Fremtidens fællesskaber er forpligtende

Mens gamle forenings-Danmark mangler frivillige trænere og indsamlere til søndagens dør-til-dør, finder fællesskaberne nye former. Nok er de (oftest) ikke foreningsbaserede. Men de er forpligtende, skriver Karen Lumholt

De virtuelle fællesskaber som Venligboerne har ofte en pendant i den virkelige verden. Café Venligbo i Hjørring, hvor folk faktisk møder hinanden i venlighed, nysgerrighed og respekt – nu popper de op i hele landet. Her er det et fællesspisningsarrangement arrangeret af Venligboerne på Vesterbro.
De virtuelle fællesskaber som Venligboerne har ofte en pendant i den virkelige verden. Café Venligbo i Hjørring, hvor folk faktisk møder hinanden i venlighed, nysgerrighed og respekt – nu popper de op i hele landet. Her er det et fællesspisningsarrangement arrangeret af Venligboerne på Vesterbro. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix.

Man hører så tit nogen jamre: ”Folk i dag er sig selv nærmest. De samler ikke deres affald op. De gider ikke hjælpe til ved sommerfesten. Det er umuligt at finde frivillige fodboldtrænere”. Og ja, enkelte er fortvivlende dårligt opdraget (slet ikke opdraget) – og dem i 30’erne har travlt. Meget travlt.

Det passer meget godt med, at begge forældre arbejder mere end før, og at man pendler en time længere end for bare fem år siden. Desuden skal børnene køres til og fra fritidsaktiviteter, når bussen ikke længere kører (og det er for farligt at cykle). Men folk er ikke ligeglade. Tallene siger noget helt andet: Interessen for frivilligt arbejde er stor – og stigende. Ikke siden 1968 har den været så stor blandt unge. Næsten halvdelen af de unge under 30 svarer, at de gerne vil arbejde frivilligt, og 40 procent af danskerne var rent faktisk frivillige i 2017. Det, der forvirrer, er, at halvdelen af de frivillige slet ikke er det i en forening – de søger andre steder hen.

De fællesskaber, der vokser frem, ser anderledes ud end dem, vi kender fra de sidste 150 års Foreningsdanmark. De ser mere uforpligtende ud. Men man skal ikke lade sig snyde af, at de er ”løst koblede netværk”, som det kaldes, når fællesskabet ikke er foreningsbåret: Folk mødes i madfællesskaber. Spiser sammen. Køber stort ind sammen. Man støtter en landmand ved at gå sammen 50 mennesker om at aftage hans produkter. Det virker måske ikke af så meget, men det fungerer. Mange støtter den lokale købmand ved at købe folkeaktier. Det ligner bare, at forbruget forskubber sig lidt i en lokal retning. Men det er mere end det. For folk køber også aktier i den lokale skole, så den kan fortsætte, når kommunen har trukket stikket.

Andre af de nye fællesskaber er startet på nettet, på Facebook: Venligboerne. Næstehjælperne. Lolland-Falster Lovestorm. Stop Madspild. ”Og så sidder de bare der på Facebook og giver hinanden ret.” Sådan kan det se ud. Men der sker mere end det. De virtuelle fællesskaber som Venligboerne har ofte en pendant i den virkelige verden.

Café Venligbo i Hjørring, hvor folk faktisk møder hinanden i venlighed, nysgerrighed og respekt – nu popper de op i hele landet. Næstehjælperne er godt nok startet på Facebook, men består af over 20.000, der rent faktisk hjælper hinanden med mad og tøj, når det kniber. En ny social bevægelse. Lolland-Falster Lovestorm startede på nettet, men er blevet en bevægelse, der på fire år har forandret en hel landsdels omdømme. Bevægelsen Stop Madspild har rent faktisk – stoppet madspild!

Mens gamle Foreningsdanmark mangler frivillige trænere og indsamlere til søndagens dør-til-dør, finder fællesskaberne nye former. Nok er de (oftest) ikke foreningsbaserede. Men de er forpligtende: Det forpligter at mødes med en ensom flygtning. At hjælpe et medmenneske på sygedagpenge. At købe en aktie i den lokale købmand eller skole. At sikre det lokale kødkvæg gennem fælles indkøb. Det er forpligtende at købe andele som indskud i en jordbrugsfond, så hele Samsø kan blive bæredygtigt dyrket, hvilket også sker lige nu.

Vi har kun set begyndelsen på fremtidens forpligtende fællesskaber.