Prøv avisen
Kanten

Gaven til generationen, der har alt: Ryd op

Jeg ser børneværelser, som er så proppede med legetøj, at barnet ikke gider være der. Værelset er blevet et varelager for ting, som barnet ikke kan overskue og har mistet lysten til at lege med, fordi oprydningen bliver for overvældende, skriver Karen Lumholt. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Karen Lumholt

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har fået den idé at tilbyde den travle småbørnsfamilie, den karrieretravle søster eller de gamle forældre som gave at hjælpe dem med at rydde ud, rydde op, sortere og bringe orden – eller reparere og fikse noget, der trænger. Det værste ryger ud – og det bedste bliver ordnet og bevaret, skriver forfatter Karen Lumholt

Bortset fra de helt unge, der lige står og skal flytte hjemmefra, så mangler de fleste omkring mig ikke ting – de mangler tværtimod orden i deres ting, overblik over deres ting og plads til de ting, der virkelig betyder noget.

Det har givet mig den idé at tilbyde den travle småbørnsfamilie, den karrieretravle søster eller de gamle forældre som gave at hjælpe dem med at rydde ud, rydde op, sortere og bringe orden – eller reparere og fikse noget, der trænger. Det værste ryger ud – og det bedste bliver ordnet og bevaret.

At redde det væsentligste fra glemslen og udslettelsen er en vigtig bieffekt. For nylig fandt jeg hos min mor en vigtig dagbog fra 1958, som hun troede var bortkommet. Og brevvekslingen med mormor, som havde været borte siden 1978.

Ih, hvor finder man dog meget, når man rydder op. En haveskovl eller fiskekroge, man var lige ved at købe – igen. Eller de gamle, pæne duge, som bare var lidt krøllede og nussede.

Det er skønt at opdage, at det slet ikke var nødvendigt at male døren og panelet, de skulle bare vaskes grundigt. Og skønt at køre på genbrugspladsen med alt det, der får et efterliv som genanvendt plastic, metal, pap, træ og papir.

Hos de unge kan det også være slemt. Jeg ser børneværelser, som er så proppede med legetøj, at barnet ikke gider være der. Værelset er blevet et varelager for ting, som barnet ikke kan overskue og har mistet lysten til at lege med, fordi oprydningen bliver for overvældende.

Hos andre ser jeg køkkenskabe så fyldte, at maden ikke kan undgå at gå til.

Er det skamfuldt at tage imod en oprydning eller hovedrengøring fra et nært familiemedlem? Slet ikke. For vi sidder alle i suppedasen. Hjernevaskede, som vi er, til at tro, at det at anskaffe sig ting – også de ting, vi ikke behøver – er forbundet med nydelse. Det kaldes at shoppe.

Samtidig har de lidt yngre af os ikke lært at rydde op, genbruge, vedligeholde eller reparere – for eksempel de pæne lædersko. Og vi har ikke lært at passe på maden, den dyrebare, som der snart bliver knaphed på – igen.

Det trætter og forvirrer os, når vi ikke kan holde orden. Vi bliver tynget ned af vores rod.

Den største udfordring for de fleste af os er derfor blevet at sige nej til ting, vi ikke har brug for, for eksempel på den daglige tur i supermarkedet, hvor vi egentlig bare skulle have et kålhoved og en liter mælk, men kommer hjem med et vaffeljern, selvom vi har ét i forvejen, som vi bare ikke kan finde – i rodet.

At rydde op kan være den bedste gave. Vi skal bare vænne os til både at give den og at tage imod den.