Kjeld Holm: Forfængelighed er en menneskelig livsytring

Der er også en forfængelighed, der er tidsbestemt og får karakter af den tid, hvor vi lever lige nu. Og som ikke mindst i nutiden fylder ret så meget

”Forfængelighed hænger måske allermest sammen med den opfattelse, at verden i dag står og falder med min egen indsats og betydningsfuldhed,” skriver Kjeld Holm. – Illustration: Søren Mosdal.
”Forfængelighed hænger måske allermest sammen med den opfattelse, at verden i dag står og falder med min egen indsats og betydningsfuldhed,” skriver Kjeld Holm. – Illustration: Søren Mosdal.

FOR SNART MANGE ÅR siden gik min datter med sin da treårige datter over en kirkegård. Den lille pige så op ad kirken og spurgte sin mor, om ”den kirke også var morfars”, for hun vidste jo, at jeg var biskop og dermed en, der bestemte en del. Inden moderen nåede at svare, tilføjede barnet, ”for det er nemlig morfar, der bestemmer, han og statsministeren”.

Da det blev mig refereret, styrkede det naturligvis min kærlighed til det begavede barnebarn, men det pirrede også lidt min forfængelighed.

Thi forfængelighed og realisme har ikke så forfærdelig meget med hinanden at gøre. I hvert fald lever forfængeligheden sit eget liv. Den næres af ros og hæder, men den næres lige så fuldt af den selvoptagethed, som nu engang er identisk med selve det at være menneske. Det er blot ikke så ofte, at vi vil indrømme det, slet ikke over for andre. Det er nærmest en sensation, når nogle alligevel gør det.

Som for eksempel Søren Pind, der i sin nye bog fortæller, at han i sine yngre år gik i kirke udelukkende for at blive set!

Det tjener den forhenværende Venstre-minister, at han ærligt indrømmer, at han også havde andre motiver til en politisk karriere end lysten til at præge samfundet. Selvom vi godt ved det. Ved, at politikere også ønsker at tjene deres egne interesser, at være noget i andres øjne, nok at være respekteret, men endnu bedre: beundret. Det er nok også derfor, at det for nogle er så svært ikke at blive genvalgt – pludselig at måtte indse, at fordums betydningsfuldhed er afløst af ligegyldighed i de andres øjne.

Den forandring kan tage livet af nogle, som det skete for J.O. Krag (S). Et menneske kan være gennemskuet, men det er langt værre at være overset, som Jan Lindhardt engang udtrykte det.

FORFÆNGELIGHEDEN ER en uudryddelig del af de menneskelige livsytringer. På den måde hører den evigheden til, men der er også en forfængelighed, der er tidsbestemt og får karakter af den tid, hvor vi lever lige nu. Og som ikke mindst i nutiden fylder ret så meget.

I tidligere tider tog man billeder af familien. Ofte ved en begivenhed i den, hvor konfirmanden eller brudeparret var i centrum. Og man tog billederne frem i tiden derefter og mindedes de gode stunder.

I dag tager man helst billeder af sig selv og via Facebook eller andre sociale medier spreder man det ud. ”Se mig!”. Det er som et stort spejl, der vidner om, hvor betydningsfuld man er med alle sine nuancer.

Det er lige ved, at man ikke behøver de andres beundring eller benovelse. Man kan klare det selv, forfængeligheden er ikke et ledsagerfænomen. Den er i sig selv blevet af den højeste værdi, og man behøver ikke at være flov ved at indrømme det.

I tidligere tider fik man den nærmeststående til at tage et billede af en foran Den Lille Havfrue. Nu kan man selv gøre det, og det er ikke så vigtigt, at Den Lille Havfrue er med. Det vigtigste er en selv.

Det skulle da lige være, at det vil blive bedre, hvis man står ved siden af en kendis – i øvrigt næsten lige meget, hvem det er. For det pirrer ens forfængelighed at være kendt, og det er man, når man er i nærheden af en anden kendt.

Et ledsager fænomen til forfængeligheden er jalousien. Thi det er godt at være kendt sammen med andre kendte, men de skal helst ikke skygge for mig selv. De er der jo for min skyld.

Søren Kierkegaard havde et udtryk for dette i ”Kjerlighedens Gjerninger”. Han kaldte det med at herligt udtryk for ”iversyge”. Iveren for at være i centrum og iveren for at bevise, ikke mindst over for sig selv, at man er betydningsfuld og nærmest uundværlig.

Nu skal man være forsigtig med at skylde tidsånden for det hele, men det er næppe forkert at påstå, at selvoptagethed og forfængelighed i vore dage har fået en ekstra tand. Medieverdenen er med til at fremme det, men måske hænger det allermest sammen med den opfattelse, at verden i dag står og falder med min egen indsats og betydningsfuldhed.

Således hænger forfængelighed og egoisme sammen.

Og dog ved vi, at det er andre, der ved deres nærvær giver mit liv indhold og betydning.

Eller det er verden og dens indhold, der kræver min opmærksomhed og tillid.

Så måske den omfattende klimadebat i dag kan bidrage til en begrænsning af forfængeligheden. Man ser det hos unge mennesker, der gerne tager ”selfies”, men også er dybt engagerede i klodens overlevelse, og som derigennem fortæller, at jeg ikke er den vigtigste.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.