Fortidens forfattere kunne fortælle fra vugge til grav

Pontoppidans ”Lykke-Per” åbner for et livsperspektiv, der er os fremmed i dag, hvor vi helst tænker i uendelige muligheder og på et liv uden bagkant

Fortidens forfattere kunne fortælle fra vugge til grav
Foto: Ukendt.

En af mine venner fortalte forleden en anekdote om Pontoppidans roman ”Lykke-Per”. Han havde anbefalet romanen til en netop pensioneret læge, der ikke rigtig kunne se nogen mening i sit liv længere.

Da de mødtes et års tid senere, fortalte lægen om, hvilken åbenbaring bogen havde været for ham, og at han var gået i gang med Pontoppidans andre store romaner. ”Lykke-Per” havde sat noget i gang i ham og havde fået ham til at tænke over livet på en måde, som han havde forsømt, mens han havde haft travlt med sin karriere.

Vi diskuterede så, hvad det er, der er så særligt ved ”Lykke-Per”, at den kan blive ved med at glæde og udfordre nye læsere. Det kan der være så mange gode grunde til, men en af dem, vi bed mærke i, er, at den fortæller om et helt liv fra vugge til grav. Ligesom for eksempel også Martin Andersen Nexø gør det i ”Pelle erobreren” og Johannes V. Jensen gør det i ”Kongens fald”.

Den slags fulde livsforløb er vi ikke forvænte med i nyere romaner. I alt det, man kalder autofiktion med Karl Ove Knausgård i spidsen og efterfulgt af blandt andre Leonora Christina Skov og Morten Pape, er det livet i stadig bevægelse, der skildres.

Det handler om begyndelsen og udviklingen, og perspektivet er dét, der ligner et liv uden ende. Romanerne slipper hovedpersonen, mens denne er midt i livet.

Der er noget løfterigt over disse moderne livsskildringer, fordi de ofte er så fulde af håb og tro.

Der er en fremtid for de skildrede personer, der selv fremstiller deres liv på et tidspunkt, hvor de har det meste eller i hvert fald en god del af det foran sig. De skriver på veksler, som muligvis aldrig kan indfries, fordi døden kan spille dem et puds. Men på forventet efterbevilling kan de skrive på det potentiale, som de har i sig, og på al den fremtid, som de har foran sig.

Perspektivet er ikke døden, men livet i stadig tilblivelse og udfoldelse. Spiller døden en rolle, så er det en variation over ”carpe diem”-motivet. Man kaster sig ud i alle mulige projekter for at gribe dagen og glemme døden.

De gamle romaner slutter derimod med, at hovedpersonen har fremtiden bag sig. Mens romanen om dem skrider frem, ser det hele langt hen ad vejen stort og uendeligt ud, men her er perspektivet ophøret og afslutningen. ”Time is an ocean, but it ends at the shore,” som Bob Dylan synger.

Om Mikkel Thøgersens død i ”Kongens fald” skriver Johannes V. Jensen:

”I halvfjerdsindstyve Aar var hans Ansigt flydende og bespejlet af Livets tusinde Udtryk, hans Øjne var som levende Metal, der fanger Lys, indtil en Hinde drager sig hen over det, og det bliver fast og koldt, størkner, som Meningen er. Nu var Mikkel færdig, Støbningen endt.”

Det øjeblik når man også frem til i ”Lykke-Per”. Det er skræmmende, fordi livet er færdigt, men også inciterende, fordi man nu kommer til fortolkningen – fandt han lykken efter at have forladt koner og familier og slået sig ned i ensomhed? Konklusionen lader Pontoppidan det være op til læseren at drage, og det gør man så og ikke mindst ud fra ens egen livserfaring og livsforståelse, som dermed også sættes i spil.

”Lykke-Per” tillader os at se livet i et andet perspektiv end dét, hvori det kun er i sin vorden. Men det ser ud, som om at det er et perspektiv, vi har svært ved at anlægge i dag, hvad enten det kræver noget af vores fantasi, som vi ikke kan honorere, eller fordi det simpelthen er et perspektiv, der er os fremmed. Vi hverken vil eller kan anskue vores liv som noget med fast bagkant, noget definitivt og afgrænset.

Lykke-Per udvikler og afvikler sig og når til en ende. Vi kan se hele hans liv for os, og hvad der ellers hører en transcendent verden til.

Paulus skriver som bekendt: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

”Lykke-Per” er som en profan udgave af denne vision om fuld oplysning. Det kan man kalde urealistisk og ude af trit med den menneskelige måde at opfatte og leve i verden på, men det er netop også kunstens greb at kunne gøre, hvad der ikke er muligt for dermed at få os til at se og erkende virkeligheden.

8

Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.

”Vi hverken vil eller kan anskue vores liv som noget med fast bagkant, noget definitivt og afgrænset.