Vi fejrer i år 250-året for en af de mest indflydelsesrige filosoffer i den vestlige kulturkreds, G.W.F. Hegel (1770-1831). Årsdagen for hans død den 14. november giver anledning til at tage et tema op, som han introducerede i filosofien: Guds død. Det er almindeligt at antage, at det var filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900), men det var altså Hegel.
Selvom et begreb om en gud gerne forbindes med udødelighed, er den dødelige gud i udgangspunktet ikke fremmed for nogen, der har været i kirke Langfredag. Det var ikke blot Jesus af Nazareth, der døde på korset, men Guds søn. ”Oh, store nød/ Gud selv er død”, som det lyder i en langfredagssalme fra 1641 af den holstenske digterpræst Johann Rist. Han regnedes i sin samtid som jævnbyrdig med Paul Gerhardt, men er slettere repræsenteret i den dansk-norske salmelitteratur. Rists strofe skal naturligvis forstås i sin kontekst. Det springende punkt er, at hvis Kristus ikke er opstanden, er troen tom. (1. Kor. 15) Ingen langfredag uden påskedag.
Da den unge Hegel tog temaet Guds død op i en artikel om tro og viden fra 1802, anvendte han det allegorisk eller metaforisk til at beskrive en historisk udvikling fra en kristen, teologisk forståelse af verden, der dør og genopstår i en filosofisk forståelse af det absolutte:
”Den følelse, hvorpå den moderne religion beror, er følelsen af, at Gud selv er død,” skrev han.
Den højeste ide skulle ifølge Hegel gennemgå en ”spekulativ langfredag” og genopstå i filosofien. Spørgsmålet er naturligvis, hvor det stillede kristendommen?
For Hegels måske væsentligste danske discipel, Johan Ludvig Heiberg, var det tydeligt, at det religiøse, der tidligere tilhørte det evige, nu var blevet ikke alene timeligt, men fortidigt:
”Det nytter nemlig ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden: vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid for det meste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede
Verden hører til det forbigangne, til det Tilbagelagte.”
Det 19. århundrede blev på mange områder sekulariseringens århundrede, og det blev Hegels disciple, der satte ord på denne proces. Kristendommen mistede afgørende indflydelse på især videnskab og politik. I samme åndedrag må man imidlertid også udnævne 1800-tallet til religionens eller snarere vækkelsens århundrede. I hele verden opstod der nye sekter, kirke- og trossamfund. I protestantiske lande finder man inden for og uden for de etablerede kirkesamfund baptister, mormoner, irvingianere, adventister, metodister, swedenborgianere, haugianere, grundtvigianere, indremissionske og så videre. De byggede en kolossal mængde af kirker og forsamlingssale. Kristeligt Dagblad har netop skrevet artikler om de danske missionshuse, der alene i kraft af deres antal vidner om, at religionen i høj grad var til stede dengang.
Og Nietzsche? Ja, han var faktisk ikke så meget efter religionen som efter forestillingen om det absolutte i det hele taget. Han betragtede dem, der dyrkede ”religion”, ”fornuften” eller ”videnskaben” med samme skepsis. Hver epoke har sine afguder, og ”den videnskabelige sandhed” er blot en af dem – ifølge Nietzsche. I sin kritik af videnskab er hans nihilisme lige så tæt allieret med nutidens religiøse fundamentalisme som den er med nutidens ateisme.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.