Unge akademikere er dovne og kræsne. Det skulle man i hvert fald tro, hvis man lyttede til den debat, der udspillede sig, efter at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kom for skade at sige, at man som akademiker ikke skulle føle sig for fin til et job i Netto. Det synes jeg nu heller ikke, man skal, men mens diskussionen kørte, begyndte en forgrening af den at handle om alt det, de unge gør galt, hvor nemt de har det, og hvordan de opfører sig som skrøbelige snefnug. Her må jeg bare sige, at ens forståelse for deres praktiske hverdag må ligge på et meget lille sted, hvis man tror, de unge er dovne.
De unge knokler hele vejen op gennem uddannelsessystemet – godt hjulpet på vej af konkurrencestatens reformer, uddannelsesparathedsvurdering allerede i 8. klasse, fremdriftsreform, karakterbonus og et nyt karaktersystem, hvor man skal sprænge skalaen for at komme ind på nogle uddannelser. Dertil kommer et mere usikkert arbejdsmarked med et hullet socialt sikkerhedsnet og en stigmatisering af arbejdsløse generelt. Nogle gange har man følelsen af, at de unge har internaliseret konkurrencestatens værdier.
De unge bliver i dag målt, vejet og kategoriseret fra 0. klasse, hvor de kan blive udsat for deres første stopprøve, de indgår konstant i det præstations-spejlgalleri, som de sociale medier udgør, og før de får deres første bums, skal de udfylde et skema over, hvad de egentlig vil med livet.
Det var betydeligt nemmere at være ung i 1980’erne. Godt nok var der økonomisk krise, men det var nærmest kikset at være god til noget. Enhver karakter højere end otte var for stræbere. Det var faktisk en god ting at være normal eller gennemsnitlig.
Unge i dag kan gå i panik over ”kun” at få et 10-tal. Alting skal være til topkarakter – også på Facebook. De andre får lidt flere likes, er lidt smukkere og lidt mere populære. Det er opslidende, og hvis man ikke lykkes i perfekthedskulturen, peger pilen kun én vej – mod én selv.
Flere og flere oplever stress, angst og mistrivsel. 40 procent af unge kvinder lider af stress. Hver anden kvinde på 19 år har været til psykolog. Og mere end en tredjedel af unge piger har hovedpine næsten hver uge eller oftere. Som samfund bærer vi et stort medansvar. De reformer, som jeg nævnte tidligere, har været med til at stramme grebet om de unge.
Det er tid til, at vi giver de unge et pusterum. Et pusterum til at få ro på igen, turde begå fejl og fumle lidt rundt i livet. Et pusterum til at anerkende det, de er gode til, uden øjeblikkeligt at tænke, de kunne være endnu bedre. Et pusterum til at indse, at de er gode nok, og at de nok skal nå det hele.
Vi står med en ekstremt pligtopfyldende og perfektionistisk ungdom, som vi skal give et pusterum i stedet for hele tiden at øge presset på dem. Med andre ord: Det er sandt, at ingen skal være for fin til at arbejde i Netto, det er bare heller ikke en primær udfordring for vores samfund lige nu.
Pia Olsen Dyhr er formand og medlem af Folketinget for SF