JEG FØLER MIG IKKE bagtalt, hvis nogen kalder mig teologisk konservativ. Det er en æresbetegnelse. Jeg er optaget af, at bibelsk funderet kristentro bliver bevaret i mit eget liv og kommer til at præge den kirke – lokalt og nationalt – som jeg er en del af.
Men at jeg er teologisk konservativ betyder ikke, at jeg uden videre også er liturgisk konservativ. Det er en af de konklusioner, jeg drager efter godt to år i en af biskoppernes arbejdsgrupper om gudstjenesten. I en del af udvalgets drøftelser landede jeg faktisk på det, man firkantet sagt kan kalde venstre flanke:
Jeg kan godt se idéen i, at præsten byder velkommen til gudstjenesten og markerer dagens tema kort ved gudstjenestens begyndelse. Sig det ikke til min biskop, men faktisk generer det mig heller ikke, at det sker efter indgangsbønnen.
Jeg synes, at regibemærkninger, som guider nye kirkegængere til at stå op og lignende, ofte er på sin plads. Hvis man bare én gang har set et dåbsfølges flovhed, fordi de kom på bagkant af den faste menigheds ageren, bliver det et vigtigt punkt i eftertanken at gøre det bedre næste gang.
Jeg er ikke så bange som en del andre for at forvandle gudstjenesten til en skolestue ved at bruge powerpoint, filmklip og andre nymodens redskaber. Selvom jeg unægteligt ser en række pædagogiske problemer, når jeg gør det, og i virkeligheden er en meget forsigtig bruger af disse redskaber.
Og jeg har ingen principielle indvendinger imod at indføre rytmisk musik, moderne lovsange og elektroniske instrumenter i højmesserne, selvom det ikke er mit eget musiksprog. Og selvom jeg i min tid har set en del dårlige og afstandsskabende varianter af disse musikformer. For jeg ser i øjnene, at flertallet af den danske befolkning under 70 år har en anden musiksmag end jeg, og at den rytmiske musik spiller en ret stor rolle for dem. Hvis vi skal tale nutidens sprog, skal vi også tale et rytmisk musiksprog.
Når jeg skal begrunde, at jeg falder relativt liberalt ud i disse spørgsmål, tyer jeg til den forklaring, at jeg ikke alene tænker om gudstjenesten som et kultisk drama, hvor vi møder Gud i Jesus Kristus. Jeg tænker også om den som en del af menighedens mission i en verden, der er kommet bort fra Jesus Kristus og skal tilbage til ham. Og jeg tænker om gudstjenesten som en del af oplæringen af den døbte og troende menighed.
For øvrigt er jeg i godt selskab i den betoning. Når jeg læser Martin Luthers to skrifter om gudstjenesten fra 1520’erne – ”Den tyske messe” og ”Formula Missae” – finder jeg nemlig begge disse betoninger: Gudstjenesten skal være Ordets og sakramenternes tjeneste til oplæring og mission. Resten er sådan set til forhandling. Det pudsige ved Luthers tankegang på dette tidspunkt er, at han, så vidt jeg kan se, er ret liberal i det principielle og tilsvarende konservativ og forsigtig, når det skal føres ud i praksis.
En inkonsekvens jeg i øvrigt føler mig ret godt tilpas i.
Så er det sandt, at man kan ikke arbejde med liturgi uden at arbejde med teologi. Men det er lige præcis ikke noget argument mod sproglig modernisering, for vi forandrer jo netop teologien, hvis vi taler et sprog, folk ikke forstår. Hvis man bliver ved med at sige det samme, ender man ofte med at sige noget andet.
Sagen er bare, at det skal gøres læremæssigt og sjælesørgerisk bevidst. Ellers bliver det ikke sundt.
For nu at tage kollekterne, bønnerne, som eksempel: Jeg landede i 2015 i en menighed, der var en flittig bruger af Holger Lissners bønner. Det har jeg på lange strækninger været glad for. De er på mange gode dage livsnære, sprogligt spændstige, med gode billeder – omend indimellem lidt søgte – og de er gode til at ramme søndagens tema.
Men når jeg bruger dem over lang tid, lægger jeg også mærke til overspringshandlingerne i dem: For eksempel er temaet om Guds almagt stort set forsvundet, og frelse- og fortabelses-temaet som hovedregel glattet ud. Dermed kan de medvirke til mangelsygdomme i vores tro.
Dette placerer mig undertiden i valget mellem en Veit Dietrich-bøn fra salmebogen, som er sprogligt uforståelig, men teologisk og sjælesørgerisk stærk, og en Lissner-bøn, som, hvis vi aldrig beder andet, kan tegne et skævt gudsbillede. Trods dens kvaliteter. Og jeg kan sidde en lørdag eftermiddag og længes efter et begavet hoved, der kan nyskrive gamle bønner til nærværende dansk.
Pointen er nemlig, at forsvarligt liturgisk arbejde er en øvelse i konservativ modernisering.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.