Prøv avisen
Kiosken

Gør de sociale medier prædikenen til et fremmedlegeme?

Anders Raahauge

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Prædikenen svarer på spørgsmål, som ingen længere stiller, og imødekommer et behov, som ingen længere har i vores gennemstimulerede mediesamfund, mener en tysk præst

TIDEN ER LØBET FRA PRÆDIKENEN. Det mener Hanna Jacobs, præst i Essen i Tyskland ved et progressivt menighedsprojekt kaldet ”raumschiff.ruhr”. I et essay i Die Zeit hævder hun, at protestantismen svigter de religiøst søgende med sin sejlivede fiksering på prædikenen. Prædikenen svarer på spørgsmål, som ingen længere stiller, og imødekommer et behov, som ingen længere har i vores gennemstimulerede mediesamfund, mener Hanna Jacobs. Bundet af traditionen tør man ikke tage det skridt, som er nødvendigt her i det 21. århundrede, hvor prædikenen er passé.

”Det gælder ligesom med klimaforandringerne: Jo før vi som kirke indser det, desto mere religiøst liv kan vi redde.”

De sociale mediers flodbølge af småtekster og billeder betyder, at den længere tale nu er et fremmedlegeme. Kirken skal i stedet finde former, der viser interesse i menneskers egne erfaringer og værdsætter den enkeltes religiøsitet.

Jesus vandt sine disciple ved personlig henvendelse, ikke gennem prædikener. Han spurgte Maria Magdalene i haven: ”Hvorfor græder du?”, og ”hvem søger du?”.

Sådan skal også præsten henvende sig, kort, direkte og personligt. Personlig tiltale er langt mere virkningsfuld end ”bredbåndsforkyndelse”, skriver Hanna Jacobs.

Ved gudstjenesten skal en fælles spørgen og søgen træde i stedet for énvejsforkyndelsen. Prædikenen er en monolog, og én person indehaver tydningsretten. Menigheden kan ikke reagere direkte. Og det er næsten tragisk, hvor lidt folk kan huske af en prædiken, når de kommer hjem. Mange prædikener fremviser i dag symptomer på forlegenhed.

”Det er kirkens forlegenhed ansigt til ansigt med en kulturel forvandling, der ikke lader sig standse.”

DIE ZEIT HAR INDKALDT TRE SVAR. Det første kommer fra Petra Bahr, evangelisk regionalbiskop for Hannover.

Hun finder, at prædikenen aldrig har været mere attraktiv end i dag. Midt i det vilde virvar af udsagn på de sociale medier sporer hun en længsel efter myndig tale. Efter at møde det, man ikke kan sige sig selv, og efter at få en gammeldags dannelsesoplevelse.

Pålægget om at prædike stammer fra Det Nye Testamente, og så skal det også efterkommes. Samtaler i rundkreds har skam længe været praktiseret i menighedshuse. Ofte avler de blot nye magtformer, nye banaliteter og nye typer udgrænsning.

Man kan udstyre samtalegruppen med smarte navne som ”lounge” eller lade den komme sammen i en biograf, men den danner stadig et afgrænset miljø. Ja, dens grænser er tilmed ofte mere subtile end dem, der omgiver kvarterets gode gamle kirke.

PETRA BAHR ANFØRER TILLIGE, at mange faktisk synes, det er en form for frihed ikke selv at skulle tale.

”De vil ikke omfavnes og ønsker slet ikke, at nogen vil udæske dem for personlige bekendelser.”

Prædikenen er monologisk, javel, men den ordinerede præst har overlegenheden. Ikke fordi vedkommende er nærmere Gud, men på grund af den professionalisme, der kommer af en teologisk uddannelse.

På dens grundlag skal prædikanten gå til den bibelske tekst og så forsøge at sætte egne ord sammen, så de forvandler sig til Ordet, der gør levende. Man vover en art kontroltab, hvor man gør sit bedste, men ikke selv er den, som yder det afgørende. Næ, i en tid, hvor næsten alt er muligt for den eksperimenterende kirke, er det at kunne lade være den største udfordring, slutter bispen.

Die Zeit har også indkaldt svar fra chefredaktøren på konkurrenten Die Welt, Ulf Poschardt, der vakte opsigt sidste jul, da han kritiserede en juleprædiken for at være moderigtigt politiserende. Han ville hellere høre evangeliet forkyndt.

PRÆDIKESTOLEN SKAL VÆRE ET STED for oplysning og beroligelse i disse urolige tider, mener Ulf Poschardt. Blot bør prædikenerne generelt være mere intellektuelt krævende. Kirkerne er desværre blevet steder for adspredelse.

”De burde i tro finde tilbage til sig selv.”

Poschardt konkluderer:

”At afskaffe er at kapitulere. Det behøver kristendommen ikke. Den skal blive mere ærgerrig og mindre opportunistisk og frigøre sig fra dens fortsat fremherskende, politiske ensidighed.”

Endelig skriver Udo Hahn, leder af Evangelische Akademie i Tutzing og tidligere formand for den tyske Prædikenpris.

Han påpeger, at mangen en tekst først åbner sin dybere mening for dens læser, når en anden taler om den.

Derfor er det også et fejlskud at kalde prædikenen forældet som form, hvis dens tilhørere ikke siden kan genkalde sig dens indhold. De kan alligevel have modtaget denne åbning.

Naturligvis skal præsten beredvilligt gå ind i personlige samtaler, betoner Udo Hahn, men det ene skal ikke udelukke det andet. Skrotter man prædikenen, vil man fremme troens privatisering, og det er farligt.

”Også selvom troen er noget personligt og intimt – den er ikke en privatsag.”

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.