Der gør sig store kulturforskelle gældende mellem de forskellige nationers mediedækning af coronapandemien. I Frankrig skrives efterhånden kun sparsomt om emnet, mens det på sjette måned er klar topprioritet i de tyske medier, også selvom man her næsten ingen dødsfald kan notere.
De britiske medier byder på et specielt billede: Pandemien fylder meget, men man deler sig virkelig efter anskuelser.
Medierne til venstre for midten maler situationen sort i sort, og premierminister Boris Johnson, som de hader, er angiveligt skyld i, at virus ikke forlængst er udryddet i Storbritannien.
Anderledes er det i medierne til højre for midten. Også de revser Johnson, men det er for at indføre alt for strenge sanktioner. Vi briter har en stolt frihedstradition, og han skyder spurve med kanoner, hedder det.
I magasinet Spiked skriver således Tim Black, at man behandler denne pandemi, som var det apokalypsen selv. Han påpeger, hvordan Europa har været skueplads for andre pandemier, som offentligheden tog med knusende ro. Influenzaen i 1956-1957 kostede omkring 1,1 million mennesker livet, men de britiske medier nævnte den kun sporadisk. Det samme gælder for den Hongkong-influenza, der i 1968-1970 også dræbte godt en million. Sågar den spanske syge, der rasede fra 1918 til 1920, og som af WHO kaldes ”den mest dødelige begivenhed i menneskehedens historie”, trak sjældent overskrifter. Og den kostede dog efter moderne beregninger mellem 50 og 100 millioner livet.
Der herskede ingen dommedagsstemning, og man lukkede ikke samfundet ned. Men i dag omstruktureres alt socialt og økonomisk liv efter drakoniske sikkerhedsregler, skriver Tim Black, og coronaen opfattes ikke som ”en grim virus, der udgør en betydelig, men dog håndterbar sundhedsrisiko for bestemte samfundsgrupper. Nej, den opfattes som nærmest en dom fra himlen”.
Tim Black savner noget af tidligere tiders flegmatiske holdning. Men den kan vi ikke længere mobilisere, for moderne, liberal kapitalisme har svækket os moralsk, mener han. Hurtigere end før begynder vi at føle os ængstelige og afmægtige.
Tonen er så en anden i Tyskland, og i for eksempel det kirkelige magasin Zeitzeichen handler stort set alle artikler om covid-19.
Mest interessant er et essay af teologisk professor emeritus ved Zürich Universitet Johannes Fischer: Man diskuterer nu, om Gud kan have noget med virus at gøre. Umuligt, siger næsten alle. Ganske vist mente Luther, at Gud i sin almagt står bag alt, som hænder – også pesten, som man roligt kunne anse for en straf.
Men her var Luther barn af sin tid, hedder det nu. Ingen ønsker i dag at tro på en straffende Gud, bemærker Fischer.
I stedet forklarer mange Guds rolle på den nye måde, som også er blevet mode herhjemme: Han er tilskuer til begivenhederne og er lige så betuttet som sine arme mennesker.
Driver man imidlertid Gud ud af historien som virkende magt, da giver lov og tak, bøn og forbøn ikke mening længere, betoner Fischer.
Heldigvis er der også dem, der under pandemien på frugtbar vis finder tilbage til Luthers lære om den skjulte Gud: Hans planer går sandsynligvis over vor forstand. Og vi må nødvendigvis medgive, at tanken om en straffende Gud finder rigeligt belæg i Bibelen, skriver Johannes Fischer.
Vi må ikke glemme, at vore gudsbegreber er tankekonstruktioner. De er vores egne tydninger, og for tiden sætter man virkelig Guds forståelighed langt over hans almagt. Og her giver vi os selv meget frie hænder, skriver Fischer og fortsætter:
”Det drejer sig ikke mindst om at tilpasse gudsbegrebet tidens smag og rense det for alt, som kunne støde. Måske skulle vi hellere besinde os på, hvad der fik mennesker til tidligere at have en gudsforståelse, som i dag regnes for anstødelig.”
Johannes Fischer peger her på den tyske salmedigter Paul Gerhardt, der er rigt repræsenteret i Den Danske Salmebog.
Efter 30-årskrigens ødelæggelser skrev han en salme, hvor han takker Gud for freden, men samtidig beskriver krigens gru som Guds straf.
Men når Gerhardt taler om ”Gud”, så er dette intet teologisk gudsbegreb. I alle hans salmer menes der den, hvis nærvær mennesker erfarer i deres liv og i verden.
I hans glade salme ”Gak ud, min sjæl, betragt med flid”, aflæses Guds gerning i alt, hvad naturen møder os med. Paul Gerhardt er aldrig i tvivl om Guds almagt og hans virken i alt – i både glæden og smerten. Og når det gælder krigens rædsel, så giver Gerhardts poetiske fremstilling af Guds vrede og menneskenes pine alligevel fornemmelsen af, hvordan Gud i det hele og trods det hele er der for sit menneske.
Gudsbegreber lader sig udskifte. Anderledes med Gud, som han møder os i Paul Gerhardts salmer, der er mættet med eksistentielle erfaringer.
Gerhardts salmer vidner om en eftertanke over Guds nærvær i ens eget liv og i verden, skriver professoren.
Denne eftertanke vil ikke drage konklusioner, der skal gælde i almindelighed.
”Langt snarere vil mennesker erfare Guds nærvær meget forskelligt alt efter situation og livsomstændigheder.”
Debatten om, hvad Gud har med coronaen at gøre, fører ingen steder hen. Det afgørende er, om mennesker kan forstå, at de bør regne med Guds skjulte tilstedeværelse i alt, hvad der vederfares dem. Både af ondt og godt, konkluderer Johannes Fischer.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.