Fupartikler lægger bombe under tidsskrifter om køn og identitet

Tre amerikanske akademikere har fået optaget flere fupartikler i akademiske tidsskrifter, der specialiserer sig i identitet og køn. Deres ønske var at genskabe ordentlige akademiske standarder på humaniora, som i deres øjne er degenereret til især frembringelse af forurettet jammer over krænkelse, uretfærdighed, diskrimination og undertrykkelse

Over en lang periode forfattede tre amerikanske akademikere omhyggeligt 20 artikler i det indforståede sprog, som bruges til at erklære alle identiteter for flydende og drøfte homofobi, hvide eller maskuline privilegier, queer-, trans- og cis- seksualitet og så videre. Foto: Mark Blinch/Ritzau Scanpix

HVOR NEMT ER DET at narre redaktørerne af de akademiske tidsskrifter, der specialiserer sig i identitet og køn eller gender?

Det satte tre amerikanske akademikere sig for at undersøge. Over en lang periode forfattede de omhyggeligt 20 artikler i det indforståede sprog, som bruges til at erklære alle identiteter for flydende og drøfte homofobi, hvide eller maskuline privilegier, queer-, trans- og cis- seksualitet og så videre.

Forgrinte, men også noget rystede, måtte de tre akademikere konstatere, at de allerfleste af artiklerne slap med flyvende farver gennem magasinernes såkaldte peer-review – den kritiske vurdering fra andre akademikere. Nogle få blev dog ikke offentliggjort, men modtog stadig rosende udtalelser.

EN RÆKKE amerikanske og britiske aviser har beskrevet snyderiet og indhentet reaktioner fra universitetsfolk. Nogle slår sig på lårene af grin, andre er smækfornærmede over sådan nedrig driven gæk med den politiske korrekthed, som i forvejen forfølges af de fordomsfulde.

De tre skarpsindige spøgefugle hedder Helen Pluckrose, James A. Lindsay og Peter Boghossian, og de redegør grundigt for deres projekt i magasinet Areo (areomagazine.com), som Helen Pluckrose er redaktør af. De understreger, at de – som næsten alle universitetsfolk – er venstreorienterede, og deres ønske er blot at genskabe ordentlige akademiske standarder på humaniora, som i deres øjne er degenereret til især frembringelse af forurettet jammer over krænkelse, uretfærdighed, diskrimination og undertrykkelse.

”FEDMEBODYBUILDING” HED en af de 20 artikler. Den fremførte den tese, at ”det er kun undertrykkende, kulturelle normer, som lader samfundet anse det for beundringsværdigt at opbygge muskler frem for fedt, og at man kunne fremme bodybuilding og aktivisme for de fede ved at fremstille fede kroppe på ikke-konkurrerende måder”.

De tre akademikere ønskede at afprøve, om oplagt latterlige påstande tilmed kunne accepteres, når de også ville fremme en helbredsskadelig praksis.

Det kunne de sagtens.

Artiklen blev offentliggjort og rost for at vise, hvor stigmatiserende andres bodybuilding er for de overvægtige, og hvordan man kan ”disrupte” traditionel bodybuilding ved at skabe en tilsvarende for fede, der ønsker deres overvægt respekteret.

Måske skal det nævnes, at Helen Pluckrose selv er meget overvægtig – og åbenbart udstyret med stor selvironi.

”HUNDEPARK” VAR TITLEN på en artikel, der tager strøm på krænkelseskulturens måde at læse verden. Den bar undertitlen ”Menneskelige reaktioner på voldtægtskultur og queer-performativer i hundeparker i Portland, Oregon”.

Dens fiktive forfatter, Helen Wilson, ph.d., påstod at have gennemført omhyggelige studier af ejernes reaktioner på deres hundes seksuelle adfærd, som angiveligt viste, at der blev skældt ud, når en hanhund bedækkede en anden hanhund, mens man leende accepterede hanhundes bestigen af tæver. Et ”heteronormativt” verdensbillede – heteroseksualitet som normen – slår altså igennem med borgerlig fordømmelse af homoerotisk adfærd. Artiklen blev optaget i magasinet Gender, Place and Culture og rost til skyerne af to peer- reviewere.

ARTIKLEN ”WHITE MEIN KAMPF” var angiveligt skrevet af en Carol Miller, ph.d. fra det ikke-eksisterende Portland Ungendering Research Initiative, og den bar undertitlen ”Min kamp for at afmontere min hvidhed: en racekritisk undersøgelse af hvidhed inde fra hvidheden selv”.

Carol Miller skildrer selvbiografisk og subjektivt sin radikalisering som hvid, lesbisk kvinde, der vil bekæmpe Hvidhed – med stort H.

Artiklen er imidlertid simpelthen kapitel 12 af Adolf Hitlers ”Mein Kampf”, hvori de tre snydere har udskiftet ”jøder” og ”jødedom” med ”hvide mennesker” og ”Hvidhed”.

Den blev indleveret til magasinetSociology of Race and Ethnicity, hvis peer-reviewere hyldede fiktive Millers ”forfriskende kamp” for at finde en identitet og hendes stærke evne til at forbinde personlig fortælling med teori.

Artiklen blev dog ikke optaget i første omgang, men ”genskrives den med henblik på præcision, klarhed og konkrete eksempler, så har den potentialet til at blive et kraftfuldt og specielt bidrag til den litteratur, der analyserer de mekanismer, der styrker hvides tilslutning til forestillinger om hvid overlegenhed, og bidrager til den proces, som kan lede til dybere niveauer af social og racemæssig bevidsthed.”

Hitlers blomstrende prosa skulle blot pudses lidt af.

Der var også artiklen ”Masturbation”, som ville gøre det kriminelt for masturberende mænd at fantasere om en bestemt kvinde uden hendes udtrykkelige samtykke.

De tre ville teste, om vi efterhånden er så langt ude, at tankeforbrydelser kan ligestilles med reelle seksuelle forulempelser i virkelighedens verden.

Peer-reviewerne var lidt usikre på, hvordan man kunne tjekke, hvem der blev fantaseret om, så den blev ikke offentliggjort. Men dog rost.

”FEMINISTISK ASTRONOMI” kaldte de tre en artikel, der påviste, hvordan astronomien er skævvredet af vestlige, sexistiske tankeformer. Disse burde opblødes ved at integrere queer, feministisk og indfødt astrologi i astronomisk videnskab.

Helen Pluckrose, James A. Lindsay og Peter Boghossian skrev skam også en artikel om, hvor uetisk og nedladende det er at skrive falske artikler for at narre redaktioner. Som fysikeren Alan Sokal gjorde i 1996 for at tage strøm på dekonstruktionen.

Den blev gravalvorligt offentliggjort.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.