Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Historisk set

Historiker: Genforeningen var også en deling

Christian 10. besøgte efter genforeningen i 1920 hvert år områder i Sønderjylland. Her hilser han på sognerådsformanden i Tønder mens fanebærende unge ser på. I dag er den slesvigske regionale identitet stort set forsvundet til fordel for de to nationale identiteter, dansk og tysk. Foto: Ritzau Scanpix

Uffe Østergaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I år markeres hundredåret for Sønderjyllands genforening med Danmark. Men deraf fulgte også en deling af Slesvig, hvor den regionale identitet i dag stort set er forsvundet, skriver historiker Uffe Østergaard

2020 er hundredåret for afstemningen i 1920. Officielt er det ”Sønderjyllands genforening med Danmark”, vi fejrer. Men er det rigtigt? Det var jo ikke hele Sønderjylland, der kom ”hjem”, men kun den nordlige del, som af det tyske mindretal kaldes ”Nordslesvig” – deraf titlen på mindretallets tysksprogede avis, der Nordschleswiger. Man skal faktisk helt tilbage til Valdemar Sejr, før området mellem Ejderen og Kongeåen var en del af det danske kongerige.

I 1232 blev Slesvig eller Sønderjylland et hertugdømme, som fra 1460 blev styret sammen med det tysktalende Holsten. ”Up ewig tosamende ungedeelt”, som det hed på plattysk i Riberecessen fra 1460 – den aftale, som det slesvig-holstenske ridderskab påtvang oldenborgeren Christian 1. som betingelse for at acceptere ham som hertug af Slesvig-Holsten og konge af Danmark.

Det indebar, at han som hertug i Slesvig havde sig selv som lensherre som konge af Danmark, mens han i Holsten var under den tysk-romerske kejser. Denne statsretlige forskel har man fra dansk side gjort meget ud af siden 1800-tallet, mens de tysksindede sætter bindestreg mellem Slesvig og Holsten som i forbundslandet Schleswig-Holstein.

Med afstemningen i februar 1920 blev ”Sønderjylland” delt mellem nationalstaterne Danmark og Tyskland. Princippet om nationalt tilhørsforhold, med en grænse efter sindelag, betød opløsning af den gamle provins Slesvig eller Sønderjylland. Indtil 1864 havde Elben og Kongeåen været toldgrænser, mens Ejderen mellem Slesvig og Holsten var en statsretlig grænse for det Hellige Romerske Rige. Dertil kom talløse interne grænser som resultat af talrige arvedelinger mellem fyrstefamilierne. Det meste af Sønderjylland havde Jyske Lov helt frem til 1900, da den afløstes af den moderne preussiske Bürgerliches Gesetzbuch, ikke Danske Lov fra 1683.

Den voksende nationalisme i 1800-tallet førte til et sammenstød mellem dansk nationalisme, der krævede Danmark til Ejderen, og slesvig-holstenismen, der ville have en selvstændig tysktalende stat i et forenet Tyskland.

Det resulterede i borgerkrigen 1848-1851 og den tabte krig i 1864, som kostede Danmark hele hertugdømmet med 200.000 dansktalende sønderjyder. Først det Tyske Kejserriges nederlag i Første Verdenskrig gjorde det muligt for flertallet af de dansktalende sønderjyder at vende ”hjem” til det Danmark, de strengt taget ikke havde været en del af i 700 år.

I dag ligger grænsen fast. Sønderjylland blev til et amt i 1970 efter officielt at have heddet ”de sønderjyske landsdele”. Området er i dag reduceret til en del af Region Syddanmark med hovedsæde i Vejle, mens Sydslesvig er en del af den tyske delstat Schleswig-Holstein med hovedstad i Kiel. Der er i dag to velfungerende mindretal, fem lokale sprog – sønderjysk, plattysk, rigsdansk, højtysk og frisisk – og rester af en egen kultur, som nord for grænsen viser sig i en aktiv interesse for historien. Men den slesvigske regionale identitet er stort set forsvundet til fordel for de to nationale identiteter, dansk og tysk.

Freden er betalt med delingen af den økonomisk og kulturelt driftige provins, der var førende i 1700- og 1800-tallets flersprogede helstat. Områderne nord og syd for grænsen er reduceret til periferier, selv den gamle storby Flensborg, der mistede sit nordlige opland i 1920. Stilstand er åbenbart den nødvendige pris for fredelige grænser mellem nationale stater.

Forsøget på at rette op på det ved at udnævne Sønderborg og Flensborg til europæisk kulturby i 2017 mislykkedes til fordel for et traditionelt valg af Aarhus. Grænser er ikke gratis, men åbenbart nødvendige.