Min fars tante Gertrud var som ganske ung i begyndelsen af 1930’erne fabrikssygeplejerske på Tuborg-bryggerierne i Hellerup. Her kørte hun i sin røde Citroën-sportsvogn til arbejde for at tilse de store bryggeriarbejdere, når de kom galt af sted i ølproduktionen. Hun havde nok af bejlere og en økonomi, der gjorde det muligt at vælge frit. Et liv, som mange kun kunne drømme om på den tid.
Men Gertrud ville noget andet med sit liv end bejlere og sportsvogn, og under et ophold i Tyskland blev hun opmærksom på en katolsk orden, som tiltrak hende, og hun følte, at hun måtte følge et kald fra Gud, som betød, at hun ikke skulle stifte familie. Den unge Gertrud blev til søster Maria Birgitta og indtrådte hos Liobasøstrene i Freiburg i Sydtyskland.
Mange var meget forbavset over det radikale valg, som Gertrud tog. For det omkringliggende samfund gav hun afkald på et liv i frihed, både økonomisk og på andre måder, for at leve et liv omgivet af et klosters rammer.
En notits fra dagbladet Politiken den 7. december, 1932, angiver, at Gertrud Ballin, som hun hed, har besluttet at trække sig tilbage fra verden! Hun tilsluttede sig en kontemplativ orden, med faste tidebønner og ordensdragt. Et liv, hvor hun forpligtede sig til at følge klostret og give alt, hvad hun havde, til fællesskabet.
Umiddelbart vil man mene, at sådan et liv er meget lidt frit. Og friheden er en helt central del af den måde, vi tænker vores samfund på. I Danmark er vi tilbøjelige til at definere danskhed ud fra, at vi er frie til at gøre det, som vi umiddelbart har lyst til. Frihed til at vælge ægtefælle, kvindefrigørelse, frihed til at vælge seksuel orientering, frihed til at tage det tøj på, som man ønsker og så videre.
Derfor kan det virke aldeles udansk at gå med slør, som Gertrud endte med at gøre resten af sit liv, for er det nu noget, som hun har selv har valgt?
I dagens Danmark er der mange kvinder, særligt i muslimske kredse, som tager tørklæde på og gør det helt frit, hvilket sådan set ikke er i modsætning til det danske, for frisind betyder også, at man anerkender det andet menneskes ret til frit at vælge den livsform som man ønsker.
Det kristne kald beror på en forståelse af det at være fri som en situation, hvor man kan være nærværende for sig selv, at være i besiddelse af sig selv, at være sig selv bevidst som et bestemt, ansvarligt væsen. Frihed tillader os ikke så meget at gøre noget som at være nogen, hvilket er en væsentlig skelnen. I samfundet bliver friheden til at gøre noget umiddelbart vægtet højere. Hvor der i samfundet synes at være en modsætning mellem det at gøre Guds vilje og så følge den enkeltes egen vilje, så er idéen bag kaldet fra Gud, at det frisætter mennesket at gøre det, som ligger dybt nede. Netop i den situation, hvor man er allermest sig selv, er man også mest fri.
Samtidig betinger et bestemt livsvalg også andre valg. Friheden ligger ikke i at kunne realisere den umiddelbare indskydelse, men i at forpligte sig! Og her kolliderer det forpligtende med samfundets forventning om frihed til altid at kunne følge sin lyst.
Dermed ikke sagt, at religiøse samfund ikke kan ende i ufrihed. Eksemplerne er der desværre mange af. Den sociale kontrol er en konstant udfordring for alle trossamfundene, og den frisættelse, der ligger i at følge Guds kald, skal ikke blandes sammen med en situation, hvor mennesker ufrivilligt kommer til at ligge under for andres magt.
Jeg har netop læst Deborah Feldmans bog ”Uortodoks” om en kvinde, der vokser op i et ultraortodokst jødisk samfund i Williamsburg i New York. Forfatteren i bogen ender med at gøre op med det liv – med regler og kontrol – som hun har levet i et mandsdomineret samfund, og den situation kendes i alle traditioner.
Gertrud kom tilbage til Danmark efter flere års forberedelse i et såkaldt noviciat hos søstrene i Tyskland. Efter bosættelser rundt omkring i landet grundlagde hun sammen med en gruppe medsøstre klostret på Jens Jessens Vej på Frederiksberg, hvor der stadig i dag er Liobasøstre.
Som ganske ung var jeg med til at bære kisten ved Gertruds begravelse i januar 1981. Her blev der blev sagt farvel i en meget fyldt kirke. Den frihed, som Gertrud umiddelbart havde givet afkald på, var blevet brugt til noget andet. Friheden til at vælge en radikalt anderledes vej, der blandt andet gjorde hende i stand til at bygge et kloster op, som har været til glæde og gavn for mange.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen , sognepræst Jens Ole Christensen , forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.