Jeg læser ofte i Det Nye Testamente, inden jeg skal sove. Når jeg har afsluttet Johannes’ Åbenbaring, hænder det, at apokalypsen genopføres i mine mareridt.
Men om morgenen har jeg stadigt sværere ved at forkaste undergangssynerne som en natlig spøg. For jeg vågner op til globale skovbrande, smeltende isbjerge, jordskred og konstante vejrrekorder med orkaner og regn i silende mængder. Herhjemme har det regnet så længe, at vi nok snart skylles bort i syndflodens styrtende strømme.
Selve elementernes rasen er brudt ind i mit og i alle andres liv. Vi lever sandelig i katastrofiske tider, og særligt den store klimakrise stemmer sindene med eskatologiske varsler om de sidste tider og klodens nært forestående undergang.
Klimakrisens profet er Greta Thunberg, der på én gang varsler den kommende katastrofe og maner til modstand mod den. Det amerikanske nyhedsmagasin Time kårede ved udgangen af 2019 Greta Thunberg til årets person og gav således på højeste sted udtryk for den personfiksering og totale overvurdering af enkeltpersoner, der kendetegner vores tid. Det er nemlig ikke aktører, men snarere strukturer – en slags mytiske kræfter – der bestemmer historiens gang. Personer som Greta Thunberg inkarnerer blot den højere lovmæssighed, hun er ikke selv den virkende kraft. Det er derfor, hendes ansigt er blegt som en perle: Det er en slags naturhistorisk manifestation, vi ser.
Vi mennesker er som dukker, der føres af mægtigere kræfter. Når tiden er moden, finder elementarkræfterne egnede figurer, der kan føre bestemmelsen ud i livet. Hvilken bestemmelse? At vores gamle klode endnu en gang vil skifte ham.
Det kalder på en profet i stil med historiens religionsforkyndere: ”Du skal ændre dit liv”, ellers kan vi ikke forhindre eller bare udsætte katastrofen. For den globale opvarmning, der truer os, er ganske vist menneskepræget, men næppe fuldkommen menneskeskabt.
Og hvis Greta Thunberg skulle vælge at gå i skole i stedet for at pjække for at føre klimakamp, ville der blot ske en udvælgelse af en anden figur. Når skæbneurets viser falder i hak, sker det, der må ske.
Mon ikke Greta Thunberg selv mærker de snore, der forbinder hende med den mægtigere dukkefører?
Vi ved ikke med sikkerhed noget om den kommende katastrofe, andet end at den en dag vil komme. Måske bliver verden efter katastrofen en verden uden mennesker? For apokalypsen gælder i virkeligheden ikke kloden, den skal nok overleve os, men derimod menneskeheden.
Vi må derfor tænke i det lange perspektiv for at forstå vores nuværende krise. Vores geologiske epoke er den holocæne, der blev indledt efter afslutningen på den seneste istid for næsten 12.000 år siden. Nogle mener, vi er overgået til en helt ny, såkaldt antropocæn epoke, eftersom menneskeheden siden midten af det 20. århundrede er begyndt at sætte varige aftryk på Jordens historie.
Det er dog tvivlsomt. De andre af planetens tidsaldre strækker sig over millioner af år, så mon ikke vi som menneskehed overvurderer vores egen betydning? Vi er næppe hævet over naturens elementære kræfter.
Snarere kan menneskehedens historie lignes med insektets spor på stranden mellem to bølgeslag, som den tyske forfatter Ernst Jünger skrev. Planetarisk set er vi ubetydelige væsener med uhyre kortvarig eksistens. Illusionen om, at menneskeheden derimod er en planetarisk urkraft, går tilbage til oplysningstidens idé om naturbeherskelse og antropocentrisme. Vi bilder os ind, at vores magt tåler sammenligning med havstrømme og meteornedslag: Vi mener os hævet over naturen, som vi konstant former i vores eget billede.
Det forholder sig nok i virkeligheden modsat. Ifølge geologer vil vores tids klimaforandring snarere være en katastrofal begivenhed for menneskeheden end en varsling af en ny geologisk epoke. For der har tidligere været lange perioder med opvarmning og masseuddøen, og kommende istider, jordskælv og erosion fra vind og vejr vil sandsynligvis udslette vores spor.
Vi venter altså på det næste bølgeslag. Katastrofiske tider, ja, men der findes også katastrofer i en helt anden liga, hvis man savner et endnu større perspektiv. Engang læste jeg om en af kvantemekanikkens visionære teorier, der blev serveret i den pureste undergangslyrik. Det hedder sig nemlig, at universets såkaldte Higgs-felt når som helst vil kunne selvantænde i et hav af ild. Denne ild vil skylle ud til de fjerneste egne af galakserne, drukne alt eksisterende i et astronomisk inferno og nulstille selve de fysiske love.
Så er det godt, jeg kan læse Det Nye Testamentes glædelige budskab om det rige, der ikke er af denne verden.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.