Med alderen læser man med større og større opmærksomhed dødsannoncer i aviserne og får tydeliggjort, at mange af dem, der nævnes, havde samme alder som én selv, eller mange af dem var yngre. Eller man synes, at flere af dem, der nu er døde, er svære at undvære – ikke alene på det personlige plan, men for samfundet.
For 14 dage siden begravede jeg min gode ven Peter Kemp og måtte spørge mig selv og andre, hvor er de mennesker, der som han i sin tænkning og deraf som samfundsdebattør kan formulere humanismens nødvendighed? Ikke naivt og sentimentalt, men ved at formidle og tage stilling til og lade sig inspirere af de store tænkere?
Og så døde Benny Andersen, der var mere end den uforlignelige poet, der med sit sproglige mesterskab gjorde tilværelsen større og rummeligere. Og netop kunne udtrykke en rummelighed, hvor der også var plads til dem, samfundet som sådan helst i disse år ikke vil vide af. Jeg havde fornøjelsen af at være med i den lille samtalebog, han for år tilbage udgav med den ambition at nuancere synet på islam. I samtale forinden mødte jeg et unaivt menneske, der ikke ville skjule problemerne, men med humor, ironi og engagement nægtede at give op over for smålighed og selvglæde og nedvurdering af andre.
Mon Martin Henriksen og Inger Støjberg nogensinde har læst Benny Andersen? Det virker ikke sandsynligt!
Man kan også sige det på den måde, at både Peter Kemp og Benny Andersen forsvarede besindigheden, en livsytring, der ikke er den mest fremherskende i den politiske debat og mildt sagt har svært ved at komme til orde i de sociale mediers konstante ordflom og i en debatkultur, der mere handler om at komme til orde end at lytte. Hvor det mere drejer sig om at nedgøre end at lære.
Heldigvis er der stadig besindige røster, også i dag. Jeg har mine favoritter, for eksempel Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft, når de i dk4 drøfter aktuelle udenrigspolitiske emner. Hvor der er noget så usædvanligt som tid nok til både at tale og lytte.
Ingen kan fratage de to deres erfaring og viden, ej heller deres uhysteriske holdninger. De har ikke svar på alting, mere er de optaget af problemerne, som de også er vidende om kan være uhyre svære at løse, men der er altid et element af optimisme og håb i deres holdninger.
Jeg ved ikke, om det er, fordi de begge er forhenværende, og at det er sådan, når man ikke længere sidder med stort ansvar og skal træffe beslutninger med vidtrækkende konsekvenser, eller om det blot er mig, der i kraft af alderen ser mere mildt på mine samtidige.
Men der kan jo også være tale om en forandring i den politiske kultur. Besindigheden efterspørges ikke længere, ikke ret meget i hvert fald. Heller ikke dens ledsager, eftertanken. Det handler i dag om handlingsmennesket, som ikke kan acceptere stilstand, hverken på samfundets vegne eller som individ.
Fra jeg var helt ung, var jeg optaget af politik og poesi, og allerede dengang var det vigtigt for mig, at der var en forbindelse mellem disse. Ikke i banal henseende, for jeg vidste meget vel, at man ikke kan forlange, at politikere skal læse digte eller citere dem.
Jeg ved, at man ikke kan gøre poesien til politik. Men det er alligevel afgørende, at det, Peter Kemp benævnede ”det poetiske engagement”, også kan føre til et engagement i samfundet og verden. Og har besindigheden som konsekvens. Han skrev i 1992 en bog om den ukrainsk-franske filosof, Emmanuel Lévinas, og ikke mindst gjorde han meget ud af formidlingen af dennes ”ansigtets filosofi”.
”Ansigtsudtrykket kan ikke gribes som en ting, jeg kan overskue i rummet. Det skærer lige tværs igennem mit livsrum og henvender sig til mig, sådan som intet sanseligt indhold kan gøre det: ved at appellere til mig.”
Og Benny Andersen udtrykte den samme tankegang i et digt, ”Ansigtet ved ansigtet”:
”Jeg kan forestille mig dit/ ansigt/ lidt ældre/ meget ældre/ 115 år / skrumpehoved/ grå manke purret op af min knoklede hånd/ det har jeg fantasi til / Jeg kan nok forestille mig/ dit ansigt anderledes/dit ansigt som sådan/ men ikke det ved dit ansigt/som gør at det er dit ansigt/ det særlige ved dit ansigt/ ansigtet ved dit ansigt.”
Besindighed og poesi – ikke nødvendigvis sammenhængende, eller to sider af den samme sag. Men nu, ihukommende de to nævnte døde, der var sammenhængen til stede, og derfor er de svære at undvære. Det må vi jo gøre, men så håbe, at besindighedens ånd stadig gør sig gældende mellem os.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.