Forslag til et motto for 2020’erne: ansvarlighed og moderation

Det går ud over sammenhængskraften i et land, hvis gruppen af absolutte topledere ikke længere ser sig som (privilegerede) rollemodeller, men alene fokuserer på, hvordan de kan berige sig selv mest, skriver Bent Meier Sørensen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal

ERHVERVSMINISTER Simon Kollerup (S) og formanden for LO, Lizette Risgaard, har netop lanceret begrebet ansvarlighed som pejlemærket for erhvervslivet og for erhvervspolitikken i 2020’erne. Det tænkes at skulle balancere et for ensidigt fokus på skattelettelser og individuel gevinst og fremme en bæredygtig udvikling i landet.

De senere års markante skandaler ikke mindst i den finansielle sektor synes i høj grad at støtte et fornyet fokus på ansvarlighed. Til de åbenlyse skandaler som for eksempel Panama-papirerne, svindlen med udbytteskatten og Danske Banks gigantiske hvidvaskning er der grund til yderligere at pege på et område, der kræver ny ansvarlighed: erhvervslivets toplønninger.

Her står dankortvirksomheden Nets med direktør Bo Nilsson i spidsen for en skandale af så spektakulære dimensioner, at den ikke alene vil få en prominent plads i den nyere tids danmarkshistorie, men også kan tjene som et skræmmeeksempel i Kollerups og Risgaards videre arbejde.

Men eksemplet kan også tjene Kristeligt Dagblads læsere vel i det vigtige arbejde med at finde mere solide pejlemærker for livet i 2020’erne end dem, vi blev præsenteret for i 2010’erne. Direktør Bo Nilsson og hans bestyrelse udgør her uansvarlighedens absolutte triumf.

Bo Nilsson har stået i spidsen for Nets, imens han selv og de ledende medarbejdere er blevet tilbudt et aktieprogram, der efter relativt beskedne investeringer og på uhyre fordelagtige vilkår vil kunne indbringe op til syv milliarder kroner til deling efter fire års forløb. Nilssons vil selv, i hvad han har betegnet som ”et drømmescenarie”, kunne lægge op mod to milliarder kroner oven i sin ordinære løn. Pengene til investeringen havde han i øvrigt tjent ved et tidligere aktieprogram i Nets, ved hvilket han i 2016 indkasserede over en halv milliard kroner.

UD OVER AT SÆTTE helt nye standarder for skamløs grådighed er Bo Nilsson og hans bestyrelse formentlig også de ledere i Danmark, der personligt har bidraget mest til, at over to tredjedele af danskerne ifølge en måling fra 2017 mener, at lønningerne for topcheferne i landet enten er ”for høje” eller ”alt for høje”.

Det går ud over sammenhængskraften i et land, hvis gruppen af absolutte topledere ikke længere ser sig som (privilegerede) rollemodeller, men alene fokuserer på, hvordan de kan berige sig selv mest. Vi blev klogere på dette i Lise Nørgaards ”Matador”, hvor entreprenøren Mads Skjern bortsprængte de forestillinger om moderation og tradition, som bankdirektør Varnæs kropsliggjorde. Var Mads Skjern nødvendig for at skabe fornyelse, manglede han, ligesom Bo Nilsson, det moralske kompas, der er nødvendigt for at vise egentlig ansvarlighed i opbyggelsen af et nyt samfund. Resultatet er invaliderende ensidighed og permanent mangel på balance.

Er der et element af flugt og nostalgi i vores forhold til Jørgen Varnæs, får vi Mads Skjern direkte i ansigtet for vores synders skyld. Kun sådan kan vi lære at være taknemmelige for Bo Nilsson.

Er Nilsson monstrøs og grænseløs, når hans hvidpolerede tænder lyner gennem champagneglasset på de officielle pressefotos fra succesfulde børsnoteringer, har vi dog selv gennem lovgivning muliggjort, hvad han har gjort. Og ligesom at han engang var som os, kan vi blive som ham.

Ansvar og moderation i 2020’erne må med andre ord begynde med selvbesindelse. Det nye årtusind blev indledt med dot com-boblens brist, herefter fulgte den ene bristede boble efter den anden, økonomiske, politiske og ledelsesmæssige.

NÅR BO NILSSONS mulige daglige indtægt som direktør passerer en million danske kroner, indser vi alle, hver og en, at endnu en boble er bristet.

Men boblen er, som Hans Vilhelm Kaalund rigtigt skriver i ”Jeg elsker den brogede verden”, netop ikke verden, og vi skal ikke lægge verden den til last. Der findes en verden, i hvilken løn og arbejde er i en fair balance, og hvor motivation handler om andet og mere end penge: kvalitet, samarbejde, bæredygtighed, værdighed.

Det er den verden, jeg antager, at Simon Kollerup og Lizette Risgaard efterspørger, og den vision burde kunne forene på tværs af politiske, sociale og økonomiske skel.

For Kaalund er den verden et ekko af en endnu mere bestandig verden, der rækker helt tilbage til patriarkernes tid. Det er den verden, Grundtvig kaldte de levendes land. Dette er en kristen livstydning snarere end en specifik politisk.

Men en sådan tydning har meget for sig i en verden, hvor en bobles brist ofte er anledningen til nye boblers opståen. Træningen i ansvarlighed og moderation må med andre ord følges af modet til at tro på den kommende, forløste verden, der ikke kan briste. Godt nytår.

Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.