Mange af os har i den seneste tid vænnet os til at fremvise et coronapas, hvis vi havde et ærinde et sted, hvor et sådant var påkrævet. De fleste, der rejser oversøisk, har stiftet bekendtskab med krav om vaccinationsattester for at kunne besøge visse lande, men det er noget andet, når det handler om den indenlandske bevægelsesfrihed.
Begrundelsen for passet er naturligvis at forhindre yderligere smittespredning. Kritikerne af denne fremgangsmåde fremhæver, at det er diskrimination, og at de, der af den ene eller anden grund ikke ønsker at lade sig teste eller vaccinere, bliver berøvet en hævdvunden frihed. Men historisk set er der ikke noget nyt i, at man skal fremvise en attest på, at man er smittefri.
Det blev i 1810 ved forordning – svarende til en lov – obligatorisk at lade sig vaccinere mod kopper. Udgiften blev afholdt af offentlige kasser, og efter vaccinationen skulle lægen udstede en attest til den vaccinerede. Uden denne attest kunne man ikke blive konfirmeret eller gift, få en læreplads eller blive optaget på latinskolen, og soldater, der ikke havde været syge eller var blevet vaccineret, skulle vaccineres med tvang. Dengang var Danmark stadig enevældigt regeret, og det er blevet bragt frem i dagens debat, at den nuværende ordning med coronapasset bærer før-demokratiske træk, og at coronapasset og flere af de øvrige modforanstaltninger bryder med de frihedsrettigheder, der blev indført med Junigrundloven i 1849. Der er imidlertid også præcedens for sundhedspas efter 1849.
I 1905 blev ”Lov om Foranstaltninger til Tuberkulosens Bekæmpelse” vedtaget. Tuberkulose var på det tidspunkt blevet et alvorligt problem, der kostede tusindvis af liv årligt. Loven greb ind på en række områder med bestemmelser om hygiejniske forskrifter, isolation med mere. I lovens paragraf 11 indførtes krav om bevis på smittefrihed for visse offentligt ansatte:
”Ingen Lærer maa ansættes under det offentlige Skolevæsen, forinden det ved Lægeattest, der ikke er ældre end 3 Maaneder, er godtgjort, at vedkommende ikke lider af smittefarlig Tuberkulose i Lunger eller Strubehoved. (…) Tilsvarende Regler gælde om andre Embedsmænd og Bestillingsmænd, hvis Gerning medfører saadanne Berøringer med Befolkningen, at denne utvivlsomt udsættes for den fra Tuberkulose i Lunger og Strubehoved hidrørende Smittefare.”
Fra 1933 gjaldt kravet for eksempel også for pedeller ansat ved kommune- og statsskoler samt statsseminarier, ligesom blandt andet husmoderafløsere skulle have en tuberkuloseattest for at virke.
Tuberkuloseattesten blev udstedt på de såkaldte tuberkulosestationer, klinikker der var spredt ud over hele landet. Her kunne man ved hjælp af blodprøver og røntgenoptagelser konstatere, om en patient var smittet. Staten stillede røntgenvogne til rådighed, mobile enheder, der kunne diagnosticere lokalt og ambulant. Tuberkulosestationerne var også udgangspunkt for den landsdækkende vaccinationskampagne, der blev iværksat i 1946. Indtil midten af 1980’erne blev danske børn rutinemæssigt vaccineret mod tuberkulose.
Tuberkulosebekæmpelsen var overvejende offentligt finansieret, men blev også støttet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, oprettet i 1901. Foreningen drev blandt andet flere lungesanatorier rundt omkring i landet, og arbejdet blev blandt andet finansieret ved salg af de såkaldte høstblomster, små papirsblomster til at sætte på reversen. Lungeforeningen viderefører i dag tuberkuloseforeningens arbejde.
Tuberkulose er under kontrol i Danmark, men på verdensplan er sygdommen stadig i dag en af de meget store dræbere.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.