FORLEDEN BESØGTE JEG Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Roskilde. 400 kvadratmeter med tøj, møbler, legetøj, porcelæn, billeder, bøger, køkkenudstyr, smykker og meget mere. 35 frivillige medarbejdere sælger for to millioner kroner om året og bidrager til arbejdet blandt hjemløse og andre vanskeligt stillede med en million kroner hvert år. Det er rigtig mange penge, men effekten er meget større end pengene.
Først de 300 mennesker fra Roskilde og omegn, der uge efter uge kommer i den café, som genbrugsbutikken danner økonomisk grundlag for. Mennesker, der hver på deres måde har det svært. Caféen er det faste holdepunkt i deres liv. Tænk, hvilken værdi det har.
Så de 35 frivillige, som oplever mening med livet i et fællesskab, der stikker dybere end blot praktisk samarbejde.
JEG GÆTTER PÅ, at butikken har måske 20.000 kunder hvert år, som i gennemsnit køber for 100 kroner. Kunderne betaler 100 kroner for ting, der, hvis de havde været nye, ville koste 500 kroner. Kunderne sparer formentlig otte millioner kroner hvert år. Det er mange penge, som borgerne i Roskilde kan bruge til andet, de har brug for.
Til sidst er der klima og miljø. Hver ting, butikken sælger, ville kræve energi til fremstilling, transport og emballage, hvis tingen havde været ny. Miljøet vinder, og klimaet vinder.
En enkelt genbrugsbutik med kæmpe positiv effekt for mennesker, lokalsamfund, miljø og klima. Og gang så alt dette med nogle hundrede for at forstå betydningen af de mange genbrugsbutikker, som kirkelige og humanitære organisationer driver i Danmark.
Tænk, hvordan genbrugsbutikker ville fungere, hvis staten skulle stå for dem. Med nogle hundrede butikker og op imod 10.000 medarbejdere ville ministeriet skulle oprette en styrelse, Genbrugsstyrelsen, med mindst otte kontorer og 100 ansatte for at klare opgaven. Direktør, kontorchefer og akademiske medarbejdere ville udarbejde detaljerede politikker for modtagelse og rengøring af brugte ting, vurdering af, om hver enkelt ting var salgbar, principper for fastlæggelse af priser, butikkernes indretning, indkøb af inventar i samarbejde med Staten og Kommunernes Indkøbsservice, ansættelse og arbejdsforhold for medarbejdere efter Personalestyrelsens regler, uddannelse af nye medarbejdere, personalevurdering, lønsystemer, pensionsordninger, fysisk og psykisk arbejdsmiljø, principper for bortskaffelse af det, der ikke bliver solgt og så videre.
Det ville ikke overraske mig, om budgettet for Genbrugsstyrelsen med et landsdækkende statsligt system af 200 genbrugscentre vill kræve driftsudgifter på mellem 400 og 600 millioner kroner hvert år. Og så er jeg helt sikker på, at det statslige system ikke ville fungere bedre end det frivillige system, vi har i dag. Alligevel sværger vi til statslige eller kommunale løsninger på næsten ethvert samfundsproblem. Retorikken er, at jo flere penge en regering vil afsætte til dette og hint formål, jo bedre bliver velfærdssamfundet. Det modbeviser genbrugsbutikken med al tydelighed.
Kirkens Korshær er ikke alene. For et par uger siden var jeg til julemarked på Sankt Lukas Stiftelsen. Masser af gæster og frivillige, der hjalp til, solgte hjemmelavede produkter og hyggede om gæsterne. Frivillighed, når den er bedst. En enkelt bod imponerede mig særligt. Der solgte man karklude i alle tænkelige farver. Kludene kom fra en organisation, jeg aldrig har hørt om: Donation25, som består af over 4000 mennesker, der strikker karklude til fordel for alskens velgørende formål. Det hele er organiseret på en Facebook-side (donation25), øjensynligt næsten uden central ledelse. Tænk, hvis staten skulle organisere det. Så ville hver karklud koste ikke 30, men 60 eller 100 kroner, og alle – undtagen bureaukraterne – ville blive fattigere.
Der er brug for frivillig forandring.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.