Magasinet Le Point interviewer forfatter og islamekspert Ayaan Hirsi Ali om den seneste terror i Frankrig. Gennem årtier har man stemplet terroristerne som forstyrrede individer, udtaler hun. Man er nødt til at skifte optik og indse, at man er i en krig.
Frankrig er hårdt ramt af en række grunde – herunder at landets politikere har forsømt at sætte ind over for moskéer og skoler, hvor de unge lærer ikke at nøjes med at forarges, men at slå ihjel.
Hvorfor er vores franske undervisningsminister så ængstelig, spørger Le Point. Det er hans kolleger i andre lande skam også, forsikrer Ayaan Hirsi Ali.
”De lever ikke op til deres forpligtelse. De ’uddanner’ ikke. Hos jer lader de islamisterne gøre, som de vil, og i USA kan de ’woke’ gøre, som de vil. Og så kan ’wokeismen’ kalde sig sekulær, men det er en af de mest totalitære strømninger, jeg nogensinde har set, og den angriber vores børn,” siger Ayaan Hirsi Ali, der bor i USA.
L’Express interviewer den franske filosof og feminist Elisabeth Badinter, der har kæmpet mod islamismens indflydelse i Frankrig siden 1989. Det er jo kun blevet værre gennem de 30 år, konstaterer hun. Hun ser dog også et lyspunkt, for det er hendes fornemmelse, at drabet på historielæreren Samuel Paty har været dråben for den franske befolkning.
Ved tidligere anslag er der dræbt mange flere, men henrettelsen af en lærer rummer noget symbolsk, mener den franske filosof.
Både hun og Hirsi Ali nævner dog, at politikerne er ængstelige på dette felt, for de frygter medierne, der hurtigt anklager for ”islamofobi”.
I Le Figaro påpeger Éric Zemmour en kilde til fransk svaghed i hans øjne: Landets politikere tager aldrig ordet Frankrig i deres mund. De taler i stedet konsekvent om ”Republikken” – og det gælder fra socialisterne til Marine Le Pen.
Man dyrker ”Republikken, dens værdier og dens sakrosankte sekularisme. Præsidentens svar på de islamistiske attentater er Republikken. Og hans våben er sekularismen”.
Men kan nogen i ramme alvor tro, at en mand, rede til at halshugge en lærer, fordi han har fornærmet Allah, skulle lade sig holde tilbage af sekularismens regler, spørger Zemmour. Der er tale om to forskellige registre. Det ene består af juridisk-politiske regler, det andet af en fanatisk tro, der netop vil erstatte dette juridisk-politiske system med sharia.
”Det er jo ikke Republikken, de har i kikkerten, men Frankrig. Et Frankrig, som på én gang er kristent og respektløst.” Politikerne nævner ikke Frankrig – et land med rødder, historie, geografi, befolkning, kultur og skikke. ”Kort sagt en civilisation.”
Nu taber Frankrig små dele af sit territorium. Forstæderne bliver del af den muslimske ”umma”, som udgør en anden civilisation. Og man kan ikke stille noget op:
”Fordi den politiske klasse har villet skille sig af med Frankrig, har den dannet Republikkens papirtiger. Republikken, som er nedskrevet til sine abstrakte værdier, til en statens neutralitet og en sekularisme, som blot angår friheden til at tro eller lade være.”
Det er en fattigdom, for da giver man afkald på den åndelige dimension:
”Fordriver man Gud fra debatten, så tillader man kun en rationel konfrontation mellem idéer og overbevisninger.”
Professor i fransk historie ved Cambridge Universitet John Keiger er i The Spectator en smule mere optimistisk.
Frankrig er den klart mest sekulære stat i den demokratiske verden. Landet har sin berømte lov af 1905, der uset skarpt skiller stat og kirke. Den er en arv fra den franske revolution i 1789. Den antikirkelige strømning har været en realitet lige siden. Men Keiger bider mærke i Macrons ordvalg oven på terroren mod domkirken i Nice:
"Jeg vil først og fremmest udtrykke nationens støtte til katolikker i Frankrig og andre steder.”
Franske statsledere har tidligere omhyggeligt holdt distance til den katolske kirke. Men nu har Macron ”lagt Frankrigs arm om franske katolikker og – mest bemærkelsesværdigt – katolikker i udlandet. Er dette et brud på den rigide statsneutralitet og en tilbagevenden til Frankrig som beskytter af franske, katolske enklaver Jorden rundt, som det var tilfældet i 1800-tallet, da de var under angreb i Syrien og Libanon?”.
Die Welt interviewer den franske filosof Alain Finkielkraut. Også han kommenterer det fænomen, at Frankrig omtales som ”Republikken” af landets ledere. Republikken kendetegnes ved universelle værdier, siger Finkielkraut, mens Frankrig er sprog, litteratur, livsstil, landskaber, byer og arkitektur.
”Men i dag bliver mange ængstelige ved dette partikulære: Vi formoder alt for simpelt, at der ikke kan gives noget ’vi’, uden at man udelukker et ’jer’; ingen håndgribelig hjemstavn uden en massegrav for udlændinge. Men sådan er det jo ikke!”.
Det, som de islamistiske terrorister vil til livs, er ifølge jødiske Finkielkraut ”Frankrig i dets jødiske, dets sekulære og dets kristne dimension. Vi kan nok så meget demonstrere imod og lidenskabeligt kæmpe mod al diskriminering – fjenden er her, og han tilgiver os ikke, at vi er, som vi er.”
Af de seneste fire terrorhandlinger i Frankrig blev de tre begået af flygtninge. Men vil man begrænse asylretten og familiesammenføringen, får man alle de overnationale, europæiske domstole på nakken.
”Gennem gæstfri politik vil man sone fortidens afvisning af jødiske flygtninge i det 20. århundredes mest dystre epoke. Og på den måde lægger dommerne – med de bedste hensigter – samtidig grundstenen til en ny antisemitisme.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.