget for barnets udvikling, den dag de faktisk vil have barn. Kom nu i gang!

DET ANDET FORHOLD – at gøre noget, inden barnet fødes – det er nok mere forståeligt, men vi gør det ikke i tilstrækkeligt omfang.

I nogle kommuner og regioner har man etableret tværfaglige modeller, hvor jordemødre, sundhedsplejersker og socialrådgivere arbejder tæt sammen med forældre, der venter barn, hvis de selv har vurderet, at de har et behov – ellers hvis professionelle vurderer det og tilbyder det. Det giver faktisk de resultater, man har håbet på. Det nedbringer akutte tiltag.

Ja, det koster penge, at jordemødre og sundhedsplejersker og socialrådgivere får midler til forberedelse af en stærk familie. Det koster også at løfte mennesker ud af social og økonomisk trang. Det koster en bondegård. Men ikke at satse på forebyggelse – det koster både et kongeslot og spidsen af en F-35.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.