Giv alle børn mulighed for at opleve natur jævnligt – det er en menneskeret

Vejen til det stærke voksenliv går over gode oplevelser som helt lille. Bevægelse i frihed og natur, træning af sanser og muskler i leg og glad bevægelse er vigtige elementer i børns udvikling, skriver Lillian Bondo

Fri leg, hvor man kan løbe, klatre, stoppe op, samle en sten op, en kastanje, mange kastanjer. Alt det er muligt på en tur i skoven, som Lillian Bondo oplevede det med et lille barn for nylig. Men i byen kan børn ikke bare gå frit omkring, og det er ikke godt for deres mentale sundhed, mener Lillian Bondo.
Fri leg, hvor man kan løbe, klatre, stoppe op, samle en sten op, en kastanje, mange kastanjer. Alt det er muligt på en tur i skoven, som Lillian Bondo oplevede det med et lille barn for nylig. Men i byen kan børn ikke bare gå frit omkring, og det er ikke godt for deres mentale sundhed, mener Lillian Bondo. Foto: Iris/ Ritzau Scanpix.

LØBE UHÆMMET hen ad en sti, uden fare for biler eller cykler. Snuse til en hybenrose. Se trækronerne spænde en verden ud over dit hoved. Finde en blank kastanje. Dyppe tæerne i et hav eller en bæk eller en sø. Det skal alle børn opleve. Gerne tit.

For ikke så længe siden læste jeg om et forskningsprojekt om mental sygelighed hos børn. Kan mental sundhed relateres til børnenes adgang til natur? Det bliver spændende at se mere om det, men umiddelbart ville jeg bare sige: Ja da! Det giver kolossalt god mening i mit univers, hvor jeg også tyr til at glo op i skyer eller på trækroner eller bølger, når verdens tummel bliver for voldsom. Men en svale og så videre, så selvfølgelig skal der forskes...

JEG GIK I SKOVEN bag et lille barn for nylig. Jeg kunne slippe barnets hånd, fordi der var sikkert at færdes. Den lille kunne tilfredsstille sin trang til at løbe, klatre, stoppe op, samle en sten op, en kastanje, mange kastanjer. Kunne vise mig et særlig fint blad. Der var ingen krav om fastspænding i barnevogn eller sele.

Balancen og benkraften og lysten til at gå blev styrket, og min samtale med barnet forblev hele tiden positiv, ikke korrigerende eller begrænsende.

Havde vi nu prøvet at gå den samme tur sammen i byen, så havde jeg været nødt til at insistere på mere kontrol, mindre fordybelse i egen rytme. Hvor den lille bor, er der ikke børnevenligt. Der er hyggeligt, de fleste, der bor der, er søde, der er små og store butikker og caféer og en mindre park i nogenlunde gåafstand – for en voksen. Men der er også snavset og rodet, og jeg hører tit mig selv sige: Puha, lad det ligge – eller: Det finder vi lige en skraldespand til (hvis jeg har handsker eller sprit med). Det kommer ikke i lommen til beundring senere i hjemmet.

Det er noget af det, jeg synes, at vi som samfund skylder børn at gøre noget ved. Altså ikke bare det med at samle op og rydde op, det hører selvfølgelig også med! Men det med adgang til natur og rum.

VI SKAL SOM SAMFUND, som forældre, som medmennesker sørge for, at alle børn, også dem, der ikke lige har familie på landet, skal kunne lege under træer og løbe på stier, hvor de ikke væltes omkuld eller skal kontrolleres af voksne hele tiden. Hvor de har lyst til bevægelse, fordi det er sjovt og, ja, naturligt at flytte på sig.

Forleden mødte mit blik inde i byen to yngre trætte mødre, der skubbede hver en klapvogn foran sig – og som altid søgte mit blik det lille barn, der måske sidder og leder efter kontakter eller er nysgerrigt. Der var bare ikke nogen små børn i klapvognen. Der sad to femårige børn, der knap nok kunne folde benene indenfor i klapvognen. Det kan der jo være en god grund til. Måske var de sløje begge to. Men mest sandsynligt er det blevet en vane ikke at bevæge sig – fordi det ikke er nemt eller sjovt.

DET SKAL MED ANDRE ORD SIKRES, at vi beholder grønne åndehuller i alle byer. At kommunalbestyrelser og forvaltninger ikke ser hver grund med en faldefærdig fabrik som en mulighed for nybyggeri – men ser det som en mulighed for en grøn plet til alle borgere. At vi værner om de parker og vandløb, som vi har. Fremmer udflytning af børnepasning og skole til naturen. Sikrer børns bevægefrihed – og forældres.

Der er mange voksne, der elsker byen. Som er gode til at bevæge sig i den. Og det er fint.

Men vejen til det stærke voksenliv går over gode oplevelser som helt lille. Bevægelse i frihed og natur, træning af sanser og muskler i leg og glad bevægelse. Giv alle børn mulighed for at opleve natur jævnligt. Det er en menneskeret.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.