Da vores tvillinger var små, var det en given ting, at vi en dag skulle i Lalandia. Det stod på listen. Det blev bare ikke til noget. Måske havde min kone og jeg en vægring mod vandlandet. Måske betragtede vi det bare som mindre afgørende end Legoland.
Hvorom alting er, gik årene, og en dag blev det for meget for Rasmus. Han stillede sig op foran mig og spurgte: ”Skal vi ikke snart i Lalandia?”. Jeg svarede venligt og vævende, og det var han vist forberedt på, for han sagde som det næste: ”Det skal jo gerne være, mens vi er børn!”. Den sad. Lige i solar plexus. Af sted kom vi et par måneder efter. Uforglemmeligt var det ikke, men alle var glade. Lalandia: tjek. Vi gjorde det.
Jeg har i årenes løb lært en del af mine børn, selvom jeg i udgangspunktet troede, at det skulle være omvendt. Jeg har også fragtet Rasmus’ udsagn med mig som et af de stykker livsvisdom, man kan basere tilværelsen på. Der er nogle ting, man skal gøre, mens det endnu giver mening at gøre dem. Jeg tænker ikke på eksotiske drømme om at løbe maraton på Den Kinesiske Mur eller at gå på bunden af Filippinergraven. Jeg tænker mere på de ting, man altid har forestillet sig, at man ville gøre. Som en væsentlig del af ens identitet. Man er bare af uvisse grunde ikke helt nået til det endnu.
Sådan har jeg i mange år haft det med kirkegang. Det var noget, jeg skulle og ville. Og helst hver søndag. Det er bare aldrig rigtig blevet til noget. Det passer så ikke. For selvfølgelig har jeg gået af og til. For 25 år siden, da jeg blev far for første gang, havde jeg en længere stabil periode. Og da jeg otte år sad i menighedsråd i sognet, hvor jeg bor, var jeg for skams skyld også regelmæssig gæst. Men bagefter smuldrede det og blev til næsten intet.
Her i sommer flyttede tvillingerne hjemmefra, og jeg blev pludselig ramt af Rasmus’ udsagn. Nu skulle det være. Kirkegangen. Hver evige eneste søndag. Jeg kunne ikke længere undskylde mig med, at jeg var så krævet på hjemmefronten. Tværtimod. Det stille seniorliv sænkede sig over os. Uden børn kunne man selv blive som barn igen, Som Paulus skriver til galaterne: ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn.”
Kirkegang: tjek. Jeg er godt begyndt. Gennem 10 uger nu. Og jeg nyder det. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at vanekirkegangen var den bedste form for kirkegang. Kloge folk som Ole Jensen og Niels Højlund har også sagt det. Det skal være lidt som at børste tænder. Man føler sig ubekvem, når man ikke får det gjort. Eller som at løbe en tur. Har man det ikke godt imens, får man det altid bagefter.
Jeg har det nu godt imens. Tager det hele ind. Salmerne, læsningerne, fadervor, trosbekendelsen, prædiken og nadver. Det hele passer sammen og fremstår med en stor fylde. Og det er færdigt, næsten inden man får set sig om. Dengang jeg gik sjældent i kirke, føltes alt anderledes: Højmessen kunne virke lang, kedelig, umotiveret, ørkesløs. Jeg kunne selv føle mig forkert og forlegen og tænke alt for meget. Skulle jeg nu gå til nadver eller lade være? Skulle jeg være med til at fremsige trosbekendelsen? Forholde mig åbent og lyttende til prædikenen eller forestille mig, at jeg var en kritisk anmelder?
Det er, som om alle den slags tærskler og vægringer – følelsesmæssige, intellektuelle, personlige – slibes ned af vanen, bliver til intet. At gå i kirke, det er jo bare noget man gør. Hvor svært kan det være? Man ransager heller ikke sit dybeste indre, inden man afgør, om man skal børste tænder. Eller holder dommedag over sig selv for at beslutte, om man skal løbe en tur.
Men kan man tillade sig at gå i kirke, hvis man ikke tror? vil nogle måske spørge. Ja, for det kan jo være, at appetitten kommer, mens man spiser. Bønnen er som en hest, der bærer sin rytter af sted, som Jan Lindhardt en gang skrev. Hele gudstjenesten er i den forstand som en bøn. Den får mig til at tro. Jeg hader ellers udtrykket om ”at komme op på hesten igen”, jeg vil hellere age med stude eller trisse af sted i vejkanten, men her giver det for en gangs skyld god mening. Op på hesten, også selvom det er første gang. Så skal du se, at den bærer dig af sted. Tjek.